Typer af fredede fortidsminder

I landskabet spænder de fredede fortidsminder fra det monumentale og unikke til det mere ydmyge og almindelige. Gravhøjene udgør langt den største gruppe fredede fortidsminder, og også dysser og jættestuer er talrigt repræsenteret.

Køkkenmøddinger, vigtige oldtidsbopladser, veje mv. kan også være fredet, selv om de ikke syner af meget på jordoverfladen. Endelig er flere anlæg fra nyere tid fredet, f.eks. forsvarsanlæg og mindesmærker. Sten- og jorddiger kan også være fredet.

De synlige fortidsminder såsom gravhøje, forsvarsanlæg og bautasten er automatisk fredet som det fremgår af kapitel 1 i bilaget til museumsloven. Enkelte af disse fortidsminder kan også været fredet efter bygningsfredningsloven.

Andre typer fortidsminder, f.eks. bopladser, veje, broer eller mindesmærker, kan fredes ved, at Kulturarvsstyrelsen har meddelt deres tilstedeværelse til ejeren. Det er fortidsmindetyper, som fremgår af kapitel 2 i bilaget til museumsloven.

Et flertal af fortidsminderne er omgivet af en 100 meter beskyttelseslinje, som det fremgår af naturbeskyttelsesloven.

Sidst opdateret  2.01.2012

Mere om