Undersøgelser og dokumentation
Bevaringsarbejdet kan ikke udføres uden en dyb forståelse for, hvad monumentet repræsenterer historisk.
Her tænkes ikke alene på den historiske ramme, monumentet har fungeret i, men også på den byggeteknik, der blev anvendt ved opførelsen og de landskabelige forudsætninger, der havde betydning for placeringen af anlægget. Det er derfor en forudsætning, at der foretages en grundig undersøgelse af selve monumentet og dets historiske baggrund, inden de egentlige bevaringsarbejder iværksættes.
Udgangspunkt
Det er fredningens formål at bevare så meget som muligt af det oprindelige materiale for eftertiden. De undersøgelser, der kan komme på tale, må derfor udføres på en sådan måde, at de ikke ødelægger monumentet. Ved traditionelle arkæologiske undersøgelser, der har til formål at uddrage alle oplysninger af et objekt, ødelægges der principielt, mens der undersøges. Denne metode kan vi kun i begrænset omfang anvende på fortidsminderne.
Undersøgelserne
Undersøgelserne består sædvanligvis af en forundersøgelse, der gennemgår de skriftlige kilder, herunder udgravningsberetninger og tidligere restaureringsrapporter, hvis sådanne findes, samt en grundig bygningsarkæologisk undersøgelse af det bevarede murværk.
Kilderne
Vores vigtigste kilde vil altid være de bevarede bygningsdele sammen med de omgivende kulturlag. De fleste af de større ruiner er udgravet og undersøgt i slutningen af 1800-tallet eller i begyndelsen af 1900-tallet. Beretningerne fra disse arbejder er, hvis de overhovedet er udført og bevaret, af meget forskellig kvalitet. Kilderne vil normalt være begrænset til utrykte kilder, der har oplysninger om bygningerne f.eks. de kongelige lensregnskaber. Det er dog sjældent at finde skriftlige oplysninger, der går længere tilbage end til slutningen af 1500-tallet.
Dokumentationen
For at fortidsminderne skal bevare deres værdi som historisk dokument, er det vigtigt at alle arbejder og indgreb dokumenteres. Som opfølgning på den forundersøgelse, der ligger til grund for arbejdets igangsættelse, sker der en løbende dokumentation af spor efter indretninger og ændringer, der kan konstateres i murværket. På samme måde registreres den byggeteknik, der er anvendt ved monumentets opførelse og ved eventuelle senere restaureringer. Endelig dokumenteres omfanget af de igangværende arbejder naturligvis med angivelse af, hvilke arbejder der udføres og hvilke materialer der anvendes. Der udtages prøver af de oprindelige materialer, mørtel og teglsten, dels for at anvende dem under arbejdet, dels til sammenligning med materialer fra andre monumenter.






