Ydre påvirkninger

Mange skader på historiske anlæg skyldes ydre påvirkninger, der på forskelligvis nedbryder murværk og konstruktioner. Mange skader er en naturlig konsekvens af årenes gang, mens andre skyldes påvirkninger, som anlæggene ikke oprindeligt var skabt til at kunne klare.

Planters rødder kan alene ved deres tryk sprænge murværket. Mindre revner dannet af rødder øger muligheden for at regnvand kan trænge ind i muren, og samtidig gør vegetation på muren fordampningen mindre. Fugten bliver derfor i muren og kan medføre frostsprængninger.

Temperatursvingninger og specielt frysepunktspassagerne er farlige for murværket. Når temperaturen skifter fra tø til frost, fryser det vand, der er er optaget i murværket. Vandet udvider sig og kan sprænge fuger og sten. Disse påvirkninger sker især i den yderste del af muren og medfører små skader over lang tid. I hård frost sker skaderne i dybden på hele murpartier på én gang og kan derved medføre store skader.

Surt regnvand kan opløse kalkfugerne i murværket. Ruinerne er meget eksponerede for den syreholdige regn, da murene ikke er beskyttet af et tag. Syren opløser kalken i mørtlen, og hvis bygningen samtidig ligger højt placeret uden læ, kan regnvandet udvaske fugerne så dybt, at stenene løsnes og falder ud.

Når et anlæg er tilgængeligt for besøgende, vil der altid forekomme et vist slid. Det bedste overblik over en ruin får man gerne ved at stige op på muren. Dette kan være farligt for både muren og den besøgende. Hvis muren ikke er sikret tilstrækkeligt ved vedligeholdelse, kan sten trædes løse og falde ned. Det er derfor vigtigt, at skader udbedres så hurtigt som muligt. Ligeledes er det særdeles vigtigt, at arealet holdes rent og velsoigneret. Hvis de besøgende ikke føler, at andre tager et ansvar for stedet, føler de heller ikke selv noget ansvar.