Stavnsbundet

Tema

Lænket til en godsejer

1 anbefalinger

Når huspriserne falder og arbejdsløsheden stiger finder frygten for stavnsbinding gerne vej til avisernes spalter. At være stavnsbundet betyder, at man ikke frit kan flytte og eventuelt finde nyt arbejde et andet sted. Man er så at sige bundet til sin bopæl, sin stavn. Udtrykket har historiske rødder. En fæstebonde skyldte sin herre, at være hørig og lydig. Fra 1400-tallet blev det på Sjælland fortolket således, at ingen – mænd, kvinder eller børn – kunne flytte fra en herremands gods uden han gav dem lov. Man talte om vornedskab og om vornede. Det vil sige de, der var underkastet herremandens værn. Hensigten var at sikre kontrollen over arbejdskraften til godsets landbrug. Vornedskabet blev afskaffet ved lov i 1702, men snart efter (i 1733) blev stavnsbåndet indført, og det kom til at gælde for hele landet. Motivet var at fastholde de unge mænd på godset, så at de kunne udskrives til soldatertjeneste. En sidegevinstt for godsejeren var, at man samtidig fastholdt arbejdskraft til godserne. Efterhånden udvidedes stavnsbåndet til at omfatte alle drenge og mænd mellem fire og 40 år. Som vorned eller senere stavnsbunden kunne man måske købe sig til et frihedsbrev, eller mere risikabelt flygte fra godset med mulighed for at blive fanget og straffet.

Båndene løsnes
Stavnsbåndet blev et symbol på et ufrit og undertrykkende samfundssystem, og da det blev afskaffet i 1788, markerede det gennembruddet for oplysningstiden og de store landboreformer.
Rationel fornuft, uddannelse, flid og egennytte skulle reformere landbrugslandet, produktionen og ikke mindst bondebefolkningen selv. De snærende bånd skulle løses for de reformivrige, og vilkårlighed erstattes af faste regler og aftaler.

Målet for reformerne var et rationelt landbrugsland med gård og jord som en samlet enhed, og en fornuftig, dygtig og flittig bonde til at lede og forbedre driften på gården. Man antog, at det bedst kunne opnås, hvis bonden kunne være sikker på, at hans slid med at forbedre jord og bygninger ville gå i arv til hans børn. Hele landbruget ville på den måde blive en stor sparekasse, der gik i arv fra generation til generation. I løbet af få årtier overgik 2/3 af landets gårde fra fæste til selveje, men fra 1807 satte krigs- og kriseår udviklingen i stå. I anden halvdel af 1800-tallet blev antallet af fæstegårde støt reduceret, og i begyndelsen af 1900-tallet var der blot 3000-4000 fæstegårde tilbage. Tiden var moden til, at regeringen i 1919 endelig krævede de sidste fæstegårde solgt til deres fæstere.

Skakbrættet
I 1919 havde det længe stået klart, at forbedrede redskaber og dyrkningsmetoder var vigtige for effektiviteten end fæste kontra selveje. Men det var vigtigt trods alt vigtigt, at hver bonde selvstændigt kunne tilrettelægge sin drift og havde fuld rådighed over sin produktionsjord. Landsbyernes ældgamle dyrkningsfællesskab blev hurtigt udpeget som reformtidens hovedfjende. Landsbyernes jord skulle altså omfordeles, udskiftes, således at hver gård fik udlagt sin andel af landsbyens jord i en samlet lod. Naturligvis helst på en sådan måde, at det var i en regulær, kvadratisk form, og med gården placeret lige i midten, så der var kort afstand til markerne. Ideelt set skulle landsbylandet Danmark altså afløses af et spredt enkeltgårds-land med en jordfordeling, der kunne lignes ved et stort skakbrætsystem.

Dyr frihed
Men idealer er dyre. At flytte samtlige gårdes bygninger, at anlægge nye veje til hver enkelt bondegård og så videre var så kostbart, at konsekvent gennemførte blokudskiftninger, som det hed, er ret sjældne. Normalt blev der tale om et kompromis, således at flest mulige af gårdene blev liggende i landsbyen. Mange steder undgik man endda helt udflytningen ved at foretage en stjerneudskiftning. Med landsbyen i centrum blev bymarken skåret ud som en lagkage, således at hver gårds lod fik en trekantet form, der spidser til ind mod landsbyen. Skellene mellem gårdenes marker trækker således et stjerneformet mønster over bymarken. Hjul, nav og eger der umiddelbart og øjensynligt forbinder fællesskabets landsby med dens udskiftede efterfølger. Regeringen støttede op om udskiftningerne med reformlovgivning, og udviklingen nåede sit højdepunkt i 1790’erne, hvor op mod halvdelen af landets jord blev udskiftet.

Mentalt bondeland
Overgangen til selveje gjorde det muligt for langt flere at få foden under eget bord. På fæstegodset opretholdtes den gode, gamle orden med forholdsvis store bondegårde og et begrænset antal huse. Kun med godsejerens udtrykkelige tilladelse kunne der etableres en ny husstand. Anderledes var det på selvejergårdene, og her havde de nybagte selvejere ofte brug for at skaffe kapital til købet ved at udparcellere og sælge en del af jorden fra til mindre gårde og huse. Lovgivningen satte snævre rammer for, hvor meget jord der kunne udparcelleres, så det var især antallet af huse, der voksede. I kongeriget Danmark - det vil sige uden Sønderjylland - var der omkring år 1800 stort set ligevægt i antallet af gårde og huse med 56.000 gårde og 60.000 huse. Hundrede år senere var hustallet mere end tredoblet med godt 212.500 huse i 1905, mens antallet af gårde blot var øget med 20.000. Den typiske beboer af det danske bondeland var således nu husmanden, men det var forsat gårdene, der sad på jorden og herskede over det mentale bondeland.

Et hedt tema
Velstanden voksede på gårdene, og de sociale forskelle til husmands- og landarbejderklassen øgedes relativt. Omkring år 1800 havde 2/3 af husene et beskedne 1-2 hektar jord til at supplere lønindtægten. Resten havde blot en have til rådighed. Langt de fleste af de nyanlagte huse fik ingen jord. Med hensyn til rettigheder, herunder valgret og valgbarhed, haltede husmændene også uhjælpeligt efter gårdmændene, og fra 1840'erne blev husmændenes vilkår et hedt politisk tema. I 1860’erne steg befolkningstallet med 11 procent, men antallet af registrerede almisselemmer (forsørgede fattige) steg med hele 41 procent. Landet over blev der indrettet kommunale fattiggårde til at dæmme op for problemet med den voksende fattigdom og sociale nød blandt landarbejdere og jordløse husmænd. Mange søgte ind til byerne eller tog springet og emigrerede. Alene USA modtog 128.000 nye indbyggere fra Danmark i årene 1860-90.