Hallebrøndshøj

: Hallebrøndshøj på Bornholm blev udgravet allerede i 1800-tallet. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

Hallebrøndshøj tæt ved Svaneke er et eksempel på de mange private udgravninger af storstensgrave, som fandt sted i løbet af 1800-tallet. I dag er sådanne undersøgelser ulovlige, men dengang var det næsten mere reglen end undtagelsen, at der stod private kræfter bag udgravningen af bondestenalderens imponerende gravanlæg. Heldigvis var der forskel på de privatpersoner, som forestod undersøgelserne, og i tilfældet med Hallebrøndshøj var det en særdeles kyndig person, der ledede udgravningen.

Skolelærer J. A. Jørgensen og Bornholms daværende amtmand, Vedel, var øens mest entusiastiske arkæologer. Talrige undersøgelser og udgravninger blev foretaget på øen under deres ledelse, og ofte var standarden så høj, at den på visse områder kan sammenlignes med nutidens meget minutiøse arkæologiske undersøgelser.

: Et udvalg af de oldsager som blev fundet ved skolelærer Jørgensens udgravning. På akvarellen ses blandt andet nogle stenøkser og ravperler. Arkiv: Nationalmuseet.

Undersøgelsen af Hallebrøndshøj i 1880erne blev således fulgt op med en meget detaljeret udgravningsrapport. Her kunne den bornholmske skolelærer berette, at der allerede i begyndelsen af 1820erne var blevet gravet i Hallebrøndshøj. De genstande, som en gang i perioden 1820-23 blev fundet i jættestuen, var efterfølgende blevet indsendt til Oldsagskommissionen, der i disse år lededes af den berømte museumsmand Christian Jürgensen Thomsen. Blandt genstandene, som blev indført i museets fundprotokol, var nogle fragmenter af en ravperle samt nogle genstande af flint. Dog var genstandsmængden ifølge skolelærer Jørgensen yderst sparsom, og jættestuen måtte derfor forventes at indeholde flere genstande end de få, som var oplistet i museets protokol. Han henvendte sig derfor i 1884 til ejeren af den jord, hvorpå jættestuen lå, for at få tilladelse til at udgrave jættestuen. Det lykkedes skolelæreren at få tilladelsen, og samme sommer blev udgravningen sat i værk.

J. A. Jørgensens antagelse, at ikke alle genstandene i jættestuen var blevet fundet, blev hurtigt bekræftet. Efter at have gravet sig gennem de øverste jordlag fandtes flere ravperler på jættestuens gulv . Det præcise antal kan dog ikke fastslås, da ravperlerne var så skrøbelige, at de fleste gik itu og måtte tages op i fragmenter. Netop det problem, at ravperler meget let går i stykker, kendes også fra nutidens undersøgelser af megalitgrave. Imidlertid kunne skolelæreren konstatere, at der var så mange fragmenter, at der formentlig har været omkring 200 ravperler, hvilket er et usædvanligt stort antal. Perlernes form var set med datidens øjne også udover det sædvanlige, idet flere af dem havde form som en kølle. Foruden ravperlerne lå der i jættestuen også flere flintøkser, et hængesmykke af skiffersten samt flere lerkar. Det største lerkar, som blev fundet var et såkaldt hængekar, der har fået sit navn efter de huller som findes ved karrets rand. Også fragmenterne af et meget flot ornamenteret lerkar dukkede op under skolelærer Jørgensens undersøgelse.

: Ved skolelærer Jørgensens udgravning af Hallebrøndshøj blev der også fundet lerkar fra bondestenalderen. Arkiv: Nationalmuseet.

Ligeledes lå der visse steder i jættestuen brændte knoglestumper, men mængden var dog ikke særlig stor. Ubrændte knogler fandtes slet ikke i jættestuen, og herved adskilte Hallebrøndshøj sig fra mange andre af datidens jættestueudgravninger. Selv i dag findes der med jævne mellemrum rester af de begravelser, som en gang i bondestenalderen er blevet foretaget i storstensgravene. Man kan i dag dog stille spørgsmålstegn ved, om de brændte knoglestumper, som J. A. Jørgensen fandt, virkelig også stammer fra bondestenalderen; de kan lige så godt stamme fra en senere periode af oldtiden.

: Grundplan og skitse af Hallebrøndshøj. Øverst ses grundplanen af jættestuens gravkammer og indgang, mens tegningen nederst viser indgangen til jættestuen. Arkiv: Nationalmuseet.

Et af de fund, som med bestemthed ikke stammer fra oldtiden, er nogle mønter, som man i 1820erne fandt nedgravet i gravhøjen. De seks tyske mønter fra middelalderen – blandt andet fra Würzburg – var efterfølgende blevet overdraget til det kongelige møntkabinet, som i dag er en del af Nationalmuseet. ” At dette lille Møntfund har været nedgravet i Kanten af Høien som en skjult Skat” skrev J. A. Jørgensen i sin detaljerede udgravningsrapport ”vidner atter om – hvad ogsaa tidligere er iagttaget her – at gravhøie i urolige Tider ofte ere benyttede som sikre Skjulesteder for hengjemte Skatte”.

Hallebrøndshøj blev fredet i 1891, og lidt over hundrede år senere (i 1994) blev jættestuen restaureret på ny. Fundene fra skolelærer Jørgensens udgravning er udstillet på Bornholms Museum i Rønne.

I arkæologiske kredse er området omkring Hallebrøndshøj dog mest kendt i en helt anden sammenhæng end bondestenalderen. Egnen var i de første mange århundreder efter Kristi fødsel sted for et overregionalt magtcenter, hvor folk udefra kom sejlende til. Sorte Muld, som stedet kaldes, er især kendt for de tusindvis af guldgubber – små papirtynde guldstykker med små menneskelignende figurer – som er fundet kun et stenkast fra, hvor Hallebrøndshøj ligger. Guldgubberne fra jernalderen er ligeledes udstillet på Bornholms Museum.