Bigum

: Jættestuen ved Bigum. I efteråret 1914 kunne konservator Rosenberg afsløre, at der inden i gravhøjen lå en jættestue. Foto: Torben Dehn, Kulturarvsstyrelsen.

Få uger efter 1. verdenskrigs udbrud tog konservator Rosenberg i september 1914 op til Bigum nordøst for Viborg og kunne her afsløre, at områdets bronzealderhøj i virkeligheden var en jættestue fra bondestenalderen.

1914 brød 1. verdenskrig ud, og talrige europæiske stater mobiliserede og gik i krig. Hos den danske befolkning og i regeringen holdt man vejret. Ville Danmark blive draget ind i den store krig? Kunne Tyskland finde på at besætte Danmark? Og hvordan skulle man reagere på udenlandske staters mineudlægning i de indre danske farvande? Men livet måtte gå videre trods usikkerheden. Få uger efter krigens udbrud tog konservator Rosenberg i september 1914 op til Bigum nordøst for Viborg og kunne her afsløre, at områdets bronzealderhøj i virkeligheden var en jættestue fra bondestenalderen.

Kort forinden havde man på Nationalmuseet modtaget meddelelse om, at der i gravhøjen ved Bigum var en fordybning i toppen, ligesom en stor sten var synlig. Oplysningen var interessant, idet man i museets arkiv havde betegnet gravhøjen som en typisk bronzealderhøj, og her passede en stor sten ikke ind i billedet.

Imidlertid havde den museumsmand, der i slutningen af 1880erne havde været forbi gravhøjen, kun set på højen, men ikke foretaget nogen nærmere undersøgelse. De nye oplysninger kunne tyde på, at der i stedet var tale om en jættestue fra bondestenalderen, og derfor blev museets megalitekspert, konservator Gustav Rosenberg, sendt til stedet. Ved ankomsten kunne Rosenberg straks konstatere, at der var et seks meter langt og cirka en meter dybt hul i toppen af gravhøjen. Gennem flere år havde konservatoren restaureret storstensgrave rundt om i landet og var derfor ikke i tvivl om, at der måtte være tale om en jættestue. Han besluttede derfor at lede efter indgangen til gravkammeret i højens sydside. Da det imidlertid ikke gav nogen resultater, forsøgte han i højens østlige side, og denne gang dukkede indgangen op – eller rettere resterne af indgangen. De fleste af dækstenene over gangen var for længst fjernet, men endnu stod bærestenene tilbage. Efterhånden som Rosenberg gravede sig ned i gangen, viste det sig, at der ikke var bevaret nogen oldsager i denne del af jættestuen.

: Det var en lokal skolelærer, som gjorde opmærksom på, at der blev gravet i Bigum-højen. Arkiv: Nationalmuseet.

: Grundplan over Bigum-jættestuen. Arkiv: Nationalmuseet.

Kort efter nåede Gustav Rosenberg ind i gravkammeret, som var fyldt med muldjord. Kun et 20 centimeter højt område lige under dækstenenes underside var jordfrit. De øverste jordlag blev hurtigt gravet væk, indtil han kom ned til de egentlige gravlag. I det øverste – og dermed også yngste – gravlag fandtes flere flintdolke og to lerkar, som nænsomt blev gravet fri og sendt over til museet i København. Neden under dette lag lå et sterilt sandlag, som visse steder nåede op på en tykkelse af 40 cm. Neden under dette sandlag lå endnu et gravlag, hvor der blev udgravet nogle næsten formuldede knoglerester samt enkelte ravgenstande. Under dette nederste gravlag lå jættestuens lergulv, hvor der visse steder lå ildpåvirket flint og trækul.

Jættestuen sikres

Efter at jættestuen var udgravet, blev den sat i stand. Tørmurene i gravkammeret blev repareret, ligesom en enkelt jernstang blev sat op mellem to bæresten, som hældede indad i kammeret. Også en jernlåge blev sat op foran indgangen, og der blev truffet aftale med den lokale landmand om en besøgsordning, således at turister og lokale mod et mindre vederlag kunne få adgang til jættestuen samt få udleveret en lygte og en folder med en kort beskrivelse af jættestuen og de fund, der var gjort. Kort efter blev Bigum-jættestuen også fredet.

: Principskitse af gravlagene i Bigum-jættestuen som konservator Gustav Rosenberg så dem i 1914. Tegning: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

: Under restaureringen i 1914 blev taget flere fotografier. Her har konservator Gustav Rosenberg fokuseret på jættestuens indgang, der er opbygget af tonstunge bære- og dæksten. Arkiv: Nationalmuseet.

Mange år senere - længe efter, at både 1. og 2. verdenskrig var afsluttet, men omtrent samtidig med den kolde krigs sidste måneder - var der igen aktivitet ved Bigum. Et par grævlinger var flyttet ind i jættestuen og havde undermineret flere tørmure og bæresten. Derfor besluttedes det i foråret 1990 at udbedre skaderne. Ved denne restaurering kunne der, som sædvanligt ved restaurering af megalitgrave, ses en række spændende enkeltheder om jættestuens opbygning. Således omkring den dæksten, der ligger over gravkammeret midtfor indgangen. Denne tonstunge dæksten er anbragt på en sådan måde, at den i den ene ende kun hviler på en af hjørnestenene ved indgangen. Dette vidner om, at de folk, som engang for 5000 år siden byggede jættestuen, har kunnet deres håndværk. Det kræver præcision at anbringe dæksten så nøjagtigt, at de kun hviler på et ganske lille underlag, men stadig så sikkert at de ikke falder ned i gravkammeret.