Jordhøj

: Et kik gennem Jordhøjs indgang. Ved siden af Jordhøj ligger to andre storstensgrave (Kongehøj og Ormehøj), hvortil der også er offentlig adgang. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

” For kort Tid siden begyndte Gaardejer Jeppe Andresen Thaagaard i Katbjerg mellem Hobro og Mariager, paa at udgrave ,,Jordhøj”, den sydøstligste af de paa hans Mark liggende Høje. Da han ved denne Lejlighed stødte paa Dækstenene til et stort Stenkammer og ved at stige ned gennem en Aabning imellem to af Sidestenene bemærkede, at der paa Kammerets Bund laa et gulladent Stof, var han saa betænksom, at henvende sig desangaaende til Sagfører H. Bey i Mariager” skrev Nationaltidende i en længere artikel i slutningen af januar 1890.

Spredt på gårdejer Thaagaards mark lå talrige storstensgrave fra bondestenalderens tragtbægerkultur, og efterhånden var nysgerrigheden blevet så stor, at Jeppe Thaagaard besluttede sig for at udgrave Jordhøj for at undersøge højens indhold. Han var derfor gået i gang med at grave sig ned i gravhøjen, og var her stødt ind i et kompakt sand- og stenlag. Efter at have fjernet nogle store stenfliser opdagede han et hul ind i højens indre. Hullet var netop så stort, at en mand kunne krybe igennem og komme ind i det 5000 år gamle gravkammer. Herinde var et jordfrit rum, og da Thaagaard samtidig kunne se at der på gulvet lå et gulligt lag kontaktede han straks sagfører Bey i Mariager.

: Ved åbningen af det hidtil urørte gravkammer fandt arkæologerne blandt andet lerkar, knogler og træplanker. Træplankerne er på denne tegning fra 1890 markeret med rød farve. Arkiv: Nationalmuseet.

: Sagfører Bey skrev i 1890 dette brev om Jordhøj ved Mariager til Oldnordisk Museum i København. Sagføreren havde overværet åbningen af jættestuen, og bad nu museet om at foretage en arkæologisk udgravning af gravhøjen. Blandt andet havde Bey lagt mærke til en klæbrig gullig masse inde i gravkammeret, hvilket sammen med de andre oplysninger i brevet, vakte Oldnordisk Museums interesse, Arkiv: Nationalmuseet.

” Efter Anmodning fra en Husmand i Katbjerg har jeg i Dag været ude at paase Udgravningen af en Kjæmpehøj. Udgravningen skete – den var paabegyndt før jeg kom – fra Nord til Syd og der var da stødt paa et Lag af forbrændte Steen i en Højde af ca. 6 Alen paa Højens Fod” skrev sagfører Bey i januar 1890 til Nationalmuseet i København og fortsatte: ” Ved at sætte et Lys paa en Stage og stikke denne ind i Kamret, viste det sig at være bygget af store Steen, 7 Stk. i hver Længde […] Paa Bunden af Kamret, der er ca. 3 Alen højt ligger tilsyneladende et Lig”.

Samtidig kunne sagføreren berette, at der på gulvet lå et klæbrigt gulligt pulverlag. ” Da jeg ikke selv og der heller ikke i egnen findes Folk, der er i Besiddelse af fornøden Sagkundskab, lod jeg, der nærer Interesse for Sagen, som overhovedet for Bibeholdelsen af de antiqvariske Mindesmærker, strax Steenen indsætte igjen og Hullet tilfylde for at henstille til Museet, om dette ikke maatte finde Anledning til at sende en kyndig Mand herover for at foretage en grundig Undersøgelse af Kamret, der jo er større og smukkere end det i Jellinge” sluttede sagfører Bey sit brev til Nationalmuseet.

Oplysningen om det intakte og urørte gravkammer med det gullige lag vakte straks Nationalmuseets interesse, og kort tid efter var museumsassistent Vilhelm Boye på vej til Katbjerg. ” Ved Synet af de Gjenstande, som her viste sig, indsaa jeg, at en paa een Gang grundig og hurtig Undersøgelse af Kamrets Indhold var nødvendig, thi den indtrængende Luft truede med at ødelægge flere Gjenstande, der laa frit ovenpaa Oldsagslaget, som mod sædvane ikke var dækket med nogen som helst Slags Fyld. Jeg modtog da med Glæde et Tilbud af Premierlieutnant Daniel Bruun i Hobro om at deltage i Undersøgelsen, som foregik d. 14-18. Januar saaledes, at vi stadig confererede med hinanden under Arbejdet, for at dette ikke skulde faa Characteren af noget Delt og derved Usammenhængende” skrev Boye senere i sin beretning om undersøgelsen.

: Daniel Bruun tegnede i 1890 denne akvarel med fundene inde i Jordhøjs gravkammer. Arkiv: Nationalmuseet.

: Udgravningen af Jordhøj vakte opsigt i 1890, og blev blandt andet omtalt i Nationaltidende. Arkiv: Nationalmuseet.

Det viste sig hurtigt, at Jordhøj var en virkelig sensation. Oven på gravkammerets gulv, der bestod af et gulfarvet gruslag, lå et lag,. som Boye betegnede som et ”gult Pulver”, der ved en undersøgelse på Københavns Universitets kemiske laboratorium viste sig at være ”Levninger af animalske Bestanddele”. Egentlige knogler var dog ikke bevaret. Derimod lå talrige træplanker, grene og træstammer inde i kammeret, ligesom der fandtes flere lerkar, flintflækker og flintdolke. Fundet af Jordhøj gav i de følgende år anledning til mange videnskabelige diskussioner.

Et af de mere kuriøse eksempler var forslaget om, at jættestuen havde været anvendt som stenalderfolkets bolig. Hullet, hvorigennem bonden var kommet ind i gravkammeret, blev set som et såkaldt lyrehul, hvor røgen fra bålet kunne komme ud. I dag ved vi, at jættestuerne var gravplads for nogle af de første bønder i det nuværende danske område.

: Daniel Bruun tegnede i 1890 også denne tegning af indgangen til Jordhøj. Arkiv: Nationalmuseet.

: Ved undersøgelsen i 1890 blev der blandt andet fundet 5000 år gammel birkebark. Arkiv: Nationalmuseet.

I midten af 1900-tallet blev Jordhøj atter undersøgt. Gennem årene havde der været store videnskabelige diskussioner om, hvordan man skulle tolke de store mængder keramik, der i tidens løb var blevet fundet foran jættestuerne.

Enkelte steder havde man fundet op til 50.000 skår fra mere end 1000 forskellige lerkar. Det store spørgsmål var, om den store mængde keramik stammede inde fra gravkammeret og siden var blevet fejet ud af jættestuerne, eller om man som et led i gravritualerne havde hensat lerkarrene ved jættestuens indgang.

Arkæologerne havde en formodning om, at Jordhøj kunne give en endegyldig forklaring på dette spørgsmål.

: Grundplan af Jordhøj med indgang og gravkammer tegnet i 1890. Arkiv: Nationalmuseet.

Ved udgravningen fandt man flere knuste lerkar og genstande af flint. Den meget minutiøse undersøgelse viste, at der i den ældste del af jættestuens brugstid var blevet hensat en stor mængde lerkar på randstenskæden foran jættestuens indgang. Brugen af jættestuen hørte dog på et tidspunkt op, hvorefter anlægget begyndte at forfalde. Lerkarrene faldt ned fra randstenene og ophobede sig efterhånden i indgangen og foran jættestuen. På et senere tidspunkt – efter at gravhøjen havde stået ubenyttet i nogen tid – blev den atter blevet taget i anvendelse. Men forinden havde man dog renset op og muget ud i jættestuen, og affaldet var dermed endt foran jættestuens indgang.