Fredede fortidsminder
I Danmark har vi mere end 30.000 fredede fortidsminder. De er beskyttet af bestemmelserne i museumslovens § 29e.
Fortidsminderne er fredet, fordi vi ønsker at bevare de informationer om fortiden, som fortidsminderne gemmer på. Fremtidens arkæologer og andre videnskabsfolk vil være dygtigere og vil få mere viden ud af at undersøge fortidsminderne - endda med mindre og mindre ødelæggende metoder. Det er en af grundene til, at fortidsminderne skal bevares til eftertiden.
En anden grund til at bevare fortidsminderne er, at de indgår i landskabet og vore omgivelser som en erindring om tider før vores egen.
Det er for os i dag vigtigt at bevare fortidsminderne urørte, så vi kan besøge Valdemar Atterdags slot Gurre, se Gorm den Gamles gravhøj eller gå ind og dele rum med vores forfædre i en jættestue.







