Temaartikel skrevet af: Keld Grinder-Hansen

1 anbefalinger

Første gang, vi hører om begrebet skole i dansk sammenhæng, er omkring år 830, hvor ærkebiskoppen og missionæren Ansgar underviser 12 drenge i forkyndelsen af det kristne budskab. Opdragelse i kristendommens navn var i de næste 1000 år skolens vigtigste opgave, og den blev først varetaget af den katolske og siden den lutherske kirke.
I middelalderen eksisterede flere skoleformer side om side: klosterskoler, katedralskoler og i 1400-tallet byskoler. Alle skolerne var kun for adelens drenge, mens adelens piger var henvist til privatundervisning. Undervisningssproget var latin, og målet var først og fremmest en gejstlig uddannelse. Før 1479, hvor Københavns Universitet blev oprettet, måtte drengene rejse til udenlandske universiteter, hvis de skulle have en egentlig teologisk uddannelse. Gennem middelalderen var der blevet oprettet flere universiteter i Europa med Bologna som det ældste fra år 1088.

Lutherske kirkeskoler
Ved Reformationen i 1536 fik statsmagten ansvar for undervisningen. Den første danske skolelov var en del af Kirkeordinansen fra 1537, som foreskrev, at der i enhver købstad skulle indrettes en latinskole, hvor drenge kunne få en teologisk uddannelse. Trods reformforsøg fra staten - især under kong Christian den Fjerde - var disse latinskolers virksomhed i de følgende to århundreder præget af fattigdom, gold terperi og meningsløs afstraffelse af eleverne, der blev kaldt peblinge. Kun de færreste af peblingene nåede frem til universitetet, hvor der omkring 1630 blev indrettet en studentereksamen (examen artium). Først med fattigforordningen af 1708 opstod i nogle byer offentlige børneskoler, hvor fattige børn kunne modtage gratis undervisning. På landet var degnen ifølge Kirkeordinansen forpligtet til at undervise børnene i den kristne børnelærdom.

Gud, konge og fædreland
Et nyt kapitel i dansk skolehistorie blev indledt, da kong Frederik den Fjerde 1721-27 opførte 240 rytterskoler på de kongelige godser. Skolerne skulle levere ryttere til hæren, og for første gang var skolerne også for den almindelige befolknings drenge og piger. Det var ud fra en spirende erkendelse af, at det også kunne være nyttigt at give almindelige børn grundlæggende kundskaber og opdrage dem til at ære ”Gud, konge og (efterhånden) fædreland”. I 1736 indførte den pietistiske statsmagt den kirkelige konfirmation med krav om en forudgående skolegang, der sikrede kendskab til kristendommen.

Fra rytterskoler til almueskoler
I løbet af 1700-tallet tog skolebyggeriet for alvor fat i de danske sogne. Det førte til, at reformivrige godsejere som brødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow i 1780’erne tog skolesagen op på deres godser og i statsapparatet, og i 1789 nedsatte man Den Store Skolekommission. Efter 25 år med kommissionen blev den almene skolegang for alle børn på land og by gennemført ved skolelovene 1814, som fastslog at alle børn skulle modtage undervisning fra deres syvende år indtil konfirmationen.
I 1800-tallet blev der efterhånden oprettet almueskoler i alle landsogne og borgerskoler i byerne. Det var dels gratis borgerskoler, kaldet fattigskoler, dels finere betalingsskoler med udvidet undervisning. Det højere skolevæsen blev dækket af latinskoler, der efter reformen 1805-09 optrådte med en udvidet læseplan - hvor latinen var blevet droppet til fordel for dansk som eksamenssprog – og af kommunale og private realskoler.

Folkehøjskoler og folkeoplysning
I anden halvdel af 1800-tallet dukkede folkehøjskolerne frem i det danske uddannelseslandskab. Det var en særlig eksamensfri kostskoleform, beregnet for den voksne ungdom – og i de første årtier specielt for landboungdommen. N. F. S. Grundtvig og Christen Kold var folkehøjskolens bagmænd. Den første højskole blev grundlagt i Rødding i 1844, men højskolebevægelsen tog for alvor fart i 1860’erne med Askov, Testrup og Vallekilde som de største og mest levedygtige med hver deres særpræg. Alle var dybt præget af Grundtvigs verdslige og kristelige tanker. Fra slutningen af 1800-tallet blev nye ikke-grundtvigske højskoler oprettet. Det var især skoler, der henvendte sig til specielle grupper eller fag, for eksempel arbejderhøjskoler, idrætshøjskoler og skoler med tilknytning til Indre Mission. For landbobefolkningen fik højskolerne afgørende betydning: Landboerne fik selvagtelse og blev bedre rustede til at argumentere for deres sag i andelsbevægelsen, og de blev ligeværdige i samfundslivet. I byerne grundlagde handels- og håndværksforeninger samtidig erhvervsskoler.
 

Biblioteker til landet
Folkeoplysning slog igennem i løbet af 1800-tallet. 1814-skolelovene forpligtede lærerne til at holde aftenskole for den konfirmerede ungdom, og fra anden halvdel af 1800-tallet blev der oprettet aftenskoler og foredragsforeninger rundt om i landsognene og efterhånden også i byerne på arbejderbevægelsens initiativ. Det var først i 1920’erne, at der kom faste regler for statstilskud til aftenskoleundervisning. I løbet af 1800-tallet blev spiren også lagt til de senere folkebiblioteker. På landet blev der indrettet små udlånsbiblioteker på skolerne, ofte med lærerne som drivkraft og i byerne blev der