Kongehøj

: En af indgangene i Kongehøj. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

I begyndelsen af 1960erne undersøgte Nationalmuseet det imponerende storstensanlæg Kongehøj ved Voldstedlund nær landsbyen Katbjerg mellem Hobro og Mariager. Men overraskelsen var stor, da man under udgravningen stødte på et skelet fra en ko midt inde i gravkammeret fra bondestenalderen.

Det var ejeren af Kongehøj, proprietær Korsgaard, der havde rettet henvendelse til museet. Han var interesseret i at få sat storstensgraven i stand, og efter at Nationalmuseets arkæolog, Knud Thorvildsen, havde været på besøg, blev det besluttet at sætte megalitanlægget i stand. Sent på efteråret 1960 blev Dorthe Hansen sendt til Katbjerg for at sætte restaureringen i gang. Som medhjælpere havde hun ti arbejdsmænd. Året efter – i sommeren 1961 – fortsattes arbejdet med Kongehøj.

Selve langhøjen var 40-50 meter lang og ca. 20 meter bred. Da Dorthe Hansen ankom til stedet, var en del af jordhøjen flere steder skredet ud og havde dækket randstenene omkring højen. Flere steder var der tilmed nedgravninger i højen, og flere randsten bar spor af, at de i tidligere tider var forsøgt sprængt i stykker. Der var derfor nok at tage fat på for at bringe fortidsmindet tilbage til den oprindelige tilstand.

: Tegning af koen som blev fundet inde i det ene gravkammer. Arkiv: Nationalmuseet.

: "Langdyssens ene gravkammer var tømt af gravrøvere", skrev en avis i 1960. Arkiv: Nationalmuseet.

Foruden selve randstenskæden omkring højen bestod storstensgraven også af to stenbyggede kamre. Disse gravkamre var bygget omtrent på det tidspunkt, da man gik fra at bygge stendysser til at konstruere jættestuer, og de har således konstruktionsmæssige træk til fælles med såvel dysserne som jættestuerne. Inspirationen fra dysserne finder man i de runde gravkamre, mens den stenbyggede indgang peger i retning af de senere jættestuer.

Det østlige kammer måtte man først tømme for jord. Imidlertid fandt man ved opgravningen flere moderne glasskår, og det viste at gravkammeret havde været tømt i nyere tid.

Efterhånden som man gravede sig ned gennem jordlagene, dukkede der ingen interessante oldtidsfund frem. Kun allernederst fandt man en brolægning, der i stenalderen har været gravkammerets gulv. Overordnet set var udgravningen af Kongehøj dog rig på oldsager. Særligt i det hidtil ukendte vestkammer fandt man talrige knuste lerkar, flere flintflækker samt nogle ravperler.

: Kongehøjen med gavlsten på over to meters højde. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

Den helt store overraskelse ved udgravningen af det nyopdagede vestlige gravkammer var dog fundet af et ko-skelet, som man fandt liggende midt inde i gravkammeret oven på en stendynge. Koen viste sig tilmed at være parteret, men lå dog anatomisk korrekt. Det eneste som manglede, førend skelettet var komplet, var kraniet og det ene bagben. Det spørgsmål, som umiddelbart rejste sig efter udgravningen, var naturligvis, hvad dette skelet skulle betyde, og hvilken tidsperiode det stammede fra. Var det nyt eller gammelt? I en artikel, som Dorthe Hansen efterfølgende skrev, kom hun også ind på problematikken:

”Hvad betyder dette? Hvorfor er der så lidt tilbage af de grave, som engang må have været her? Hvad betyder stendyngen? Og koen? Den er især mærkværdig. Hvornår er den anbragt? Antagelig allerede i stenalderen. Siden ville det næppe være muligt at få den gennem gangen. Offer?”. Fundet af koen i en af Danmarks største og smukkeste gravhøje var en stor gåde i 1960erne. Spørgsmålet var, om Dorthe Hansen havde ret i sit forslag om, at der var tale om et offer fra stenalderen, eller om der i virkeligheden var tale om en ko fra nyere tid. En kulstof-14 datering af koen har dog siden vist, at der er tale om en ko fra nyere tid. Men tilbage står stadig spørgsmålet: Hvorfor endte den sine dage inde i en storstensgrav fra bondestenalderen?