Cathrinesminde Teglværk

”Aldrig i livet har jeg været så træt som de første dage efter, jeg begyndte på Iller Teglværk [i 1951].
Sammen med en kollega skulle jeg sætte af, som det hedder i fagsprog.  Når man sætter af, skal man hente de rå sten ved maskinen og køre dem ud til tørreladerne, hvor man så læsser dem af igen. Her foregik al transport på små sporvogne, og det var slet ikke så nemt til at begynde med. Det, der voldte mig de største problemer, var at komme rigtigt af og på drejeskiverne. Det var slet ikke så ligetil at komme ret på sporet igen, når man lige havde drejet vognen, og det var jo kun centimeter, det drejede sig om, før vognen gik ved siden af sporet.

For min kollega, der var vant til det fra andre år, gik det jo nemt nok. Og som følge deraf var det jo altid mig, der var skyld i forsinkelserne. Blev vi bare et halvt minut forsinket, måtte de stoppe maskinen, til vi var nået frem med den tomme vogn, men mine kolleger var alle ældre folk, som tog det roligt, og når maskinen alligevel var stoppet, kom de tit og hjalp mig med at få vognen på sporet igen….
Det havde stor betydning at være hurtig til bens, for når vi skulle læsse af, stod vognen på sporet, og vi skulle løbe 8-10 m ind i gangene med hvert enkelt kast (et kast er tre sten), og så vidt jeg husker, var der 24 kast på sådan et læs, så I kan vel forstå, at jeg var træt, når det kom til fyraften. De først par dage kunne jeg ikke løfte benet op over sadlen på min cykel, men måtte lægge den ned på siden for at komme op på den. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke løft bene op over dørtrinet, men måtte tage hænderne til hjælp for at løfte dem over.”
Johannes Hansen: Min tid på teglværkerne. Erindringer Cathrinesmindes Teglværks Museum.