Der er brygget øl på Carlsberg i Valby fra 1847 og frem til 2008. Her blev produktionen af øl til det danske marked samlet i Fredericia. Der er dog stadig koncernhovedkvarter og et besøgscenter med husbryggeri i de historiske omgivelser i Valby. Efter at ølproduktionen er væk, er det ambitionen at genanvende bygningerne og udvikle en ny bydel, ”Vores By”. Carlsberg rummer adskillige bygninger: Det ældste bryggeri Gamle Carlsberg, der blev genopført efter en brand i 1867, Ny Carlsberg med Elefanttårnet og Bryghuset fra 1901, Kraftcentralen fra 1920’erne og en række nye bygninger blandt andet Ny Tap fra 1955.
I 1840’erne fik københavnerne en ny type øl, og Carlsberg fik sin første salgssucces. Brygger J.C. Jacobsen var Carlsbergs grundlægger, og han startede sine øleksperimenter ved at bruge sin mors vaskekedel som brygkar. Det endte langt fra altid succesfuldt, og J.C. Jacobsen rejste til München og omegn, hvor han så på bryggerier og smagte på øl. Blandt andet besøgte han Gabriel Sedlmeyr, der drev bryggeriet Zum Spaden. Sedlmeyr gav Jacobsen den særlige undergær, han skulle bruge til sit nye øl. At bringe gæret hele vejen hjem til Danmark var dog en udfordring. J.C. Jacobsen havde fået lavet en blikdåse, der passede ned i hans hattefoderal, og hver gang diligencen eller toget stoppede, skyndte han sig til den nærmeste vandpost for at afkøle gæren. Det lykkedes at bringe gæren uskadt hjem til København, og i vinteren 1845-1846 kunne J.C. Jacobsen brygge cirka 300 tønder bayersk øl, som hurtigt blev udsolgt.