Arbejdsliv

Industrisamfundets historie er lang og fuld af forandringer. Arbejdsforholdene blev gradvist bedre efterhånden som arbejderne organiserede sig. Samtidig indførte fremadskuende iværksættere ny teknologi ofte med hjælp fra ingeniører og arkitekter. I venstrespalten kan du klikke dig ind på citater fra arbejdere, iværksættere og teknikere fra de forskellige industrier.

Fagforeningernes fremmarch

Med industrialiseringen blev forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere ændret. Efter næringsfrihedsloven trådte i kraft 1862, behøvede håndværkerne ikke længere at være medlem af et lav, det blev lettere at oprette virksomheder, og mester- og svendeprøver blev gjort frivillige. Lavene regulerede ikke længere forholdet mellem mestre og svende, som de havde gjort siden middelalderen.

Mange lav fortsatte dog i en årerække som syge- og begravelseskasse, det vil sige som foreninger, der støttede medlemmerne ved sygdom og død. Hvor både mestre og svende fra et fag havde været medlem af det samme lav, begyndte svendene efter 1870 at organisere sig i fagforeninger. De opfattede i stigende grad sig selv som arbejdere med fælles interesser. Især i 1890erne grundlagdes mange fagforeninger, så der i 1900 fandtes 1086 fagforeninger indenfor De Samvirkende Fagforbund og 109 fagforeninger udenfor.

Septemberforliget

Som en reaktion på fagforeningerne og deres strejker, oprettede mestrene eller arbejdsgiverne arbejdsgiverforeninger og iværksatte lockouter. Efter flere arbejdskampe indgik De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening det såkaldte Septemberforlig i 1899. Forliget indebar, at arbejdersiden anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt organisationernes pligt til at sikre overenskomsternes overholdelse. Til gengæld anerkendte arbejdsgiverne arbejdernes organisationsret og De Samvirkende Fagforbund som forhandlingspart, hvad de indtil da havde bestridt. Retten til at strejke og lockoute blev også anerkendt, men samtidig enedes parterne om regler for vedtagelse og varsling af sådanne arbejdskampe. Aftalen er blevet kaldt ”arbejdsmarkeds grundlov”, og dens principper følges stadig.

Svendegilder og fester

Selvom lavene mistede betydning, kunne man finde dele af lavskulturen på arbejdspladserne langt op i 1900-tallet. Mange af de første fagforeninger blev oprettet af arbejdere, der kom fra håndværksfag som for eksempel murere, tømrere eller smede, og foreningerne fulgte de gamle faggrænser. Traditioner som svendegilde og at tage på valsen blev fastholdt, selvom der var færre svende som rejste ud end tidligere. 

Det var stadig en stor begivenhed at blive udlært, og det var fortsat nyttigt at orientere sig udenfor Danmark, ligesom det kunne være en strategi for at undgå arbejdsløshed. Også respekten for det godt udførte arbejde blev ved med at have betydning.

Derimod blev den rå tone, tilbøjeligheden til at uddele øretæver, og drikkeriet efterhånden mere sjældent. Fagforeningerne og arbejdernes stigende politiske engagement viser et voksende ønske om respektabilitet og ligeværdighed i forhold til andre samfundsklasser. Den stigende politiske interesse kan bl.a. ses af, at Socialdemokratiet fik indvalgt sine første to kandidater i Folketinget i 1884. I 1924 kunne partiet, der nu havde 55 mandater, danne regering sammen med Det Radikale Venstre.

Iværksættere og virksomheder

I den politiske debat i dag er der ofte fokus på innovation og iværksættere, måske lidt ligesom de første og største maskiner blev fremhævet i den ældre teknikhistorie.

Hvis man opfatter en iværksætter som den, der omsætter nye ideer til handling, og innovation som introduktionen af nye varetyper, salgsmetoder eller nye produktionsmetoder, så har der stort set ikke været iværksættere eller innovationer i Danmark. For langt  de fleste innovationer kom udefra først England senere især Tyskland og USA.

Der imod har det danske samfund ligesom f.eks. det øvrige Norden været istand til hurtigt at optage og tilpasse innovationer, der var udviklet udenfor landet bl.a. gennem studieturer og opbygning af netværk med udenlandske iværksættere.

Der har været en forholdsvis stor gruppe personer, der har evnet at omsætte nye udenlandske ideer til handling lokalt. Desuden har det været almindelig, at udenlandske iværksættere slog sig ned i Danmark.

Manufakturer

De første store virksomheder var statsmanufakturer. Ældst og størst var Orlogsværftet, der blev udbygget fra midten af 1500-tallet og som frem til omkring 1850 var Danmarks største arbejdsplads. Her var håndværkerne organiseret i kompagnier og fulgte et strikt militært hierarki. Samtidig var der en lang tradition for at tiltrække udenlandske mestre eller iværksættere, der kendte til ny teknologi som for eksempel den engelske skibsbygmester David Balfour, der byggede skibe på Holmen i begyndelsen af 1600-tallet, skotten Andrew Mitchell, der opførte den første dampmaskine i Danmark i 1790, eller englænderen William Wain, der kom til Orlogsværftet i 1844 og i 1865 blev partner i Burmeister & Wain, der samtidig overtog rollen som landets største arbejdsplads.

Andre virksomheder blev grundlagt af storkøbmænd, der typisk havde omfattende leverancer til hær og flåde. Det gælder rentemester Henrik Müller, der drev et kobberværk på Frederiksdal ved Mølleåen fra 1648, og Just Fabritius og J. F. Classen, som udbyggede Frederiksværk fra 1756.

Håndværkere og købmænd

Mange af de virksomheder, der blev etableret efter industrialiseringen tog fart, forblev små eller voksede kun gradvist. Før 1870 beskæftigede få virksomheder over 100 arbejdere. Pengene til etableringen blev typisk lånt af familie og venner. Ofte var iværksætterene håndværkere, der forsøgte sig med nye produkter eller produktionsformer som for eksempel Rudolf Rasmussen, J.C. Jacobsen eller Hans Rasmussen, eller det kunne være en apoteker, der gik i kompagniskab med driftige handelsfolk, som det skete ved etableringen af Albani Bryggeri.

Mange iværksættere opfattede virksomheden, som en del af deres husholdning, hvor arbejderne eller nogle af dem indgik som tjenestefolk - folkene - og derfor fik kost og logi, ligesom iværksætteren selv med sin familie boede ved virksomheden. Her var det mester eller "fatter", der bestemte og som havde et personligt overblik over folkene, og hvad de arbejde med.

Efterhånden som virksomhederne voksede blev en sådan patriakalsk organisation vanskelig at praktisere, og efter 1871 begyndte arbejderne med etableringen af fagforeninger og Socialdemokratiet at organisere sig uafhængigt af arbejdsgiverne. Som en reaktion begyndte nogle fabrikanter som for eksempel Carl Jacobsen på Ny Carlsberg og Daverkosen på Brede at tilbyde "deres" arbejdere forskellige velfærdsydelser, som  billige boligere, syge- og alderdomsforsikring mv. Den politisk aktive fabrikant Holger Petersen mente for eksempel "at et hyggeligt Hjem og et lykkeligt Familieliv er det bedste Middel til at skabe Tilfredshed med den beskedne Stilling, der nu engang er tilfaldet Arbejderen her i Verden og det bedste Værn mod uopnaaelige socialdemokratiske Fantasier, der kun bringer Skuffelser og Misfornøjelse."

I modsætning til den social politik, der efterhånden blev gennemført af Christianborg, og som i princippet dækkede alle borgere, omfattede denne nypatriakalisme alene de arbejdere, der var eller havde været beskæftiget på virksomheden.

Aktieselskaber

En anden mere gennemsigtig og aftalebaseret eller bureaukratisk ledelsestilgang prægede aktieselskaberne, hvis antal begyndte at vokse fra omkring 1900. Eksempler er Aalborg Portland og De Danske Spritfabrikker. Her var direktøren og den øvrige ledelse i princippet lønarbejdere ligesom arbejderne. Det indebar en vis ligestilling, som Septemberforliget var udtryk for. Men der blev også her opretholdt et strengt hierarki, som blandt andet ud over lønnen kom til udtryk i de kantiner, der begyndte at blive almindelige omkring 1900. Der var separate kantiner for funktionærer, i nogle tilfælde for direktionen, og for arbejderne.

Det var ikke kun arbejderne, der organiserede sig. Arbejdsgiverne slog sig sammen i arbejdgiverforeninger og oprettede Industrirådet i 1910 for at varetage industriens fælles interesser. I konkurrence med de velorganiserede landbrugsinteresser arbejdede blandt andre Industrirådets formand Alexander Foss på at italesætte Danmark som et industriland.

Andelsselskaber

Fra 1880'erne blev der oprette en række andelsforeninger, der blev et særkende for dansk industri. Først andelsmejerier fra 1882 og andelsslagterier fra 1887 senere også grovvareselskaber og i årene op til 1914 etablerede Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger flere fabrikker til produktion af forbrugsvarer.

Til forskel fra aktieselskaberne, der normalt havde begrænset hæftelse for aktionærerne, hæftede andelsselskabernes medlemmer personligt og solidarisk.

Andelsformen blev også anvendt ved byggerier som for eksempel Håndværkerbyen i Valby.

Offentlige virksomheder

Efter enevældens ophør i 1848 gik de fleste politikere ind for at overlade mest muligt til det private initiativ og begrænse statens udgifter i overensstemmelse med en liberalistisk tankegang. Alligevel valgte de ret hurtigt at lade det offentlige drive de såkaldte offentlige værker. Fra 1850erne oprettedes offentlige vand- og gasværker og 1880erne elektricitetsværker. Også store dele af jernbanenettet overgik til statseje, i 1867 dele af banenettet i Jylland og på Fyn, og i 1880 hovedbanerne på Sjælland, og i 1885 selskaberne slået sammen til De Danske Statsbaner.

Selvom dele af Frederiksværk blev privatiseret i 1857 fortsatte staten med at drive flere fabrikker, der leverede udrustning til hær og flåde.

Fordeling mellem offentlige og private virksomheder har længe været uændret, både i mellemkrigstiden og efter Anden Verdenskrig afholdt staten sig fra at nationalisere private virksomheder, som det for eksempel skete i England og Frankrig. Først i 1990'erne indledtes en vis privatisering både af forsyningvirksomheder og jernbanerne.