Velfærdssamfundet

Tema

Lykkeland?

3 anbefalinger

Danskerne begyndte ikke helt forfra i 1945. Sammenlignet med andre lande var Danmark relativt velstående, havde et højt udviklet socialt sikkerhedsnet og en progressiv familielovgivning. Vi havde ikke mindst et meget veletableret demokratisk system. Den danske model havde endda overlevet både 1930’ernes krise og den tyske besættelse. Men alligevel varslede 1945 noget nyt. Tanker og ideer, som havde simret i mellemkrigstiden, skulle nu realiseres, og der skulle skabes et moderne Danmark.

Det perfekte samfund
De mest ambitiøse – de såkaldte sociale ingeniører – troede fuldt og fast på, at man ved brug af planlægning, videnskab og rationalitet kunne udtænke det perfekte samfund helt ned i mindste detalje. Det var nationaløkonomer, arkitekter, læger og andre ligesindede, som var fyldt med ideer og planer og en voldsom virketrang. De ville bringe orden i boligbyggeriet, familien, samfundsøkonomien og den sociale tryghed. De ville modernisere Danmark fra et landbrugsland til et moderne industrisamfund. Det var inspireret af sådanne tanker, at Socialdemokraterne i begyndelsen af 1950’erne lancerede sloganet ”velfærdsstat”. Ordet var lånt fra USA og Storbritannien, men det fik i Danmark, som i de andre nordiske lande, en særlig betydning og udviklede sig til den i dag så verdensberømte nordiske velfærdsmodel.

En langsom start
I første omgang blev de store planer begrænset af hensynet til samfundsøkonomien. 1950’ernes Danmark var præget af trange kår. Det betød, at danskerne måtte vente lidt med den nye tids symboler. Det var således først i 1959, at Coca-Cola og Elvis Presley-plader blev alment tilgængelige på det danske marked. Det betød også, at politikerne var ret tøvende med at gennemføre store velfærdsreformer på trods af deres popularitet i befolkningen.

De glade 60'ere
Fra slutningen af 1950’erne begynder der at ske noget. Landbruget overhales af industrien som eksporterhverv, og Danmark kommer med på den internationale højkonjunktur. Danskerne oplevede i 1960’erne en voldsom velstandsstigning. Kombinationen af økonomisk højkonjunktur og familier med to indkomster skabte basis for et masseforbrug. Køleskabe, elektriske komfurer, vaskemaskiner og TV blev hver mands eje. Biler, parcelhuse og forstadskvarterer med elementbyggeri forandrede byernes udseende. Skilsmisser, seksualoplysning og kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet skabte nye vilkår for familien.
Udviklingen i 1960’erne er bemærkelsesværdig, hvad enten man kigger på væksten i de sociale udgifter, antallet af offentligt ansatte eller velfærdsreformer. Mens den materielle velstand voksede med historisk hast, og arbejdsløsheden nærmest forsvandt, buldrede velfærdsstaten frem.

Uro under overfladen
eform efter reform blev gennemført fra sidst i 1950’erne, og de nedtonede gradvist borgerens individuelle skyld og ansvar og skruede op for statens. Velfærdsinstitutioner som skoler, daginstitutioner og forsorgshjem tonede frem i landskabet. Planlægning og styring blev set som løsningen på tidens problemer – som blev søgt forudset næsten inden, de opstod. Med velstand og velfærd som pejlemærker oplevede familien Danmark en markant forbedret levestandard og øget tryghed.
Man skulle tro, at alle var glade. Men det tilsyneladende perfekte samfund viste tegn på uro under overfladen. Måske var det, som folkesangeren Cæsar havde advaret om allerede i 1966 i sin klassiske vise om Storkespringvandet: ”Al den pænhed er som kloroform, kedsomheden er enorm, men protesten ender som en storm.” Under velstanden lurede stormen.

Protestbølgen
I 1970’erne gik der en bølge af protest over Danmark. På den ene fløj opfordrede dele af ungdommen til forkastelse af samfundets grundnormer. Velstandssamfundet skulle erstattes af socialisme, utopiske samfund som Christiania eller et liv i storkollektiver. På den anden fløj finder vi den bornholmske skatteekspert Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti, som førte an i et borgerligt velfærds- og skatteoprør.
Det kan virke paradoksalt. I 1950’erne søgte danskerne efter tryghed både materielt, socialt og som et lille samfund i en stor og usikker verden. Knapt havde vi fået det , før der kom oprør over hele linjen. Man kan vel sige, at trygheden var protestens forudsætning. Og så skal man ikke glemme, at for det meget store flertal af danskerne gik livet bare videre. Der kom stadig flere og større boliger, flere biler - mere af næsten alting.

Velfærdsstaten vokser videre
Der kom også mere af velfærdsstaten. Den vækst i den offentlige sektor, som var indledt i 1960’erne, fortsatte hen over 1970’ernes krise og 1980’ernes mere nyliberale samfundsdebat. Det skyldtes ikke mindst en stadig stigende efterspørgsel efter velfærdsstatslige serviceydelser. Der blev bygget nye hospitaler, nye skoler og ikke mindst flere børnehaver, for nu var kvindernes i næsten lige så høj grad som mændene ude på arbejdsmarkedet.

Et forandret Danmark
Et menneske, som var rejst ud fra Danmark i 1945 og returnerede i 2010, vil kunne opleve et samfund, som både er genkendeligt og gennemgribende forandret. Kronborg og Dybbøl Mølle står stadig tydeligt i landskabet, men der er kommet utallige knopskud til i form af nye byer og bydele, velfærdsstatens institutioner, veje og broer, biler og cykler. Der har hele tiden været mislyde. Der har været dem som ideologisk mente, at Danmark var ved at køre af sporet. Der har været problemer med arbejdsløshed og marginalisering. Og i de sidste 10-15 år har spørgsmålet været, om det danske velfærdssamfund kan overleve i en ny og globaliseret verden, hvor både mennesker og kapital flytter sig på tværs af nationale grænser.

Indtil videre har det danske velfærdssamfund på godt og ondt været som korkproppen, der altid flyder ovenpå.

Hvis du vil vide mere:
Klaus Petersen (red.), 13 historier om den danske velfærdsstat, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2003
Jørn Henrik Petersen, Lis Holm Petersen & Klaus Petersen (red.), 13 værdier bag den danske velfærdsstat, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2006.