Blommenskobbel

At Julius Raklevs restaurering ikke var bygget på ren fantasi om, hvorledes bondestenalderens storstensgrave havde set ud, kommer til udtryk i et af de breve, han i maj 1935 sendte hjem til Nationalmuseet i København: "Ved den østligste af de to Langdysser er, til Erstatning for den manglende Bæresten, opsat en i umiddelbar Nærhed af Kamret liggende Sten, som nok var noget afkløvet, men som i Størrelse i øvrigt passede. Da det ikke er udelukket, at denne just er den oprindelige Bæresten, har jeg ikke ment det uforsvarligt at anbringe denne frem for et Jernstativ til Støtte for den nu over Kamret anbragte, ret svære, Dæksten", skrev Nationalmuseets konservator Julius Raklev.

"Ligeledes laa der foran Kamrets Indgang en stor, flad Sten, som kun kan tænkes anvendt som Tærskelsten. Den har muligt oprindeligt staaet paa Kant, men er nu kun lagt paa Fladen, tæt til Kamrets Indgang, for ikke at lave noget man ikke er sikker paa. Som den nu er anbragt afgrænser den Kamret smukt og dens Anbringelse andre Steder i eller paa Mindesmærket, efter mit Skøn, unaturligt", fortsatte Raklev. Ved restaureringen af en langdysse på Ærø nogle år senere udtalte Julius Raklev til en journalist: "Siger mit Instinkt mig, at noget bliver mere raklevsk end historisk, lader jeg være, og foretager mig kun det nødvendigste til Stedets Bevarelse". Den filosofi var ledetråden i konservator Raklevs restaureringsarbejde gennem hans karriere på Nationalmuseet i første halvdel af 1900-tallet.

Arbejdet i Blommenskobbel omfattede blandt andet genrejsning af flere væltede sten i den randstenskæde, som omkransede de enkelte storstensgrave i skoven. Ved en af langdysserne måtte 34 ud af 69 randsten genrejses. Ved den første langdysse løftede man også den dæksten af, som lå over gravkammeret, da man regnede med, at kammeret var uberørt siden bondestenalderen. Herom skrev konservator Julius Raklev i sin udgravningsberetning: "Da man havde Formodning om, at det østlige Kammer aldrig havde været Undersøgt, idet Dækstenen næsten var jorddækket, blev en Undersøgelse foretaget".

"Efter at Dækstenen var frigravet, indmaalt og afmærket, blev dens ene Side, ved Hjælp af Talje, løftet, stadigt hvilende paa den anden – som man aabner Laaget paa et Skrin – og blev staaende saaledes kantstillet paa Gravens Vestside, medens Undersøgelsen af Gravrummet blev foretaget. Graven var fyldt med Skovler, hvilket tydede paa, at den tidligere havde været undersøgt. Der fandtes da ogsaa kun et Par enkelte Lerkarsskaar i den, nær Bunden, og disse var ganske opløste, medens der i Fyldjorden uden for Tærskelstenen blev fundet 3 Flintflækker, 1 Brudstykke af et savtakket Spydblad og lidt Trækul". Selvom udgravningen af det østlige gravkammer således var lidt af en skuffelse for Julius Raklev, viste det sig alligevel, at stendyssen rummede en overraskelse. Ved nærmere undersøgelse af dyssens bæresten opdagede han, at to (af de i alt fire) sten oprindelig havde været en og samme sten. Under byggeprocessen for mere end 5000 år siden var den mægtige stenblok blevet kløvet i to dele, således at den var blevet til to bæresten. Det var ikke ualmindeligt i bondestenalderen at anvende såkaldte tvillingesten (kløvede sten) ved konstruktionen af storstensgravene, og blandt andet på Sjælland findes flere sådanne eksempler.

Undersøgelsen i 1935 var på mange måder ideel for konservator Raklev. Samarbejdet med lederen af Museet på Sønderborg Slot, Jens Raben, forløb til alles fulde tilfredshed, og sommervejret var da også med museumsfolkene. ” I det hele taget er Beboerne her paa Als meget hjælpsomme med en Haandsrækning og Udlaan af Redskaber, hvilket vistnok for en Del skyldes Museumsinspektør Rabens Maade at omgaas Landbefolkningen” skrev Raklev hjem til museet i København, og fortsatte: ” Han er jo dus med alle og paa Fornavn med Kvinderne”. Det var da også en tydeligt glad Julius Raklev, der lørdag den 11. maj 1935 efter hjemkomsten til Ertebjerg Kro kunne notere: ” Begunstiget af et herligt Vejr og flinke Arbejdere er Arbejdet indtil nu skredet over Forventning godt, og smukkere Arbejdsfelt end i en Bøgeskov i Spring, med Anemoner og Violer kan man ikke ønske sig".

" Skønt den Suite Værelser jeg bebor – et Tagkammer over et Loft med Skrammel – ikke er udstyret med overdaadig Luksus er Sengen med Hønefyld god og Maden rigelig og veltillavet paa Ertebjerg Kro. Jeg finder derfor Anledning til at bringe Museet min bedste Tak for at være tildelt denne Sag”.

Hvor arbejdet i foråret 1935 havde været lyst og let, viste det sig dog det følgende år, at der opstod visse vanskeligheder. En ungdomslejr skulle deltage i restaureringsarbejdet sammen med Raklev, Raben og et par lokale folk, men det forløb ikke uden problemer. ” Det viste sig hurtigt, at de 16 unge Mennesker, hvoraf Lejren bestaar, hverken havde Lyst eller Interesse til at arbejde, og at en Del af dem er nys udlærte Haandværkssvende, som Bagere, Glarmestre, Skræddere o. lign., der ikke har Begreb om den Art arbejde som her skulde udføres” skrev Julius Raklev hjem til Nationalmuseet i København, og fortsatte: ” Efter at have faaet udleveret hver en Skovl, Spade eller Hakke, lænede de sig til disse Redskaber og tændte sig Pibe eller Cigaret og betragtede, tilsyneladende med Foragt, den ene Daglejer, som sled i Rødder og Sten, saa Sveden sprang ham af Panden".

" Det er næppe nogen Overdrivelse, naar jeg vurderer disse 16 unge Menneskers Arbejde=2 almindelige arbejdere pr. Dag. Det vil derfor næppe undre Museet, at jeg med Glæde har modtaget Tilbuddet om gratis og anvendelig Arbejdskraft fra Egnens Folk, hvoraf 6 i Dag har været behjælpelige med at lægge den store Dæksten op”. Trods de sløve unge mennesker lykkedes det alligevel i løbet af få dage at få klaret restaureringen i Blommenskobbel, og Kristi Himmelfartsdag kunne Julius Raklev forlade Als for at tage videre til Riis nær Skanderborg, hvor en ny langdysse skulle restaureres.