Dæmpegårdsdyssen

: Dæmpegårdsdyssen i Tokkekøb Hegn. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

I den nordlige udkant af Tokkekøb Hegn ligger Dæmpegårdsdyssen eller Kongedyssen, som den imponerende langdysse med de to gravkamre også kaldes. Det er ikke mængden af oldsager, som har gjort storstensgraven kendt; kun en lille tyndnakket økse af flint er det blevet til i løbet af årene. Det er derimod dyssens udgravningshistorie, som er lidt udover det sædvanlige.

Nationalmuseets gamle tegner, Magnus Petersen, sendte i 1902 et brev til museets direktør for at fortælle, at staten havde planer om at sælge Dæmpegården på hvis jorde langdyssen lå: ” Paa Gaardens Grund. Ca. 100 Alen fra Boligen, ligger en af de smukkeste Langdysser jeg har seet; Sten ved Sten staar endnu Side om Side, og inden for Kredsen er to Grave, hvoraf den ene er undersøgt (uheldigt) i 1860 eller 61. Jeg har engang maalt og tegnet den og Tegningerne ere sikkert i Arkivet. Det er dog ikke værd, at det smukke og endnu i god Stand værende Mindesmærke kommer i privat eje, jeg tillader mig derfor at erindre Hr. Direktøren om det, skjøndt jeg er sikker paa at De kjender det; jeg beder Dem derfor om, ikke at tage det ilde op, at jeg tillader mig at minde derom, det var i sin Tid et af mine kjærste Hvilesteder, naar jeg sad der paa Højen og saa ud over den smukke Skovegn”. Magnus Petersens ydmyge henvendelse til direktøren havde sin virkning, og året efter blev storstengraven fredet.

: Magnus Petersens tegninger af Dæmpegårdsdyssen. Arkiv: Nationalmuseet.

: Livskytte Jørgensens beretning om Frederik d. 7´s undersøgelse. Arkiv: Nationalmuseet.

Den uheldige udgravning, som Magnus Petersen diskret henviste til, var kong Frederik d. 7´s udgravning omkring 1860. Som arkæologiinteresseret havde kongen allerede fra sine unge år deltaget i og arrangeret talrige arkæologiske undersøgelser især i Jægerspris-området, men også andre steder i landet. At kongen har været på stedet, ses af den indskrift, som er indhugget i den nordligste af randstenene på Dæmpegårdsdyssen. Indrammet i en firkant findes kongens navnetræk og datoen 30. maj 1860. På dækstenen over det store kammer findes bogstaverne ”L.D.” som står for grevinde Louise Danner, der var kongens hustru. Indridsning af navnetræk i træer og mursten er således ikke kun forbeholdt almindelige mennesker!

Gennem mange år var det opfattelsen, at Magnus Petersens betegnelse af kongens udgravning som ”uheldig” havde noget at gøre med majestætens manglende evner eller hårdhændede udgravningsteknik. Men blandt Nationalmuseets papirer findes dog i et omslag en for den tid meget detaljeret undersøgelsesrapport udarbejdet af livsskytte Jørgensen, som afslører en meget minutiøs udgravning af langdyssen. Iblandt den store medarbejderstab, som omgav det danske hof i midten af 1800-tallet, var hoffourer og livskytte Jørgensen den person, som gennem mange år fulgte med Frederik d. 7 rundt på hans mange arkæologiske rejser i hele landet. En af Jørgensens opgaver var at sikre og nedskrive de oplysninger, som dukkede frem ved de talrige undersøgelser. Ordet ”uheldig” må i stedet referere til den omstændighed, at der ikke blev fundet ret mange genstande; kun den før omtalte økse.

: Allerede i 1809 kendte man til Dæmpegårdsdyssen. Arkiv: Nationalmuseet.

Også i 1928 undersøgtes Kongedyssen – som Dæmpegårdsdyssen også kaldtes efter den kongelige udgravning – af Nationalmuseets arkæolog Hans Kjær. Hans Kjær, der få år senere døde under en udgravning i Mellemøsten, frilagde storstensgraven, således at den atter kunne ses i sin fulde udstrækning. I Tokkekøb Hegn findes talrige gravhøje og storstengrave fra bondestenalderen, og en rundtur i området afslører tydeligt, at der også her har færdedes mennesker i århundrederne efter landbrugets indførelse i Skandinavien for omtrent 6000 år siden. Blandt børn og barnlige sjæle har Dæmpegårdsdyssen i de senere år fået et helt tredje navn, nemlig Lokes Høj.

Under optagelserne til tv-julekalenderen ”Jul i Valhal” anvendtes Kongedyssen i en række scener.