Bornholms råstofindustrier

”Det var Dampmaskinernes Tid, og enhver større Virksomhed havde sin Dampmaskine og sin Dampfløjte, selv de, der kørte med kun to HK. Der fløjtedes omkap kl. 6-8-8½-12 og 5 og 7 Aften; og da Klokkerne ikke gik helt ens de forskellige Steder, var der et vedvarende Fløjten omkring disse Tider. Man kendte jo de forskellige Fløjter paa Lyden og vidste, hvilke man kunde stole paa, og mange Rønneboere nøjedes med disse Tidsmaalere; saa fik det gaa, som det kunde, paa Søn- og Helligdage. – Og saa var det Træskoenes Tidsalder, og man var saa vant til Lyden af Træskotrampen over de knudrede Brosten, naar Arbejderne i smaa Flokke hastede til og fra Arbejdsstederne – der skulle Træning til for at naa hjem og tilbage igen gennem de krogede Gader i den ene Middagstime, der var tilmaalt. Frokost og Vesperkost tog man gerne paa Arbejdsstedet; og ved private Byggearbejder var det ofte Skik at traktere Folkene med en Snaps Rom midt paa Formiddagen, hvilket naturligvis faldt paa et tørt Sted; derfor kunde ogsaa et og andet Hjertesuk falde, naar Snapsen var forsinket, som ”Bler’ed for Faninj ald’ri Formeddes-Branjevinstid i Dã?”
Uddrag af Peter Hjorths erindringer fra hans barndom i 1880’erne.
Peter Hjorth: Firsernes Rønne. Jul på Bornholm 1956, red. Th. Lind, side 8.

””Hans”, kaldte hun varsomt, ”Hans! Klokken er fire!” Inde i Alkoven vendte et tungt Legeme sig og faldt hen igen…”Du har lang Vej at gaa og tungt Føre, det har været Snestorm i Nat.” En Times Vandring havde han til Arbejdspladsen i dette Føre, og saa var der den lange Dag i Havklipperne; bidende Kulde satte ind fra Søen, Jærnværktøjet hang ved Hænderne, og Klippen var glat og forræderisk under Sneen.
Om Morgenen, før Lyset endnu har faaet Magten, dukker halvhundrede tavse Skikkelser frem ad alle de øde Stier, der samles herude som i et Brændpunkt og bryder brat af mod det tavse Himmelrum. Vamsede og uformelige ser de ud i Vintermulmet; Monnet lyder hult af deres tunge, jærnskoede Træsko; duknakkede, stive og ubehjælpsomme i deres Gang ligner de Væsner, der ikke er vant til at færdes paa Jordens Overflade. De tumler af Sted foroverludende, som om Lyset havde overrasket dem, og forsvinder ude over den skarpe Æg, hvor Klippen brat styrter sig i Havet…
Midt paa den bratte Kyst hænger Stenbruddet. En Sti fører besværligt ned til det oppe fra og fra Bruddet er der hugget en Skinnevej nordefter ned til en Strimmel Forstrand, hvor Huggerierne ligger. Bruddet lyser ud som et friskt Saar i Kystens evige Ælde; Luften over det er hvid af Stenstøv og overmættet af Lyd: Prikkertens ustandselige Regn af klingende Atomer, det syngende Bor og Penhammeren – og Mukkertens dumpe Enkeltslag. Spillet fører sin egen modstræbende Tale, som gjorde det Vrøvl over Byrden; men Blokvognen durer helt Fanden-i-Voldsk ned ad Skinnevejen med et Klippestykke paa Ryggen.”
Martin Andersen Nexø: Bornholms Nordland 1913.