Høje og røser

Høje og røser er automatisk fredede, uanset om de er registreret eller ej. Høje og røser er også omfattet af en 100 meter beskyttelseslinje.

Gravhøjene udgør langt størstedelen af de 30.000 fredede fortidsminder. I højene kan imidlertid gemme sig stengrave, dysser eller jættestuer. Gravhøje er, som ordet siger, markeringer af begravelser, men der findes også andre typer af høje, der oprindeligt har haft andre funktioner.

Røser kan ligeledes være gravhøje, men kan også være stensamlinger efter markrydning, der er foretaget i forbindelse med dyrkning i oldtid eller middelalder. I tilknytning til jernudvinding eller saltsydning er der også opstået slaggebunker. Disse kan stamme fra oldtid, middelalder eller nyere tid.

Hvis højene og røserne er synlige, er de automatisk fredet, uanset om de er registreret og tinglyst eller ej. De er tillige omgivet af en 100 meter beskyttelseslinje.

En vigtig undtagelse er de mange synlige gravhøje, der er under landbrugsmæssig dyrkning. Først når de har været ude af drift i omkring 25 år, kan de fredes automatisk.

Sidst opdateret  2.01.2012