Temaartikel skrevet af: Erland Porsmose

1 anbefalinger

De danske bønder var i århundrede stavnsbundet til en herremand eller godsejer. De udgjorde billig arbejdskraft til de rige godsejere og måtte kun flytte, hvis de fik tilladelse. Sidst i 1700-tallet begyndte de heldigste bønder at slippe fra de snærende lænker, og det danske bondelandskab, som vi kender det i dag, begyndte langsomt at tage form.

Når huspriserne falder og arbejdsløsheden stiger finder frygten for stavnsbinding gerne vej til avisernes spalter. At være stavnsbundet betyder, at man ikke frit kan flytte og eventuelt finde nyt arbejde et andet sted. Man er så at sige bundet til sin bopæl, sin stavn. Udtrykket har historiske rødder. En fæstebonde skyldte sin herre, at være hørig og lydig. Fra 1400-tallet blev det på Sjælland fortolket således, at ingen – mænd, kvinder eller børn – kunne flytte fra en herremands gods uden han gav dem lov. Man talte om vornedskab og om vornede. Det vil sige de, der var underkastet herremandens værn. Hensigten var at sikre kontrollen over arbejdskraften til godsets landbrug. Vornedskabet blev afskaffet ved lov i 1702, men snart efter (i 1733) blev stavnsbåndet indført, og det kom til at gælde for hele landet. Motivet var at fastholde de unge mænd på…

• Vis hele artiklen