Udskiftningsform og hegnsstruktur

Udskiftningen skete på mange forskellige måder i de forskellige landsbyejerlav.

Valget af udskiftningsform afhang af en række faktorer, som tidspunktet for udskiftningen,terrænet karakter og arealtypernes fordeling inden for ejerlavets grænser. I store dele af landet havde godsejeren det afgørende ord , men også  bøndernes ønsker talte.

Disse forskelligheder kan stadig opleves i landskabet som mere eller mindre regelmæssige stjerne-, blok- eller kamudskiftninger eller kombinationer af disse. Blokudskiftningen var den mest radikale, hvor det tilstræbtes, at alle gårde flyttedes ud fra landsbykernen med deres tildelte jord samlet som en "blok" omkring gården. Ved en stjerneudskiftning blev gårdene liggende på deres oprindelige tofte i landsbyen og fik jorden samlet i en mere eller mindre regelmæssig "slips" bag sig. Hvis gårdene lå i en lang række langs bygaden, kunne jorden deles i lange mere regelmæssige stykker bag gårdene, en kamudskiftning.  

Efter denne udskiftning kom de vestlige og nordlige dele af landet med ofte spredt liggende gårde og mere fleksible system af åbne marker i højere grad til at ligne de østlige med hegn/diger omkring de enkelte gårders jorder.

Sidst opdateret  2.01.2012