Vi skriver historie

Tema

Historien er alle steder

1 anbefalinger

I sensommeren 1805 vandrede Rasmus Nyrup (1759-1829) rundt på Fyn for at se på historiske mindesmærker. Det blev imidlertid et trist gensyn med hans barndoms landskaber og historiske monumenter. Runesten var blevet ødelagt og gravmæler omstyrtet. Harmdirrende vendte han tilbage til hovedstaden. Her talte han for at beskytte ”forsvindende antikviteter” og oprettelsen af et nationalt museum. Ideen vandt hurtigt genklang i tidens historisk interesserede kredse støttet af periodens gryende nationalromantiske strømninger. To år senere blev der oprettet en kommission til oldsagernes opbevaring - grundstenen til Nationalmuseet i Danmark.
 

En nøgle til nutiden
Før 1800-tallet støttede man sig til Biblens tidsangivelser og kronologi. På den baggrund mente de lærde, at Jorden og dermed hele historien var cirka 6000 år gammel, og at intet principielt adskilte fortidens mennesker fra nutidens. Historie var primært et skatkammer af lærerige fortællinger. Den tidligste Danmarkshistorie er Saxos krønike om Danernes Bedrifter nedskrevet omkring år 1200 og endnu hed en af 1700-tallets mest populære danske historiebøger Store og Gode Handlinger af Danskere, Norske og Holstenere.

For Nyrup og andre af 1800-tallets historikere var historie imidlertid en mere kompliceret sag. Geologiske lag og arkæologiske fund af betydelig ælde tydede på, at den bibelske tidshorisont måske alligevel ikke holdt. Historie blev til andet end fortællinger om fortidens eksemplariske handlinger, og i højere grad en videnskabelig undersøgelse af historiske kilder og forandring. Fortiden måtte undersøges og bevares, fordi den udgjorde en nøgle til at forstå ”skabelsen af nationen og den særlige danske folkekarakter”, som det hed i tiden.
 

Historien flytter på museum
Ud over den historiske interesse for kongehus, adel og helte samlede opmærksomheden sig i første omgang om oldtiden. Foruden Nationalmuseet blev flere lokale museer oprettet. Blandt andet Den Antikvariske Samling i Ribe fra 1855 samlede oldtidens levn. Senere faldt interessen også på middelalderen, og ikke mindst de danske kirker, som blev beskyttet gennem kirketilsynsloven i 1861. I slutningen af århundredet fik man i højere grad øje for den traditionelle bondekultur og borgerkultur, hvilket førte til oprettelsen af Frilandsmuseet i 1901, Købstadsmuseet Den Gamle By i 1909 og til en ny fredningslovgivning. Hertil kom en ny række af lokalhistoriske museer, der ofte blev indrettet i gamle bygninger, som på den måde blev bevaret.

I 1900-tallet begyndte industrialiseringen at lægge pres på landskabet og på mange ældre bebyggelser. Det førte til landets første naturfredningslov i 1917 og den første bygningsfredningslov i 1918. Bygningsfredningen var i mange år koncentreret om beskyttelse af især ældre borgerhuse og herregårde, foruden offentlige bygninger som slotte og rådhuse. Bondekulturen blev varetaget af museerne.
 

Gamle spor i en moderne hverdag
I dag har vi både museer, arkæologiske udgravninger, fredningsbestemmelser, kulturmiljøbevaring og magasiner, der bugner af historiske genstande. Dermed bygger vi videre på 1800-tallets historieforståelse: Historie er ikke blot fortællinger, men indlejrer sig i landskaber, huse, genstande og vaner. Når vi bygger huse, dyrker marker og anlægger veje og havne, så skaber vi omgivelser, som sætter et præg på, hvad vi husker, og hvordan vi lever – nogle gange længe efter. Derfor har tiden skabt et ønske om at beskytte og bevare det gamle. For ved at gøre det anerkender vi det, vi har med os, og understøtter samtidig en mangfoldighed af kulturer og diversitet i omgivelserne.