Listrup
- Jættestuen Listrup tæt ved Nykøbing Falster blev udgravet af Frederik Læssøe, der nogle år senere mistede livet ved slaget på Isted Hede i juli 1850. Foto: Svend Illum Hansen, Kulturarvsstyrelsen.
Under treårskrigen mistede Frederik Læssøe livet ved slaget på Isted Hede i juli 1850. Nogle år forinden havde han udgravet jættestuen Listrup på Falster.
”Nedenfor Bondebyen Listrup, omtrent 1¼ Miil fra Nykjøbing paa Falster, findes der en Banke, som hæver sig c. 60 Fod over Havet, og hvorfra der haves en efter denne Øs Lejlighed meget vid Udsigt. Banken støder i Øst og i Vest til tvende vandrette Moser, Troldemosen og Egemosen, som begge upaatvivleligt i Oldtiden have været Indsøer. Paa Toppen af den langstrakte Banke ligger der en Kjæmpehøj, som den nærliggende Udflyttergaards Ejer i forrige Sommer havde til Hensigt at udgrave, naar han engang fik Tid dertil".
"Da jeg frygtede for, at Højen saaledes skulde blive ødelagt, uden at man erfarede, hvad mærkeligt der kunde være ved den, saa bad jeg Ejeren om Tilladelse til selv at lade Udgravningen fortage”. Således indledte Frederik Læssøe beretningen om udgravningen af jættestuen Listrup på Falster, da han i februar 1845 var i færd med at skrive sin meget omfattende rapport om den udgravning, han kort forinden havde foretaget.
Da Læssøe i midten af 1840erne gennemførte udgravningen af storstensgraven, var gravanlægget under nedbrydning. Nogle af de store bæresten var mange år tidligere blevet fjernet og genanvendt ved opførelsen af den lokale mølle. Men ellers viste det sig at være en meget velbevaret megalitgrav. Ved udgravningen af jættestuens indgang opdagede han på grund af to fremskudte bæresten og en tærskelsten i gulvet, at der oprindeligt har været en form for dør ind til jættestuens indre. Senere har det vist sig, at langt de fleste jættestuer har en sådan indretning. Ved udgravningen troede Læssøe, at der fandtes flere indgange til gravkammeret, da flere af bærestenene i kammeret manglede. Dette var imidlertid ikke tilfældet, idet der oprindelig kun har været en indgang.
- Knud Thorvildsens grundplan over Listrup-jættestuen. Indgangen til jættestuen ses nederst i billedet. Arkiv: Nationalmuseet.
Inde i gravkammeret fandt man ved undersøgelsen i 1844-45 omkring 30 skeletter. Dertil kom flere potteskår, nogle ravperler og flintdolke. Gårdejeren Rasmus Stang havde levende fulgt med i Læssøes udgravning og havde på et tidspunkt selv overtaget undersøgelsen. Efterfølgende indvilgede han i at lade jættestuen blive bevaret.
- Frederik Læssøes kort over området ved Listrup 1845. Arkiv: Nationalmuseet.
- Efter besøget ved Listrup udarbejdede Knud Thorvildsen i 1939 et notat. Arkiv: Nationalmuseet.
Sparrekassedirektørens interesse
Tiden gik, og først i slutningen af 1930erne skete der atter noget ved Listrup. I foråret 1939 besøgte arkæologen Knud Thorvildsen megalitgraven sammen med den meget arkæologiinteresserede sparekassedirektør Vilhelm Sidenius. Sparrekassedirektøren fra Nykøbing Falster, der også var købmand, havde gennem mange år engageret sig stærkt i udforskningen og bevaringen af de lokale oldtidsminder på Lolland og Falster.
Ved besøget viste det sig, at den vestlige del af gravkammeret – ligesom i 1844-45 – manglede, ligesom et par dæksten manglede over den østligste del. Det var især bekymrende, at nogle af de halvt nedskredne dæksten en dag kunne skride helt ned i kammeret. Især hvis der samtidigt var besøgende.
Derfor måtte kammeret enten fyldes med jord, eller også måtte man gennemføre en omfattende undersøgelse og restaurering. Nationalmuseets medarbejder, Knud Thorvildsen, mente imidlertid, at det ville være synd at dække jættestuen til med jord og anbefalede derfor en restaurering. Den efterfølgende sommer var en af datidens førende arkæologer, Johannes Brøndsted, på besøg ved Listrup.
Johannes Brøndsted var i disse år ved at skrive et omfattende værk om Danmarks oldtid beregnet for arkæolgi-interesserede læsere. Ikke siden Nationalmuseets mangeårige direktør i slutningen af 1800-tallet havde udgivet bogen med den meget sigende titel ”Vor Oldtid”, havde der i Danmark været udgivet en folkelig beskrivelse af tiden mellem istidens ophør og kongemagtens opståen. I slutningen af juni måned 1940 befandt Dr. Brøndsted sig imidlertid på Falster, hvor han sammen med Sidenius og den lokale bonde aftalte, at Nationalmuseet ville sende et hold restaureringsfolk senere samme år. Projektet ved Listrup var dog så stort, at man måtte dele opgaven i to perioder af tre uger over to år.
Det blev Knud Thorvildsen, som fik opgaven med at restaurere Listrup. Efteråret 1940 tilbragte han således med at udgrave kammeret og gangen undtagen på de steder, hvor de nedfaldne dæksten forhindrede adgangen. På den måde viste det sig, at Læssøes undersøgelse i midten af 1800-tallet havde været særdeles grundig. Kun i kammerets østende lykkedes det at finde det nederste af et gravlag fra bondestenalderen. Laget, der var forstyrret, indeholdt talrige keramikskår og flintflækker, mejsler og pilespidser samt fragmentet af en ravperle.
- Ved restaureringen i 1940erne blev taget flere fotografier. Arkiv: Nationalmuseet.
- Johannes Brøndsteds diktat fra hans besøg i Listrup i sommeren 1940, hvor det aftaltes, at Knud Thorvildsen skulle foretage en større istandsættelse af Listrup-jættestuen. Arkiv: Nationalmuseet.
De brugte jernbaneskinner
Planen om at færdigrestaurere jættestuen efter høst i 1941 måtte man det følgende år udskyde, og først i efteråret 1942 vendte Nationalmuseets folk tilbage til Listrup. Foruden Knud Thorvildsen deltog også en af dansk megalit-restaurerings førende eksperter, Julius Raklev, der samme forår havde foretaget en omfattende restaurering af den kendte lollandske jættestue Kong Svends Høj.
For at understøtte de dæksten, som truede med at falde ned i gravkammeret, havde man fra Nationalmuseets side henvendt sig til den lokale privatbane, for at høre om de havde nogle brugte jernbaneskinner, som man måtte overtage. Manglen på jern under den tyske besættelse af Danmark var stor, men det lykkedes dog at fremskaffe den nødvendige tilladelse, så jernbaneselskabet kunne overlade nogle skinnestykker på banegården i Nykøbing til Nationalmuseets folk. Ved hjælp af disse skinner lykkedes det at anbringe en række jernpæle, som holdt dækstenene på plads.
Selvom denne jernkonstruktion gennem mange år var effektiv, så måtte skinnerne dog udskiftes i 1987. I stedet for de gamle jernbaneskinner opsattes i stedet nogle mere diskrete, rustfri stålstænger, som er mere vejrbestandige end de gamle jernstænger.
- Ved opbygningen af jernkonstruktionen i 1940erne anvendtes gamle jernbaneskinner. Denne jernkonstruktion var egnet til udskiftning i begyndelsen af 1980erne. Foto: Svend Illum Hansen, Kulturarvsstyrelsen.
