Ølshøj
- I september 1823 fandt en bonde ved Gilleleje det, som den lokale præst betegnede som to hedenske begravelsessteder. På billedet ses en af hellekisterne inden undersøgelsen i 1992. Foto: Svend Illum Hansen, Kulturarvsstyrelsen.
Tæt ved Blistrup ikke langt fra Gilleleje på den sjællandske nordkyst ligger tvillingejættestuen Ølshøj. De ældste indberetninger om netop denne jættestue stammer tilbage fra september 1823, da den lokale sognepræst kunne fortælle Oldsagskommissionen i København, at den lokale bonde Niels Pedersen ved at grave i en høj på sin mark var stødt på det, som præsten betegnede som to hedenske begravelsessteder. Efter fundet havde man straks tømt det nordligste gravkammer for jord. Da man nåede bunden, opdagedes et fint gulv belagt med flade sten.
At arbejdet var gået voldsomt for sig ses af, at man måtte bortsprænge flere sten for at gøre arbejdet med at fjerne jorden i kammeret lettere. Det sydlige gravkammer lod man dog foreløbig stå urørt.
modsætning til mange andre jættestuer på dette tidspunkt fik Ølshøj imidlertid lov til at blive stående. Store sten var i disse år i høj kurs, og det var derfor ikke så få bønder rundt om i landet, der lod dysser og jættestuer rive ned for at sælge stenene. Således kunne man nemt købe et par heste eller køer for det betydelige beløb, man fik ved salget af stenene.
- En serie fotografier fra undersøgelsen af Ølshøj i 1960erne. På billederne ses både gravkammeret (øverst) og jættestuens indgang (nederst). Arkiv: Nationalmuseet.
Først i august måned 1859 optræder Ølshøj igen i Nationalmuseets arkiv. Ved undersøgelsen af flere gravhøje omkring Gilleleje var vejen også blevet lagt forbi Ullershøj, som Ølshøj dengang kaldtes. Atter blev det nordlige kammer undersøgt, og det viste sig, at flere af sidestenene var væltet. En gammel mand på stedet kunne ved samme lejlighed fortælle, at der i tidligere tid – måske ved udgravningen i 1823 – var fundet enkelte genstande. Hvilke genstande det drejede sig om, melder historien dog intet om.
Tvillingejættestuen var således ikke i særlig god tilstand, da der i foråret 1874 atter blev foretaget en besigtigelse af stedet. Med ved besigtigelsen var også en stenhugger, for målet var at sætte megalitanlægget i stand. Det blev vurderet, at anlægget trods forfaldet ikke var i en så dårlig stand, at en restaurering var formålsløs, og samme sommer blev arbejdet sat i værk.
Under arbejdet viste det sig imidlertid at tilstanden for det nordlige kammer var alt andet end god. En af dækstenene var således flækket midt over formentlig ved et lynnedslag nogen tid i forvejen. Ved ødelæggelsen af dækstenen var flere af bærestenene nedenunder også blevet beskadiget voldsomt. Arbejdet med at fjerne den ødelagte dæksten var besværligt – alt arbejde foregik ved håndkraft uden brug af tekniske hjælpemidler. Det lykkedes at fjerne den ene del af den ødelagte dæksten samt en uskadt dæksten ved siden af, således at man kunne komme ned i kammeret for at rette de væltede bæresten op. Da man ville fjerne den sidste del af den ødelagte dæksten mødte man imidlertid forhindringer. Gennem flere timer forsøgte man at hæve den tunge sten, men uden resultat. Det eneste der skete var, at stenen til sidst sank helt ned i gravkammeret. Hvis restaureringen skulle fortsætte, ville det kræve betydelig mere arbejdskraft, og arbejdet ville dermed blive betydeligt dyrere end først antaget.
- Gravkammeret i Ølshøj i 1867. Arkiv: Nationalmuseet.
- Første side af udgravningsberetningen fra 1960. Arkiv: Nationalmuseet.
Den lokale leder af restaureringsarbejdet rettede derfor henvendelse til det oldnordiske museum i København for at høre, om man skulle fortsætte arbejdet.
Hos autoriteterne i København var man af den opfattelse, at det bedste var at lukke arbejdet ned og fylde det nordlige kammer med jord.
Nogle år senere – i 1886 – da museets folk kom forbi Ølshøj, blev der udbedret nogle skader ved det sydlige kammer, som i mellemtiden var blevet tømt for jord. Her var opstået en åbning i toppen af højen, hvorigennem nogle lokale drenge smed sten ned i kammeret. Det var efterhånden blevet et problem, og hullet blev derfor lukket til.
Atter i 1909 kom en af Nationalmuseets folk forbi Ølshøj. Den mand, som i august dette år blev sendt op til Ølshøj, var konservator Gustav Rosenberg, som i de følgende år blev en af museets kendteste ansigter. Med sig medbragte Gustav Rosenberg de seneste teknikker til restaurering af jættestuer. En del af tørmurene mellem bærestenene i det sydlige kammer var ødelagte, men ved hjælp af cement kom de flade stenfliser atter på rette plads. I dag forsøger man ved restaurering af storstensgravene at tage videst muligt hensyn til dyssernes eller jættestuernes oprindelige udseende.
- Det sydlige gravkammer i Ølshøj 1992. Foto: Svend Illum Hansen, Kulturarvsstyrelsen.
Når nye tørmursfliser skal opsættes, anvendes derfor en speciel bornholmsk sandsten, som kun findes på klippeøen i Østersøen. Disse fliser adskiller sig i udseende kun ganske lidt fra de oprindelige tørmure, men eksperter kan se, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt. Dertil kommer, at der i dag foretages en nøje registrering af hvilke dele, som udskiftes ved en dysse eller jættestue. Målet er dog, at så meget af den oprindelige konstruktion bevares. På Gustav Rosenbergs tid var principperne for restaurering helt anderledes. I begyndelsen af 1900-tallet gjorde det ikke noget, at den besøgende kunne se, at der var foretaget udbedringsarbejder i jættestuerne, og cement anvendtes derfor i stor stil, selvom det efter endt arbejde var tydeligt at se, hvad man havde udbedret.
- I jættestuerapporten over Frederiksborg Amt fra 1988 karakteriseres Ølshøj som en megalitgrav med mindre vedligeholdelsesbehov. Arkiv: Kulturarvsstyrelsen.
Over et halvt århundrede senere – i efteråret 1960 – var en af Nationalmuseets arkæologer atter på stedet. På dette tidspunkt var gangen til det nordligste kammer næsten helt fyldt af sten og jord, ligesom der også lå jord i selve kammeret.
Et større arbejde blev sat i værk, gravkammeret tømtes for jord, de væltede bæresten blev rettet op, og i slutningen af november 1960 var arbejdet fuldendt. For første gang i mange år var det atter muligt at komme ind i tvillingejættestuens nordlige kammer.
Atter i 1973 måtte der sendes en mand ud til Ølshøj. På dette tidspunkt var arbejdet med restaurering af de store megalitgrave overgået til Fredningsstyrelsen.
Årsagen til besøget var hærværk. De låger, som sad foran jættestuernes indgang, var blevet brudt op, og flere af tørmurene var revet ud og lå beskadiget på gulvet. Selvom man hurtigt fik ryddet op, var skaden dog sket, og en del af de over 5000 år gamle vidnesbyrd om jættestuernes konstruktion var gået tabt. Det blev ikke sidste gang, at der skete hærværk på jættestuen. Også i 1978 konstateredes flere skader. Således var lågen ind til det sydlige kammer forsvundet, ligesom der inde i gravkammeret lå flere glasskår, og flere af bærestenene var sodet til på grund af ild. Seneste gang Ølshøj blev istandsat var i 1992, da der blev foretaget forskellige udbedringer af blandt andet tørmurene. Samtidigt med dette arbejde fritlagdes også en hellekiste, der en gang i den sidste del af bondestenalderen er blevet anlagt i selv samme høj, hvor der i forvejen lå et megalitanlæg. Hellekister er gravsteder opbygget af flade sten. En hellekiste kan indeholde både enkeltbegravelser og flere gravlagte.
- Vedligeholdelsesbehovene blev klaret ved en istandsættelse i 1992, og arbejdet beskrevet i denne rapport. Arkiv: Kulturarvsstyrelsen.
Ølshøj afspejler på flere områder, hvordan man gennem de seneste år har udgravet, restaureret og istandsat en jættestue. I første omgang er udgravningen foregået uden systematik, ligesom der kun findes sporadiske optegnelser om undersøgelsen. Senere – i sidste halvdel af 1800-talllet og begyndelsen af 1900-tallet – har man ved hjælp af tidens moderne teknikker forsøgt at sætte tvillingejættestuen i stand. I dag vil vi betegne de metoder, man anvendte, som noget drastiske. Brugen af cement er i al fald skåret betydeligt ned. De senere år er det ikke udelukkende megalitanlæggets naturlige forfald, der har gjort restaureringer nødvendig. Den farligste trussel mod de tusindårige megalitgrave er ikke vind og vejr, men mennesket selv.
- Ølshøj - også kaldet Ullershøj - har gennem mange år været en af egnens største seværdigheder. Derfor udgav Nationalmuseet i 1938 denne pjece om gravhøjen. Arkiv: Nationalmuseet.
