Bangsbo Fort er beliggende umiddelbart syd for Frederikshavn og Pikkerbakken. Området ligger ca. 80 meter over havets overflade og fortets kanoner ligger i ca. 60-70 meters højde. Fortet blev bygget af den tyske værnemagt under 2. verdenskrig og blev i 1944 primært armeret med fire 15 cm Bofors / Krupp kanoner fra artilleriskibet Niels Juel. I 1945 overtog Søværnet i Danmark fortet og råder stadigvæk over området. I tidsrummet 1952-62 oplevede fortet sin danske storhedstid som fort under Den kolde krig. Tyskerne støbte under 2. verdenskrig ca. 70 betonanlæg på fortet. Omkring 1950 støbte Søværnet yderligere 10 betonanlæg. Alle anlæg eksisterer endnu den dag i dag, og et antal af dem anvendes af Martimt Overvågningscenter Nord (tidl. Kattegats Marinedistrikt).