Mejls

: Ved Gustav Bloms udgravning i 1901 blev overjorden fjernet, så man - som på dette billede - får et indtryk af stenkonstruktionen. Jættestuer er komplicerede bygningsværker, hvor de store væg- og loftssten kun er en del af byggematerialerne. På billedet ses eksempelvis de store mængder af marksten, som fungerer som stenpakning i højen. Arkiv: Nationalmuseet.

Torsdag den 23. maj 1901 modtog man en noget usædvanlig anmeldelse på politistationen i Varde. Under gravningen i en høj på sin mark var husmand H. F. Lauritzen stødt på ”et større Gravkammer”, og han ønskede nu, at politiet formidlede kontakt til sagkyndige folk, som kunne undersøge højen.

Varde Byfogedkontor, der fik overdraget sagen, rettede straks henvendelse til Nationalmuseet i København for at forespørge om, hvad man videre skulle foretage sig. Museets direktør, Sophus Müller, svarede kort efter tilbage med besked om, at Nationalmuseet den følgende uge ville sende en af sine mænd til Varde. Indtil da bad museet om, at højen forblev urørt.

Det blev Gustav V. Blom (1853-1942) som sendtes til Vestjylland for at undersøge gravhøjen, der siden viste sig at indeholde en jættestue. Oprindelig var Gustav V. Blom uddannet cand.polyt, men umiddelbart efter at have fået sin eksamen begyndte han på Kunstakademiet i København, hvor han fik afgang som maler i 1883. Det følgende år tilknyttedes han akademiet som assistent, og indtil 1924 var han lærer ved flere af Kunstakademiets kurser. Blom var en meget vidtfavnende personlighed, der fra 1887 og indtil 1930 også var inspektør ved Den moltkeske Malerisamling, ligesom han udstillede på adskillige kunstudstillinger; herunder Forårsudstillingerne på Charlottenborg.

: Efter udgravningen tegnede Gustav Blom en række detaljerede tegninger af jættestuen i Mejls. Her ses en plantegning af jættestuen set direkte ovenfra. Arkiv: Nationalmuseet.

: Varde Politi udarbejdede i 1901 denne rapport efter anmeldelsen af fundet af jættestuen i Mejls. Arkiv: Nationalmuseet.

Det var også i kraft af sin kunstneriske uddannelse, at Blom første gang kom i kontakt med Nationalmuseet, som illustrator af museumsdirektør Sophus Müllers værk ”Vor Oldtid”, der gennemgik de forskellige perioder af den danske forhistorie. Gustav Blom knyttedes dog hurtigt tættere til det museale arbejde, og det blev ham, som i begyndelsen af 1890erne udviklede det opmålings- og dokumentationssystem, som museet de følgende år tog i anvendelse. Vigtige elementer i Bloms system blev indmåling og tegning, ligesom fotograferingen var et nyt element, der blev inddraget i museumsarbejdet. Det veludviklede og minutiøse system vakte stor opsigt også uden for landets grænser, hvor flere museer tog det i anvendelse. I næsten et årti var Gustav Blom tilknyttet museet, men da han i foråret 1901 rejste til Varde, blev det en af de sidste praktiske opgaver, han løste for museet. Året efter forlod han Nationalmuseet.

Jættestuen i Mejls, som lå på en naturlig forhøjning i landskabet, blev undersøgt i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1901. Lag for lag skrællede Gustav Blom jorden af gravhøjen samtidig med, at han minutiøst gennemfotograferede processen. Derved blev undersøgelsen i Mejls en af de bedst dokumenterede arkæologiske undersøgelser af jættestuer i begyndelsen af 1900-tallet. Med Bloms detaljerede beskrivelser og omfattende dokumentation var han på mange måder langt forud for sine kolleger.

Dog var Bloms undersøgelsesmetode ret destruktiv, hvilket også ses af de mange fotografier. Ved den arkæologiske undersøgelse i 1901 dukkede flere forskellige oldsager frem af jorden. Det gjaldt blandet andet nogle flintflækker og en ravperle, som sikkert var medgivet de afdøde som gravgaver.

: Også på et museum kan det af og til gå galt. Her er blækket væltet udover et af konservator Julius Raklevs breve. Arkiv: Nationalmuseet.

Over 40 år senere – i maj 1943 – kom en anden af Nationalmuseets markante medarbejdere til Mejls for at restaurere jættestuen. Det var konservator Julius Raklev, der gennem næsten et halvt århundrede havde været en af de drivende kræfter bag restaureringen af bondestenalderens storstensgrave. Ved undersøgelsen i 1901 havde enkelte af jættestuens bæresten været væltet, og Gustav Blom havde dengang været af den opfattelse, at gravhøjen var blevet efterladt på denne måde i stenalderen.

Julius Raklev derimod, der gennem årene havde set talrige megalitgrave, kunne ikke dele Bloms teori.

” Jeg Deler ikke Docent Bloms Antagelse, at de 3 væltede Bæresten F, G og H med Pakstenene J og K er efterladt i den Stilling af Jættestuens Bygmester i Stenalderen” skrev Raklev siden i sin restaureringsrapport, og fortsatte: ” thi naar man iagttager hvilke ulige vanskelige Opgaver der er løst af Stenalderfolket ved Opførelser af mægtige Stengrave rundt om i Danmark, er det næppe tænkeligt, at man havde givet op ved Bygningen af et saa lille Mindesmærke som ovennævnte, sat af forholdsvis smaa Bæresten”. Selv mente Raklev, at bærestenene var væltet, da man i nyere tid havde forsøgt at brække den ene dæksten op. Derved var den sindrige konstruktion styrtet delvis sammen, hvilket Raklev givetvis har ret i. Under restaureringen i 1943 blev de væltede bæresten dog genrejst og placeret på deres oprindelige plads, således at jættestuen i dag fremtræder som da den blev bygget for over 5000 år siden.