Lundehøj

En dag i slutningen af februar eller begyndelsen af marts 1837 var to kammerater på vej til Visby Præstegård, hvor de gik til konfirmationsforberedelse. Da de var lidt forsinkede, besluttede de at skyde genvej over en af markerne, hvor der lå en stor kæmpehøj. Da de nåede hen til højen, viste det sig, at der nærmest var et hul ind i højens indre. Allerførst troede de, der var tale om en ræv, som havde gravet sig ind i højen, men da de opdagede et hult rum, blev deres nysgerrighed vakt, og de gav sig straks i kast med at grave sig ned i hullet, hvor de opdagede flere store kampesten. Selvom de sikkert har været optaget af udgravningsarbejdet, besluttede de dog efter en times tid at skynde sig videre til præstegården. Her ventede en vred præst, der efter at have afleveret en irettesættelse fik forklaret, hvorfor de to drenge var forsinkede.

Pludselig var præstens interesse for konfirmationsforberedelsen borte, og kort efter fik eleverne fri. De to drenge måtte dog vise præsten vej til den høj, hvor de havde fundet det hule rum.

Laurids Kjers beretning

Det varede ikke længe førend det blev klart, at hullet i højen ikke var lavet af en ræv, men derimod af et menneske. Det var selvejerbonden Jens Christian Nielsen fra Ullerup, der havde været i færd med at opføre en teglovn i højens ene side. Under dette arbejde var han stødt på flere store sten, og senere lod han en af de store dæksten blive sprængt bort, således at man kunne komme ind i gravkammeret. Hurtigt spredtes rygtet om den opdagelse, som var gjort i Lundehøj, og det varede ikke længe, førend flere lagde vejen forbi for at se det særprægede syn. En af dem, som efter gudstjenesten i Bodum Kirke søndag den 19. marts 1837 lagde vejen forbi højen, var Laurids Kjer, der var skolelærer og kirkesanger i byen. Under besøget opmålte han gravkammerets indre og tegnede flere skitser. Efter at han var kommet hjem, nedskrev han en længere beretning til Den kongelige Commission for Oldsagers Opbevaring i København.

En af de iagttagelser som Laurids Kjer gjorde, var nogle indhuggede figurer på to store sten i kammeret, ligesom der lå flere knogler inde i jættestuen.

Også præsten fra Visby, pastor Blichfeldt, som de to drenge havde vist deres opdagelse, skrev i begyndelsen af maj en længere indberetning til justitsråd Christian Jürgensen Thomsen i København, der foruden at være leder af den oldsagssamling, som var udstillet på Christiansborg Slot, også var en af tidens fremmeste arkæologer. Pastor Blichfeldt kunne således oplyse, at den stenøkse, som var blevet fundet ved hans første besøg, var blevet overladt til amtmand Faye i Thisted. Pastoren havde dog ikke selv været inde i kammeret, da han senere besøgte stedet sammen med pastor Djørup fra Hassing: ” Aabningen var for lille, til at jeg kunde komme derned, hvorimod Pastor Djørup, der er af mindre Legemsbygning og 2 af mine Sønner var dernede”.

En af Laurids Kjers iagttagelser var opdagelsen af nogle indhugne stenfigurer på nogle af gravkammerets store sten. Netop denne opdagelse var en af de ting, som man i København lagde særlig mærke til, og det varede ikke mange måneder, førend man sendte videnskabsmanden Japetus Steenstrup op til Thy for at tage figurerne nærmere i øjesyn. Det var ikke noget helt let arbejde, Steenstrup havde givet sig i kast med, for under aftegningen af figurerne var han i tvivl om, hvad der var menneskeskabt, og hvad der var naturlige fordybninger i stenene. Figurerne, som ses ved indgangsstenene til bikammeret, forestillede ifølge Steenstrup dels en menneskefigur med strittende fingre, dels muligvis et firbenet dyr samt et hjulkors.

På den anden sten sås en seksbenet stjernelignende figur, og nederst et bredt bånd inddelt i felter. Mange år senere – i 1875 – kom også Nationalmuseets tegner, Magnus Petersen, forbi Lundehøj, og han var ikke imponeret over de meget omtalte figurer: ”Jeg maatte afbryde Thyrejsen for denne Gang, da andre Hverv fordrede min Nærværelse i Hjemmet, men jeg vilde dog ikke forlade Thy før jeg havde set en mærkelig Stenaldergrav i den sydlige Del af Provinsen, det var Heltborgs store Gangbygning: Lundehøj, der blev udgravet i 1837. Det var en prægtig bygning, opført af store Granitstene og over Gravstuen laa en anseelig Jordhøj. […] Men det var ikke alene denne storslaaede Bygningsform, der havde draget mig hid; nogle mente at have seet paa en af Indgangens yderste Sidestene nogle Ridser og Mærker, der udtyderes som Helristninger, og man troede derved at kunne fastslaa at Helristninger – der ellers henføres til Bronzealderen – ogsaa brugtes i den ældre Stenalder. Da jeg forhen havde seet mange af den Art Ristninger og tegnet saadanne, saae jeg strax, at det ikke var Helristninger, men Ridser og streger, der vare fremkomne ved at Stenen, før dens Anbringelse i Graven, havde i Urtiden ligget fladt ned paa en skraa Mark, hvor Vand og Sneskred har flyttet den hid og did paa et af mindre Sten bestaaende Underlag. Jeg kan derfor ikke antage at Ridserne paa Stenen i Heltborg-graven for Helristninger, eller frembragte af Menneskehaand.”.

Senere – i midten af 1900-tallet – da professor Glob udarbejdede sin store bog om helleristninger, betegnede han også figurerne i Lundehøj som tvivlsomme. Det var først i 1993 ved en omfattende restaurering af Lundehøj, at konservator Svend Illum Hansen med sikkerhed kunne afgøre, at der virkelig var tale om menneskeskabte figurer. Kun i få danske jættestuer har man hidtil fundet helleristninger. Det gælder således i Rævehøj nær Dalby på Sjælland og i en dysse på Als, hvorimod skåltegn kendes flere steder.

Problemet med indsivende vand i jættestuen har gennem årene været en af de gentagne årsager til, at Nationalmuseet – og en overgang også Skov- & Naturstyrelsen – har foretaget flere restaureringsprojekter ved Lundehøj. Jorden under Lundehøj er en kompakt lerjord, som regnvand har svært ved at trænge igennem, og når vandet – som i tilfældet fra 1947 – løber ind i kammeret, bliver det vanskeligt at holde gravkammeret tørt. Det var også dette, som var årsagen til, at Skov- & Naturstyrelsen i 1993 iværksatte et omfattende restaureringsprojekt ved Lundehøj, således at man kunne komme problemet til livs. Dertil kom, at jættestuens ene gavl i perioden fra 1837 og indtil 1888 havde stået åben.

Ved denne gennembrydning var den originale, beskyttende højkonstruktion over jættestuen blevet ødelagt, hvorved problemet med indsivende regnvand var blevet yderligere forstærket . En af de ting, man især fokuserede på ved arbejdet i 1993, var genopbygningen af tørmurene i jættestuens gang og kammer, hvor de visse steder helt manglede. Såvel tørmurene mellem bærestenene og de bagvedliggende flintlag er af stor vigtighed, hvis kammeret skal holdes tæt og tørt.

Under restaureringen kunne man konstatere, at man i bondestenalderen har påbegyndt opførelsen af jættestuen med at placere bærestenene. Selve gravkammerets størrelse har været betinget af, hvor store dæksten man kunne skaffe, og hvor stor spændvidde de har haft. At man har udnyttet dækstenene til det yderste – uden dog at gøre anlægget ustabilt – ses i jættestuens bikammer, hvor spændet mellem bærestenene er blevet udnyttet til det yderste. En af de mere pudsige opdagelser i 1993 var, at man under selve gravhøjens konstruktion fandt ardspor efter de første bønders pløjning af jorden inden jættestuens opførelse. Lundehøj er således blevet opført på noget af den landbrugsjord, som de første bønder for over 5000 år siden tog under plov og begyndte at opdyrke.