Stenalderens bønder

Tema

Landet bliver til

0 anbefalinger

I Danmark begyndte man at holde husdyr og dyrke afgrøder, efter at denne livsform havde spredt sig op gennem Europa fra Mellemøsten. Befolkningstallet i Danmark var stigende, og indbyggerne var også blevet mere bofaste, allerede før bondestenalderen brød helt igennem. Man slog sig ned langs kysterne og huggede lysninger i skoven til husdyr og små marker.
I løbet af fem århundreder efter 3950 f.Kr. blev bondekulturen etableret, og mere og mere skov blev ryddet og omlagt til marker med korn og græsgange til husdyrene. Mennesker holdt op med at flytte efter årstiden. Bondestenalderen varede frem til omkring 1700 f.Kr., hvor brugen af metaller og nye teknikker fik så stor indflydelse på livsformen, at vi taler om en ny epoke - bronzealderen.
Igennem de knap 2500 år bondestenalderen varede, skete der trods alt mange forandringer i befolkningens levevis og i deres skik og brug. På baggrund af disse ændringer har arkæologerne udskilt tre underfaser. Det er tragtbægerkulturen, der indleder hele bondestenalderen, enkeltgravskulturen, hvor en ny begravelsesskik er karakteristisk og endelig dolktid, der danner overgang til den efterfølgende periode, bronzealderen.

Teknologien kommer fra bondestenalderen
Med bondestenalderen udvikles nogle af de ting, som vi i dag betragter som helt selvfølgelige, blandt andet hjulet. De ældst kendte hjul på dansk grund er af egetræ og har siddet på en vogn eller kærre i enkeltgravskulturens tid.
Med korndyrkning kom også den primitive plovtype arden til. Arden kan ikke vende jorden, men løsner blot mulden, så der kan sås. Den ældst kendte ard er fra bronzealderen, men sporene efter ardens ridser i undergrunden kender vi helt fra bondestenalderen.
En del af den teknologiske udvikling i bondestenalderen er grundlaget for nogle af nutidens redskaber. Andre dele blev udviklet til det sublime og forsvandt igen med bondestenalderen. Det gælder for eksempel produktionen af redskaber af flint og andre stenarter, ligesom tidens dysser og jættestuer – landets ældste bevarede arkitektur. Når vi i dag kan krybe ind i en intakt jættestue, skyldes det bondestenalderens ingeniører og deres højt udviklede byggeteknik og kendskab til materialerne. En jættestue består ikke kun af de væg- og loftssten, vi umiddelbart kan se. Gravkammeret blev sikret med tagsten, drængrøfter, birkebark og skarpe flintstykker, som hindrer vand og dyr i at trænge ind i konstruktionen og forårsage dens forfald. Den avancerede byggeteknik gik hurtigt tabt. Når jættestuerne blev brudt op og brugt til gravlæggelser senere i stenalderen, blev de ikke lukket ordentligt igen. Allerede efter tre-fire århundreder var teknikken gået i glemmebogen.

Tragtbægerkulturen
Denne ældste del af bondestenalderen har fået sit navn efter et lerkar med en tragtformet overdel, som er karakteristisk for perioden. Men også den flintøkse, som blev brugt til at fælde skovens træer og gøre plads til markerne, er typisk. Tragtbægerkulturen forvandlede skoven til marker, hvor man især dyrkede byg, og til græsningsarealer for får, geder og køer.
På bopladserne boede folk i 10-20 meter lange, velbyggede træhuse. I begyndelsen lå bopladserne ved kysterne, men efterhånden blev de indre dele af landet med søer og åer beboet. Bopladserne blev større og korndyrkningen mere intensiv.
I løbet af de fem første århundreder af bondestenalderen havde man etableret et stabilt samfund med et overskud. Dette overskud blev blandt andet brugt til at bygge de store gravmonumenter – dysserne og jættestuerne. Gravene indgik også som del af en kult med dyrkelse af forfædrene. Gravmonumenterne med de tonstunge sten og indviklede ritualer understregede også befolkningens bofasthed og tilhørsforhold til bestemte områder.
Den fælles kult spillede en stor rolle i tragtbægerkulturen og kommer også til udtryk i de store samlingspladser, hvor man formentlig mødtes til store årlige ceremonier. Disse indhegnede centralpladser omgivet af grøfter har været vigtige for konsolidering af samfundets strukturer.

Begravelser i små jordhøje
Med tragtbægerkulturens skovrydning havde landskabet ændret karakter. I det nye landskab vandt nye ideer om liv og død indpas. Betegnelsen enkeltgravskultur kommer fra, at man i denne periode begravede de døde i små jordhøje – en person i hver grav, liggende på siden i sovestilling. Man udvidede højen, så flere personer kunne begraves i den. I nogle høje er der fundet kamre og kister af tømmer, og ofte ligger der – trods betegnelsen ”enkeltgravskultur” - flere personer i samme grav. Denne skik blev dog kun benyttet i Syd- og Midtjylland. I resten af landet blev dysserne og jættestuerne genbrugt som grave, eller de døde blev lagt i kister af sten inde i en gravhøj.
Man ved ikke meget om bosættelserne fra denne periode. Men det ligger fast, at bebyggelserne blev mindre og lå mere spredt i landskabet, som blev mere åbent med større græsningsarealer i stedet for skov. Husdyr spillede nu en større rolle i forhold til korndyrkningen. Den mere spredte bosættelse og den store variation i begravelsesskik tyder på, at der var store forskelle i livsformen i forskellige dele af landet.

Dolktiden
Navnet på den sidste del af bondestenalderen varsler overgangen til bronzealderen. Flintdolkene blev fremstillet efter forbilleder af metal, som blev produceret på det europæiske kontinent. Dolkene er typiske for bondestenalderens slutning og er fundet over hele landet. Begravelsesskikken blev nu mere varieret end i de foregående perioder. Både tragtbægerkulturens jættestuer og enkeltgravskulturens gravhøje blev genbrugt, men man byggede også store stenkister – såkaldte hellekister med plads til flere begravelser. På bopladserne byggede man op til 30-45 meter lange huse med stald. På markerne stod der især byg, men hvedearten spelt dukkede også op i denne tid.
I den sene del af bondestenalderen kommer det første metal i form af kobberdolke og et guldsmykke til landet fra Europa – bronzealderen er på vej.