Aldersro

I begyndelsen af 1980erne iværksattes en flerårig restaureringskampagne af de store megalitgrave. Et hold af eksperter fra Nationalmuseet og Skov- & Naturstyrelsen rejste ud i landet for at vedligeholde og bevare de tusindårige storstensgrave for eftertiden. I sensommeren 1993 var turen kommet til Aldersro, hvor kun nogle få ting skulle bringes i orden, men arbejdet kom dog til at tage betydeligt længere tid end oprindeligt planlagt. Det viste sig hurtigt efter restaureringsarbejdet var sat i værk, at megalitanlægget var mere specielt end først antaget. Fundet af nogle uforstyrrede gravlag med knogler og gravgaver var en sensation. Ikke siden udgravningen af en jættestue på Langeland i 1960erne havde man stået over for et så sjældent fund. Overraskelsen blev ikke mindst forstærket af, at jættestuen var blevet undersøgt i flere omgange gennem 1800- og 1900-tallet.

Første gang var i 1880erne, hvor en lokal mand havde gravet sig ned i storstensgravene i jagten efter genstande. Han havde haft heldet med sig og fandt blandt andet nogle økser, mejsler og flintflækker. Efter hans død blev hans store oldsagssamling overdraget til Kalundborg Museum, men hans optegnelser om de mange genstande var kun ganske overfladiske. Det er derfor i dag umuligt at udskille de genstande, som blev fundet i Aldersro. Senere havde også Nationalmuseets egne folk foretaget mindre restaureringsarbejder ved jættestuen og blandt andet tømt gravkamrene for jord. Netop på grund af det voldsomme indgreb i 1880erne og museets egen aktivitet på stedet i 1930-40erne var man i 1993 derfor af den opfattelse, at der var tale om en almindelig restaureringsopgave, som man kendte fra de foregående år. Det varede dog ikke mange dage efter undersøgelsen var gået i gang i juni måned, førend man måtte revidere denne opfattelse. Aldersro var et helt særligt tilfælde, hvor gravlag var bevaret i kamrene.

En langvarig udgravning

Kun afbrudt af en enkelt kortere pause fortsatte undersøgelsesarbejdet hele sommeren og efteråret og afsluttedes først i midten af november 1993. Ved Nationalmuseets undersøgelser i 1937 og 1941 var enkelte af dækstenene over gravkamrene af sikkerhedsmæssige årsager blevet taget væk fra kamrene og lagt på jordoverfladen. En del af arbejdet i 1993 gik derfor ud på atter at placere dækstenene på deres oprindelige plads og sikre, at de efterfølgende ikke risikerede at styrte ned i kamrene. Selve gravkamrene var jordfyldte, og det var under oprensningen af disse, at man en af de første dage opdagede de intakte gravlag. Ved den minutiøse udgravning af den ene jættestues vestkammer konstateredes det, at knoglelaget bestod af flere individuelle lag fra forskellige tidsperioder af bondestenalderen. Blandt de mange knogler fandtes også enkelte ravperler, fragmenter af keramik og genstande af flint, som var med til at datere knoglernes indbyrdes alder.

Resultatet af det komplicerede udgravningsarbejde viste, at der efter jættestuens første funktionstid var blevet henlagt et større knoglelag. Dette lå naturligvis i bunden af jættestuerne. Knoglerne stammer således ikke fra de første mennesker, som blev begravet i storstensgravene. Noget senere er dette ældste lag blevet dækket af større sten; formentlig en form for gulvlag. Ovenpå gulvlaget er der senere i bondestenalderen blev lagt yderligere to separate gravlag ind i megalitanlægget. Undersøgelsen afslørede således, at aktiviteterne omkring storstensgravene skiftevis har været intensiv og mere sporadisk gennem bondestenalderen. I visse perioder har gravanlægget måske stået ubenyttet hen. Under udgravningen fandtes flere tusinde knogler.

Højen har i bronzealderen – måske allerede i den sidste del af bondestenalderen – været meget nedslidt, og dækstenene har været delvis blotlagt. Det ses blandt andet af de talrige skåltegn, som findes ovenpå dækstenene, og som oftest dateres til bronzealderen. Foruden knoglerne i det vestlige gravkammer fandtes også flere knogler i jættestuens indgang. Her lå et næsten 40 cm tykt lag af brændt flint, skeletdele og nogle store stenfliser, der formentlig har været en del af gulvet. I indgangen fandtes også en gravlagt person, hvor kun fødderne stak ind i gravkammeret.

Måske er der her tale om en af de allersidste gravlæggelser i jættestuen i slutningen af bondestenalderen. Man kan således forestille sig, at kammeret efterhånden har været fyldt op, hvorfor man har været nødt til at tage gangen i brug. Et lignende tilfælde kendes i øvrigt fra Møllehøj i Hornsherred

Såvel i jættestuens østlige som vestlige kammer fandtes således flere menneskeknogler, ligesom man begge steder fandt en brolægning bestående af flade fliser, som oprindeligt har været gravkammerets gulv. En af de mange detaljer, der afsløredes ved undersøgelsen, var en knoglekoncentration i det ene kammer, som kunne tyde på, at skeletdelene oprindeligt har været indhyllet i et klæde. Netop sådanne små detaljer, som fandtes til overflod ved udgravningen af jættestuerne ved Aldersro, er med til at give et mere varieret billede af, hvad der præcis er foregået i jættestuerne i forbindelse med gravlæggelserne i bondestenalderen.

Som oftest er de jættestuer, der endnu er bevarede, tømt for næsten alt indhold, og det er derfor altid interessant, når urørte, velbevarede gravlag stadig eksisterer. Således kan det gå til, at et restaureringsarbejde, der er planlagt til at vare nogle få uger, pludselig må udvides til et større projekt over flere måneder. Selvom man som oftest er nogenlunde klar over, hvad der venter ved et restaureringsarbejde, så dukker der under arbejdet ofte overraskende ting frem. Det er dog sjældent, at det er lige så specielt som i tilfældet med Aldersro.