1800-tallets database
I 1836 kom en 15-årig dreng, Jens Jacob A. Worsaae, fra Vejle til København for at fortsætte sin uddannelse. Han besøgte straks Oldnordisk Museum, hvor han efterhånden blev praktikant. Efter nogle års arkæologiske dannelsesrejser i udlandet, kom han i 1847 tilbage og fandt ud af, at mange af de fortidsminder, som blev fredet i 1811, var ødelagt eller forsvundet. Fredningerne fra 1811 havde altså ikke virket. Til at rette op på det blev den nu 26-årige J.J.A. Worsaae udnævnt til ”Inspektør for de antikvariske Mindesmærkers Bevaring”. Med oprettelsen af dette direktorat havde Danmark fået en offentlig institution til at sørge for bevaringen af ”Stensætninger, Stendysser, Jættestuer, Gravhøje, Runestene, Voldsteder, Borg- og Slotsruiner, gamle Kirker og lignende arkitektoniske Mindesmærker og andre mærkelige Levninger fra Ældre Tider” – i dag Kulturarvsstyrelsens ansvar.
J.J.A. Worsaae arbejdede hårdt, men kunne ikke ene mand følge med udviklingen. I 1873 fik han derfor midler til at foretage en systematisk registrering af landets fortidsminder. Flere hold med en arkæolog og en tegner rejste fra sogn til sogn og samlede oplysninger om fund og fortidsminder. Samtidig forsøgte man at overtale ejerne til at lade deres gravhøje frede. I de tilfælde, hvor det lykkedes, blev der sat en granitsten med indskriften ”FM” – fredet minde. I 1930 var man færdig med den landsdækkende registrering. Det oplevede J.J.A. Worsaae ikke, for han døde i 1885. Men det arkiv med oplysninger om alle landets oldsagsfund og fortidsminder – sognebeskrivelsen - som han grundlagde i 1873 er blevet vedligeholdt lige siden og er nu en del af Kulturarvsstyrelsens database ”Fund og Fortidsminder”.
Læs "Bevar din Arv".
Adamsen, C. & Jensen, V. 1995-2003: Danske præsters indberetninger til Oldsagskommissionen af 1807. Wormianum. Højbjerg.
Ebbesen, K. 1985: Fortidsminderegistrering i Danmark. Fredningsstyrelsen
Jakobsen, T. B. 2007: Birth of a World Museum. Acta Archaeologica Vol. 78:1. Acta Archaeologica Supplementa Vol. VIII. Oxford.
Nielsen, I. (ed.) 1987: Bevar din arv. Danmarks fortidsminder 1937-1987. GEC Gads Forlag og Skov- og Naturstyrelsen.








