Tidligere tiders udnyttelse af jorden
I afsides liggende egne, hvor jorden har været mere ekstensivt udnyttet, er der bevaret diger, der viser skellet mellem agerjoden (indmarken) og de fælles græsningsarealer og skov (udmarken) og i nogle tilfælde skellet mellem vangene i den fælles dyrkede agerjord. Det er grænser, der stammer helt tilbage fra landsbyfællesskabets tid, fra langt før udskiftningen omkring 1800. Der kan også være bevaret efterladte indhegninger af små løkker, der har været brugt som nyttehaver eller enge til høslet. Dyrenes permanente græsgange og drivveje blev også indhegnet og kan stadig opleves mange steder.
Senere fortæller digerne også historien om de store skovtilplantninger på heden og om landevejsbyggeri.






