Former og præger landskabet
Digerne har udover en kulturhistorisk og biologisk betydning, en visuel værdi som struktur i landskabet og for hvordan vi oplever landskabet.
Gennem deres forløb og mønster giver de landskabet karakter, dimension og dybde.
I de vidstrakte godslandskaber på Midt- og Sydsjælland og Fyn deler digerne jorderne i store rektangulære herregårdsmarker. En helt anden oplevelse kan vi få på Djursland og Langeland, hvor agrene nogle steder stadig er tæt opdelt af stendiger. Egnskarakteristiske digemønstre finder vi også på Løjtland i Sønderjylland og på Bornholm.






