Restaurering af ruiner igennem 500 år
Kun i de sidste godt hundrede år har man arbejdet med restaurering på et seriøst videnskabeligt grundlag af bygningsarkæologiske, tekniske og kunsthistoriske undersøgelser. Dog med vidt forskellige resultater til følge.
Restaureringsbegrebet
Gennem tiden har restaureringsbegrebet været udsat for mange tolkninger. At restaurere havde ikke den samme betydning i 1600-tallet som i 1800-tallet. Og i 1900-tallet blev restaureringsbegrebet endevendt flere gange. Opfattelsen af begrebet er heller ikke i dag entydigt, uanset om det drejer sig om en bygning i funktion eller en ruin. Det enkelte monument må behandles udfra sine egne betingelser på basis af bygningsarkæologiske og historiske undersøgelser efterfulgt af fyldig dokumentation, og ikke udfra ét overordnet princip.
- Titelbladet til den italienske arkitekt Sebestiano Serlios Qvinto Libro d´Architettura, 1540.
Genbrug, fortolkninger, poesi og imitationer
Gamle bygninger er altid så vidt muligt blevet genbrugt. I antikken og middelalderen blev til- og ombygninger udført i tidens stil uden skelen til det eksisterende. I renæssancen opstod en interesse for de klassiske ruiner, og der udvikledes en arkæologisk praksis. Arkitekturen blev betragtet som en syntese af filosofi og matematik, og man ønskede at udrede de guddommelige love om proportioner og orden. Man søgte at bevare og sikre ruinerne, men når man restaurerede, skete det udfra et ønske om øget klarhed med det resultat, at monumentet let blev forvansket. I slutningen af 1700-tallet opstod en kunstnerisk og intellektuel svaghed for ruinerne. Den indebar dog ikke samtidig en interesse for konservering. De bevarede fragmenter blev værdsat som poetiske og følelsesfulde prydelser i landskabet. Ægte monumenter blev suppleret med imitationer inspireret af livet i det gamle Grækenland.
EUROPA
Louis Valadiers restaurering af Titusbuen i Rom
Den første egentlige restaurering af en ruin, vi kender til, blev foretaget af Louis Valadier i begyndelsen af 1800-tallet. Han udførte en diskret supplering og stabilisering af Titusbuen i Rom. Hans tilføjelser blev formet efter de originale dele i det oprindelige materiale, men med en mindre detaljeret finish. Hans arbejde fik dog ikke den store betydning i samtiden.
Viollet-le-Duc og tilbageføringsprincippet
I løbet af 1800-tallet udvikledes i Europa en stor interesse for restaurering som en videnskabelig og metodisk disciplin. Som eksponent for tilbageføringsprincippet eller stilrestaureringen fik Viollet-le-Duc (1814-1879) stor gennemslagskraft i samtiden. Han ændrede den hidtidige uvidenskabelige og anarkistiske fremgangsmåde og gennemførte sine restaureringer på grundlag af nøje undersøgelser af monumenterne. Med udgangspunkt i disse undersøgelser forsøgte han at genskabe monumentet på det tidspunkt, det havde sit højdepunkt. Dvs. at bygningsdele, der var kommet til efter monumentets "hovedperiode", enten blev fjernet eller bygget om i den "rigtige" stil. Man har senere sagt, at han restaurerede ikke monumentet, som det var, men som det burde være.
John Ruskin og den bevarende istandsættelse
Den store udbredelse af restaureringer med udgangspunkt i tilbageføring affødte en modreaktion i England. John Ruskin (1819-1900) blev fortaler for den bevarende istandsættelse. Han tog kraftigt afstand fre de tilbageførende restaureringer, hvor den meget kategoriske fremgangsmåde helt kunne ødelægge et monuments ægthed. Han udtrykte, at et monument i sig selv var et historisk dokument, og hvis det var nødvendigt, måtte det restaureres på sine egne betingelser.
DANMARK
Tilbageføring af kirker i Danmark
Stilrestaurering bredte sig i hele Europa, og i Danmark fik tilbageføringsprincippet også stor gennemslagskraft i midten af 1800-tallet. Princippet blev slået fast fra officiel side i 1861 i Kirketilsynsloven, hvor det hedder, at en restaurering skal ende med, at kirken føres tilbage til den oprindelige stil. I løbet af den sidste halvdel af 1800-tallet blev flere kirker i Danmark restaureret udfra dette princip. Blandt de mest udskældte eksempler kan nævnes Viborg Domkirke og Bjernede kirke.
- Viborg Domkirke set fra sydvest, før den, på grund af brøstfældighed, blev restaureret i 1864-76. Det barokke præg havde kirken fået efter en brand i 1726. Kirke blev offer for en restaurering efter tilbageføringsprincippet. Et princip vi i dag tager afstand fre, fordi det helt kan ødelægge monumentets autencitet. Foto: Kunstakademiets Bibliotek
- Viborg Domkirke set fra nordøst efter restaureringen. skønt megen diskussion, blev det besluttet at "restaurere" kirken i romansk stil, idet man mente, at dette måtte være dens "oprindelige" stil. Det var kunsthistorikeren N.L. Højen, der var fortaler for tilbageføringen, og arkitekten H.B. Storck, der stod for udførelsen af planerne. Foto: Kunstakademiets Bibliotek
De første restaureringsarbejder på ruiner i Danmark
På Hammershus iværksatte amtsmand Vedel forskellige mindre reparationer og afstivninger af faldefærdige mure omkring 1840. Det er de første egentlige restaureringsarbejder på ruiner, vi kender til i Danmark. Arbejderne blev udført i bedste mening, men uden restaureringsfaglig indsigt og delvis med forhåndenværende materialer. I 1885 blev museumsinspektør Peter Hauberg (1844-1928) overdraget ansvaret for Hammershus. Haubergs grundlæggende restaureringsfilosofi var, ved så små indgreb som muligt, at bevare ruinen i den stand, den var overleveret. På mange områder blev Hauberg foregangsmand i Danmark med sit restaureringsarbejde.
