De Danske Spritfabrikker

”Jeg synes, vi havde det så godt. Vi sang og fortalte historier. Og vi sang højt. Gamle viser, og når tiden var med julesange og salmer, så sang vi dem. Vi havde en, der hed Rita. Hvis hun begyndt at synge om morgenen, så kunne hun synge hele den dag og ene forskellige sange hele dagen. Og når så hun begyndte, ja så stemte vi andre jo i med. Hun var altså festlig. Vi sad lige inden for den gamle indgang og så til højre. Vi arbejdede på første sal og havde frokoststue på anden sal. Og der var både pænt og dejligt.”
Karen Christensen, citeret efter Ingeborg Dalgas (red.): Brænderiarbejderne fortæller. Fra Himmerland og Kjær Herred 80. årgang 1991, side 106.

”Der var jo meget med, at der var låste døre. Vi blev låst inde i tapperiet, og der var låst ind til Edvard, der hvor der blev blandet. Vi kunne ikke sådan rende ud og ind. Selvfølgelig kunne vi da komme ud, hvis vi ville, men ellers så var dørene låst på grund af kontrollen. Muligvis er det toldvæsenet, der er værst. De har en skarp kontrol med produktionen. De skal jo have penge af hver flaske. Der kom også en skillevæg imellem tapperiet og det sted, hvor damerne sad og etiketterede. Og deri kom der et lille glasbur, hvor forvalteren sad og skulle holde øje med os. Det var nok, fordi der blev tappet meget, meget mere under krigen. Tyskerne forlangte jo. De ville have meget akvavit. Det var nok dem, der tog hovedparten, så der skulle holdes øje med flaskerne. De skulle jo stemme! Både alle dem, der gik i stykker, og alle dem, der kom op, og det skulle passe nøjagtigt. Der stod en mand og talte alle dem, der gik i stykker, der skulle være system i det hele…

Men så fik de jo maskinerne ind. Først så skulle flaskerne ikke pakkes ind mere. Vi var jo vant til at pakke flaskerne ind. Så blev det sløjfet, at vi skulle sætte nogle små etiketter på flaskerne. Til slut blev bandarolerne sløjfet, der blev stemplet i kapslerne i stedet for, og så havde de ikke brug for pigerne mere, så kunne mændene godt ordne det. Vi var kun ni tilbage dengang. Vi kom ud allesammen på en gang i 1956…

Efter vi var sagt op dernede, så var vi jo stadigvæk i fagforening og kunne få vores understøttelse, og så skulle vi jo op på Urban [bryggeri i Aalborg]. Så kom vi derop, men vi kunne jo rigtig mærke forskellen. Det var en grim arbejdsplads, når man først havde prøvet at være på Spritten. På Urban, der skulle arbejdes, og det var hele måden, man blev behandlet på. Det var, ligesom vi var en flok hunde. Man skulle hele tiden løfte på kasser. Og mændene de var fredede. De skulle ikke lave noget. De havde ikke det hårde job, det var pigerne, der havde det hårde slæb deroppe. Og vi blev jo ikke kaldt pigerne, nej det var ”kællingerne”. Jeg har præsteret at stå om aftenen oppe og skulle sortere flasker og passe båndet og sætte kasser på, og fem mandfolk, de har siddet og drevet den af… Det var for hårdt ved helbredet deroppe: varme-kulde, varme-kulde, hele tiden skiftevis. Det var slemt. Men jeg holdt ud der til 1963, det var jo de her forbistrede penge!”
Gudrun Agnete Nielsen citeret efter Ingeborg Dalgas (red.): Brænderiarbejderne fortæller. Fra Himmerland og Kjær Herred 80. årgang 1991, side 114-117.