Als Nørreskov

Når stendysser og jættestuer restaureres, bruges ofte store redskaber til at løfte stenene. Det løfteudstyr konservator Julius Raklev skulle bruge i forbindelse med restaureringen af storstensgravene i Als Nørreskov, blev i maj 1942 sendt med jernbane til Als. Arkiv: Nationalmuseet.

Efter krigen om hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864 var Sønderjylland lukket land for danske arkæologer. Selvom der i Nordslesvig var flere interessante spor fra oldtiden, måtte det arbejde overlades til de tyske kolleger. Tysklands nederlag i 1. verdenskrig betød dog, at sønderjyderne kom til at stemme om deres fremtidige nationale tilhørsforhold, og ved afstemningen i foråret 1920 viste der sig en overvældende tilslutning til fordel for Danmark i Nordslesvig, det nuværende Sønderjylland.

Med afstemningsresultatet i hånden kunne danske arkæologer atter vende tilbage til det genvundne land og tage fat på ny. I de følgende år gennemførtes flere undersøgelser i landsdelen, og i foråret 1942 var arbejdet nået til Nørreskoven på Als, hvor en stendysse og to langdysser skulle sættes i stand.

Kun to år tidligere – i foråret 1940 – var Danmark, og dermed også Sønderjylland, blevet besat af tyske tropper, og i kølvandet på besættelsen fulgte en opblomstring af interessen for landets fortid og de tusindårige fortidsminder.

Restaureringsarbejdet i Nørreskoven skete i samarbejde med Museet paa Sønderborg Slot, som også stillede arbejdskraft til rådighed for Raklevs arbejde i skoven. Også tidligere år havde konservator Raklev arbejdet på Als, og restaureringen i skoven var således en fortsættelse af det samarbejde, som Nationalmuseet havde haft med Museet paa Sønderborg Slot. Der var dog ikke tale om noget stort projekt i maj 1942. Ved stendyssen blev en kløvet bæresten sat sammen, ligesom den indfaldne jord blev renset ud af gravkammeret. Afslutningsvis blev den store dæksten atter lagt på plads oven på bærestenene.

Arbejdet ved de to langdysser var dog mere omfattende, da talrige sten fra den randstenskæde, som omkransede højene, skulle rettes op og flyttes tilbage til deres oprindelige plads. Inde i den ene af dysserne fandt man desuden en slebet flintøkse, en mejsel og nogle flintflækker, som for mere end 5000 år siden blev lagt med ind i gravkammeret til en af de afdøde. Efter undersøgelsens afslutning blev genstandene overdraget til Museet paa Sønderborg Slot.

Julius Raklevs tegning af det ene dyssekammer i Als Nørreskov. I gravkammeret udgravedes blandt andet en flintøkse. Arkiv: Nationalmuseet.
Julius Raklevs tegning af det ene dyssekammer i Als Nørreskov. I gravkammeret udgravedes blandt andet en flintøkse. Arkiv: Nationalmuseet.
I slutningen af april 1942 sendte Jens Raben fra Museet på Sønderborg Slot et brev til konservator Raklev. Arkiv: Nationalmuseet.
I slutningen af april 1942 sendte Jens Raben fra Museet på Sønderborg Slot et brev til konservator Raklev. Arkiv: Nationalmuseet.

Selvom det således var et relativt beskedent arbejde, som udførtes i Nørreskoven, så gav det dog genlyd blandt lokalbefolkningen. Lederen af Museet paa Sønderborg Slot skrev således til Nationalmuseet i midten af juni 1942, at ”en af Egnens Lærere, som jeg traf paa Nygaard igaar, sagde til mig: ,,nu er det ikke længere en Stenhob eller væltede Sten, som de fleste Mennesker gaar agtsløse forbi, nu taler Oldtidens stærke Sprog om dens Storhed”. Saadan ser den store Del af Befolkningen paa vore Oldtidsmindesmærker, deres Restaurering har en stor, opdragende værdi og derfor er jeg taknemmelig for Nationalmuseets Arbejde”.

På egnen vakte restaureringen af storstensgravene i Als Nørreskov opsigt. "Nu er det ikke længere Stenhob eller væltede Sten, som de fleste Mennesker gaar agtløse forbi. Nu taler Oltidens stærke Sprog om dens Storhed", sagde en lokal lærer til Jens Raben. Arkiv: Nationalmuseet.

Sidst opdateret  9.10.2009
Kontaktperson Konsulent, bachelor Lars Bjarke Christensen
Tlf:
33745125
Email:
larsbc@remove-this.kulturarv.dk
Kontaktperson Konsulent, cand.mag. Jørgen Westphal
Tlf:
33745128
Email:
jorwes@remove-this.kulturarv.dk
Adgang

Der er offentlig adgang til storstensgravene i Als Nørreskov.

Find vej

Klik på linket under kortet, og find vej til storstensgravene i Als Nørreskov.