1001 FORTÆLLINGER OM DANMARK

Skelhøj

Bronze-andelsbyggeri

Skelhøj 1
FOTO: Torben Dehn
Se alle billeder (5)

Ved Tobøl ligger den meget store Skelhøj, opført i bronzealderen omkring 1350 f.Kr. På Kongeåens modsatte bred er der registreret flere bopladser fra samme tid som højen. Da Skelhøj blev udgravet i 2002-2004, var det tydeligt, at højen er opført af græstørv lagt lag på lag med græssiden nedad. Det kunne også ses, at højen var opdelt i flere sektioner, der afspejler forskellige byggeholds arbejder. Folk fra forskellige gårde har arbejdet sammen, og alt var nøje planlagt. Hvert arbejdshold havde deres veje og ramper ind til byggeriet og hentede græstørvene i hver deres del af landskabet.

  1. 1 fortælling
  2. Se på kort
  3. Endnu ingen bidrag

Strålende gravhøj

Uden om højen var der en randstenskæde. Mellem randstenene og selve højen blev der lagt rækker af håndstore sten, som stråler ud fra højen. Arkæologerne fandt de små sten i flere niveauer over hinanden, det tyder på, at stenrækkerne må være blevet genskabt ved flere lejligheder. Nedlægningen af stenene kan afspejle gentagne rituelle handlinger, og stenene kan være lagt som et magisk billede af solstråler. Gravhøjen kunne være en afspejling af himmelhvælvet, mens kanten af gravhøjen markerede solen med dens stråler og kraft, der bragte nyt liv til de døde. Himmel, jord og solens kraft blev for de døde og for de levende forenet, når solstrålerne gennem placeringen af de små sten igen og igen blev genskabt.

GÅ TIL DET NORMALE WEBSTED