De Fem Søstre - Siloanlæg

”Nej, da måtte vi sgu knokle dernede, gudfader fri mig vel – Men vi tjente da nogle penge… Jeg tror da jeg tør sige, jeg lå mellem 1000 og 2000 mere end én, der havde fast arbejde, og jeg gik på løst arbejde… Da var det jo normalt, at en årsløn det var 2400 for en arbejdsmand. Enten fik de 99 øre i timen eller en krone eller en krone og én øre. Jah, det hændte tit, at vi havde de her 20 kr. om dagen – på akkord – 25. Og senere, op under krigen, da havde vi op til 40 kr. i sojabønner. Da måtte vi jo slæbe alt. Da slæbte vi jo… Jeg kunne have 3500 op til 4000 om året – og så arbejdede vi ikke hver dag, men vi knoklede, og så havde vi jo somme tider lidt overtid. Så gik vi en to-tre dage, for jeg kan jo da huske, jeg havde et lille hus nede i Kastanie Allé – åh, hvad tid har det været, det vel været midt i 30’rne – 36.

Nå, jeg tog jo for eksempel ikke ned i Studsgade for at få en streg til to kroner, fordi jeg vidste, om to-tre dage så kom der en båd. Nej, så blev jeg hjemme og passede min have og fik mit hus gjort i stand og sådan… Jeg gik somme tider otte dage ledig, og så somme tider arbejdede jeg i tre-fire-fem dage… Havde man være nede i byen, tog man jo stregen, ikke. Men altså, jeg mener, når vi nu havde haft sådan et godt job, så havde vi altid været vant til at ”proviantere”, som man siger… tage kød og sådan noget med hjem, ikke. Så vi havde det jo så hyggeligt dér, to småbørn, ikke. Vi havde et par kaniner, og vi havde et par ænder og sådan, gæs og sådan. Så skilte vi det ud. Så havde vi lidt fugle (ler). Vi havde det det så dejligt i den lille have dér… Jeg synes altså min periode på havnen dér, den har sat’me været god. Så selv om… det er noget man glemmer, når man er hjemme, og når man har noget i pungen, man kan – Nej, jeg synes – når jeg skal være helt ærlig, jeg synes, det har været et herligt liv dernede. Det har det sgu – et friskt.”
Havnearbejder født 1906

” Det er meget vanskeligt at komme til noget arbejde, hvor der ikke er noget usundt støv. Det er ikke sundt at få lungerne fyldt med kulstøv eller kulpartikler. I kornstøvet kan man ofte ikke se en hånd for sig – det er endnu værre end den berygtede londonske tåge – Værre er det dog, hvis vi skal losse støvmættet svovlkis eller kunstgødning. Man taler så meget om de farlige gasarter i skyttegravene, men vær sikker på, at dette her er ikke sundere, selv om virkningen måske ikke spores så hurtigt. Ofte må vi have masker på for at kunne udføre arbejdet, og jeg tør nok påstå, at vi er ikke sensible mange af os.

Prøv engang at gå ned til havnen en sommerdag, hvor der losses briketter. Støvpartiklerne fra briketterne arbejder sig ind i den svedige hud, og det kan være uhyre pinagtigt at gå i en last med den slags varer. Huden skaller af i store flager, og det kan irritere ganske frygteligt.”
Interview i Socialdemokraten 1934

”Der kom texaskager… 125 op til 300 pund kunne de veje, dem bar de på nakken … en hel dag… de var kraftedeme ødelagt, deres ryg den var helt flået af. Jeg kan huske, jeg stod i – en hestevogn, ind til pakhuset dér, og rejste kagerne op. Jeg var kraftedeme radbrækket, da jeg gik hjem… stå op og rejse dem op, og så dem, der skulle have dem på nakken og gå op af lejdere, du ved, eller slisker, op til ti meters højde med – i ti lag højde mede de kager. Og de var jo sateme tunge, fik man sådan en kage i hovedet, så var det jo forbi”
Havnearbejde født 1904

Citeret efter Svend Aage Andersen: Havnearbejderne i Århus – før containernes tid. En undersøgelse af deres livsform og erfaringsverden ca. 1880-1960. Udgivet af Århus byhistoriske udvalg, Universitetsforlaget i Århus 1988, side 182-184, 121 og 98.