Vikingetid

Tema

Bymennesker og imperialister

1 anbefalinger

Den første skriftlige kilde om vikingernes togter beskriver det brutale angreb i 793 e. Kr. på Lindisfarne kloster ud for Nordenglands østkyst. Slaget ved Hastings i 1066 markerer den historiske afslutning på vikingetiden.

I løbet af vikingetiden skete der en markant politisk, teknologisk, økonomisk, religiøs, social og samfundsmæssig udvikling i Skandinavien. De skandinaviske lande udfordrede de største magter i Europa. Vikingerne grundlagde byer, og samlingen af de skandinaviske riger med centralisering af magten betød en helt anden samfundsstruktur.

Globale vikinger

Det vigtigste transportmiddel var vikingeskibet, der muliggjorde plyndringstogter, handelsrejser og kolonisation fra Grønland og Nordamerika i vest til Rusland og det byzantinske rige i øst.

De første plyndringstogter var rettet mod de engelske og irske kystområder, og i 800-tallet blev Frankerriget udsat for massive angreb. Vikingerne udnyttede rigets ustabile situation og plyndrede uden skrupler kirker og klostre. Omkring 900 blev den politiske situation mere stabil og Frankerriget stærkere. Derfor fandt vikingerne andre områder at angribe, blandt andet mod øst.
 

Vikingetogterne førte ofte til kontrol af udenlandske handelsbyer. Ved at angribe handelsstederne og kræve danegæld (en slags beskyttelses-skat) for ikke at plyndre igen kom vikingerne til at styre en lang række vigtige lokaliteter.

De første handelsbyer
Det var i vikingetidens velorganiserede samfund, at de første skandinaviske byer blev grundlagt. Styrkelsen af kongemagten, den øgede vareomsætning og større specialisering af håndværk ændrede samfundet radikalt. De ældste og vigtigste handelspladser i Skandinavien var Kaupang i Norge, Birka i Sverige samt Ribe og Hedeby i Danmark. Efter de første plyndringstogter grundlagde vikingerne også byer vest for Danmark, blandt andet York i England og Dublin i Irland.

Omkring 860 blev handlen med Orienten udbygget, og store mængder arabisk sølv nåede Skandinavien – vikingerne grundlagde dog ikke byer i disse områder, der allerede havde en veletableret statsmagt. Vikingernes byer blev centrum for den politiske, økonomiske og sociale organisation, hvor handel og specialiserede håndværk var det bærende grundlag. De var knudepunkter for både lokal handel og fjernhandel med importerede varer. Handlen er dokumenteret via fund af balancevægte, vægtlodder, sølvbarrer samt hele og ituklippede sølvmønter. I begyndelsen af vikingetiden betalte man efter mønternes vægt (byttehandel), og senere blev mønterne brugt som i dag (møntøkonomi).

Knudepunktet Ribe

Ribe er den første danske by, der nævnes i en skriftlig kilde fra cirka 855, hvor den danske konge Horik den Anden tillader missionæren Ansgar at bygge en kirke i byen. Spor af håndværksaktivitet viser, at byen blev grundlagt omkring 705, og kort tid efter var handelspladsen opdelt i parceller ned til Ribe Å, hvorfra man kunne sejle handelsvarer ud til Vesterhavet. Ribe blev dermed et vigtigt knudepunkt for handlen mellem Vesteuropa og Skandinavien. Mange af de varer, der blev handlet med i Ribe (f.eks. rhinsk keramik, kværnsten af basalt samt råmaterialer til metalstøbning og perleproduktion), antyder, at byen måske blev anlagt af frisiske købmand. Senere gik danske stormænd eller konger mere styrende ind i opretholdelsen af byen som center for handel med et veludviklet distributionssystem samt en velorganiseret politisk administration bag.

Kongeriget bliver til
Der har formentlig eksisteret en dansk kongemagt allerede i første halvdel af 700-årene. Kongemagten har arkæologisk set manifesteret sig gennem større anlægsarbejder, blandt andet Kanhavekanalen (726), Dannevirke (737), Hedeby (808), og senere broen ved Ravning Enge (980) og ringborgene (980). Disse bygningsværker har krævet kolossale ressourcer, og der må derfor have stået en konge bag.

Vikingetidens mest markante konge var Harald Blåtand (cirka 930-987), der samlede riget og indførte den kristne tro som officiel religion. Vikingerne havde stiftet bekendtskab med kristendommen fra tilrejsende missionærer samt fra det britiske/irske område og kontinentet. Harald Blåtand så formentlig kristendommen som en mulighed for at styrke sin egen magt internationalt. Den nye stærkere, kristne kongemagt betød alliance med kirken, og den egentlige statsdannelse med en central kontrol af byerne, møntøkonomien, religionen og embedsmandsapparatet var en realitet. Harald Blåtand var konge over det nuværende Danmark, Nordtyskland, det sydlige Sverige og en del af Norge.

Forsvarsværker i hele riget
Trelleborg på Sjælland er den bedst bevarede af ringborgene, der er bygget i kong Harald Blåtands regeringstid. Den udgør sammen med de øvrige fire ringborge fra Danmark og Skåne - Nonnebakken på Fyn, Fyrkat og Aggersborg i Jylland samt Trelleborg i Skåne - de mest bemærkelsesværdige forsvarsværker fra vikingetiden. Ringborgene er bygget efter samme geometriske grundidé med en cirkelrund vold omkring en karrélignende bebyggelse. Borgene er alle bygget omkring år 980 og har kun været i brug i en begrænset periode.

Ringborgene opfattes som kongelige borganlæg i en tid præget af uro, hvor kongen havde brug for militære baser, hvorfra besiddelserne kunne kontrolleres. Den middelalderlige historieskriver Saxo forbinder byggerierne af ringborgene med stridigheder mellem Harald Blåtand og sønnen Svend Tveskæg (cirka 960–1014), der angiveligt skulle have stået i spidsen for angreb mod faderen. Efter Harald Blåtands død havde sønnen måske mere styr på den indenrigspolitiske situation i landet, og ringborgenes funktion som forsvarsværker ophørte. Svend Tveskæg nåede at erobre England kort før sin død i 1014.

Storhed og fald

Knud den Store (995-1035) var søn af Svend Tveskæg og under hans regeringstid nåede det danske Nordsø-imperium sin største udstrækning omfattende England, Danmark og Norge. Efter Knud den Stores død overgik den engelske trone til sønnen Harald Harefod, mens resten af riget tilfaldt sønnen Hardeknud. Det danske herredømme over England varede herefter frem til 1042, hvor Edward Bekenderen gjorde krav på tronen. Efter dennes død udspillede der sig en kamp om den engelske trone, og i slaget ved Hastings i 1066 vandt Vilhelm Erobreren over Harold Godwinson.
 

Litteraturforslag:
 

SENDT SEPARAT TIL KB!!