I 1800-tallet var hele området indenfor voldene tæt bebygget og overbefolket. Byens voldgrave benyttedes som latrin og til andet affald. Åbne rendestene med affald fra huse og gader løb ud i havnen, søer og vandløb. Ophobninger af skrald var et stort problem alle vegne. Dette tilskyndede igangsættelsen af kloakeringen af København. Samtidig var vandkvaliteten i Peblingesøen og Sortedamssøen blevet så dårlig, at de blev opgivet som vandforsyning. Skt. Jørgens sø blev nu taget i brug, som byens nye vandreservoir og blev i den forbindelse gravet ud til den form den har i dag. Søen havde helt op til 2. verdenskrig en central rolle i hovedstadens vandforsyning. Efter 2. verdenskrig fungerede søen som vandreserve. Allerede da man i 1859 anlagde det første vandværk fungerede Sct. Jørgens Sø i det indre København som reservoir for udligning af svingningerne i vandforbruget indenfor døgnets timer. I 1890 kom højdebeholderen på Frederiksberg bakke til, først som et åbent bassin og senere overdækket. I 1913 kom så et egentlig vandtårn til, på Brønshøj bakke (I dag Bellahøj). I slutningen af 20'erne blev man klar over at den hastige udvikling af byen, gjorde at endnu et anlæg var påkrævet, hvorefter Tinghøj blev planlagt og bygget. I 1907 blev der på Brønshøjvej bygget et interimistisk vandtårn i jern, men dette blev afløst af en mere permanent konstruktion i 1931. Sct. Jørgens Sø har herefter afsluttet sin nyttige anvendelse for stadens drikkevandsforsyning."