Rævehøj ved Slagelse
- Rævehøj ved Slagelse. Foto: Svend Illum Hansen.
Nationalmuseets arkæolog Hans Kjær blev i 1914 udsat for en vestsjællandsk landmand, som ikke var nem at forhandle med. Men heldigvis lykkedes det Hans Kjær at redde den unikke jættestue Rævehøj fra tilfældig ødelæggelse.
En dag i 1842 var fæstebonden Jeppe Karstensen sammen med sin kone ude at pløje og harve deres mark ved Boeslunde nær Slagelse. Pludselig ramte ploven noget, og kort efter stod de med et guldkar i hånden.
Lidt senere dukkede endnu et guldkar op. Efter at genstandene var indsendt til Oldsagskommissionen i København, fik Jeppe Karstensen og hans kone kort efter udbetalt 454 rigsdaler i danefædusør.
Mange år senere – en gang i 1914 – havde man i Slots Bjergby tæt ved Slagelse mand og mand i mellem talt om dengang, den fattige fæstebonde pludselig blev rig. På gårdejer Niels Peder Hansens jord lå en stor gravhøj. Måske indeholdt denne høj også en skat af guld og sølv. Gårdejerens 20-årige søn, Poul, var derfor i begyndelsen af marts måned begyndt at grave ned i højen, delvist med sin fars og andre lokales hjælp, da han stødte på en stor sten. En person, som ikke var så begejstret for familien Hansens private udgravning, var den lokale mejeribestyrer i Slots Bjergby, Christian Olsen. Efter fundet af den store sten var det lykkedes ham at standse udgravningen, indtil Nationalmuseet havde haft lejlighed til at tage højen i nærmere øjesyn.
- Arbejderne ved restaureringen af jættestuen Rævehøj i 1914. Arkiv: Nationalmuseet.
- Hans Kjærs notat om Rævehøj fra 1914. Arkiv: Nationalmuseet.
Få dage senere tog Nationalmuseets arkæolog Hans Kjær ned til Sydvestsjælland for at se nærmere på gravhøjen. Det viste sig, at man virkelig var gået til opgaven med ihærdighed. I toppen af højen fandt Kjær således et 5-6 meter langt, 3 meter bredt og over 3 meter dybt hul ned i gravhøjen. I bunden af hullet kunne Hans Kjær se dele af to meget store dæksten, og der var herefter ikke tvivl om, at det var loftet af en af bondestenalderens jættestuer, man kunne se.
Efter lange forhandlinger lykkedes det at overtale landmanden til at lade jættestuen frede. Endnu på det tidspunkt var fredning af fortidsminder helt op til den pågældende jordejers lyst og interesse. Til gengæld måtte Hans Kjær love, at museet det følgende år ville udgrave jættestuen.
Gårdejeren, der endnu ikke havde mistet håbet om en guldskat inde i gravhøjen, udstedte en erklæring, hvori han fastslog, at han skulle modtage vederlag for de oldsager, som under udgravningen blev fundet i højen; hvis der var tale om guld eller sølv skulle en professionel foretage en vurdering af markedsprisen. Dertil kom, at han skulle have erstatning, hvis afgrøden på marken blev ødelagt under restaureringsarbejdet. Et krav om at modtage kompensation for det gravearbejde, som han og sønnen allerede havde foretaget, blev dog afslået af Hans Kjær.
- Gårdejer Hansen sikrede sig, at han ville få en god dusør, hvis der blev fundet guld og sølv i gravhøjen. Arkiv: Nationalmuseet.
I slutningen af juni 1914 ankom konservator Gustav Rosenberg til stedet. Der gik ikke lang tid, førend han kastede sig over arbejdet med at komme ind i jættestuens gravkammer. Ved at løfte en af dækstenene fik han skaffet sig vej ned i storstensgravens indre. Ved hjælp af en lygte fra et automobil blev gravkammeret oplyst. Han kunne da se, at hele den sydlige del af gravkammeret var fyldt med jord. I den modsatte ende af jættestuen – ved den nordlige gavl – var der næsten ingen jord, og han kunne da også se et par kranier og enkelte andre knogler stikke op af jorden. Det var dog vanskeligt for Rosenberg at finde jættestuens indgang. Først efter nogle dages forløb blev den fundet i den østlige side af gravkammeret, og ved udgravningen viste det sig, at en del sten var faldet ned i gangen.
Også i indgangen lå der flere menneskeknogler sammen med et uornamenteret lerkar og en ravperle. I det hele taget var det en exceptionel velbevaret jættestue, som var blevet reddet fra tilfældig destruktion.
Efterhånden som Gustav Rosenberg sammen med sine medhjælpere gravede ned i jættestuens gravkammer, viste det sig, at der lå utallige knogler inde i kammeret. Talrige mennesker havde fundet deres sidste hvilested i jættestuen en gang i løbet af bondestenalderen. Det var dog svært for mandskabet, at grave sig ind i den sydlige del af gravkammeret, da flere af dækstenene truede med at falde ned til fare for arbejderne og Rosenberg selv. Samtidig vanskeliggjordes udgravningen af, at man øjensynligt på et tidspunkt i oldtiden havde smidt alle de gamle knogler over i den sydlige del af kammeret for at gøre plads for nye begravelser i den nordlige del. I hvert fald var det påfaldende, at den sydlige del af jættestuen nærmest var overfyldt af en stor knogledynge.
- Mejeribestyrer Olsen kunne fortælle, at enkelte sten var fjernet i forbindelse med Korsørbanens anlæggelse i 1850erne. Arkiv: Nationalmuseet.
En af de sidste dage af juni måned 1914 fandt Gustav Rosenberg et skelet liggende i indgangen omtrent ud for to af karmstenene – de to bæresten, som stikker lidt længere ud i gangen i forhold til de øvrige bæresten. Selve skelettet var ikke særlig velbevaret, men det som gjorde fundet interessant var, at man kunne se, at den døde person var blevet lagt på siden i en form for sove-stilling. Derfor besluttede Rosenberg at pille knogle for knogle op, nummerere dem, og derefter indsende skelettet til professor Nielsen i København, som var i ekspert i skeletter. Det var dog noget helt andet som tiltrak sig professor Nielsens opmærksomhed, da han modtog knoglerne. Blandt de talrige menneskeknogler, som blev indsendt til København, var også en flere tusind år gammel galdesten. Stenen havde angiveligt tilhørt en 50-60-årig mand og var en virkelig sensation i 1914.
- Der lå talrige knogler i Rævehøj, da gravkammeret blev udgravet af Nationalmuseet. Arkiv: Nationalmuseet.
- Sagsmappen med papirerne om udgravningen af Rævehøj. Arkiv: Nationalmuseet.
For at sikre, at jættestuens sydlige del ikke skred ned i kammeret, opførte Gustav Rosenberg en sindrig jernkonstruktion, som kom til at holde i mange år. Køn var jernkonstruktionen ikke, men derimod var den effektiv.
Et besøg i 1980erne afslørede dog, at jernstængerne var så gennemtærede, at man kunne stikke en skruetrækker gennem dem. Kort efter besluttede man derfor at udskifte jernstativet fra 1914 med nogle moderne rustfri stålstænger, som samtidig var lidt mere diskrete end Rosenbergs bastante konstruktion.
Opførelsen af jernkonstruktionen i 1914 havde dog medført nogle diskussioner mellem Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, og Gustav Rosenberg.
I begyndelsen af juli måned havde direktøren været til stede for at tage det specielle fund i øjesyn og havde her fremkommet med en ide om, hvordan konstruktionen kunne udføres. Gustav Rosenberg havde efter, at direktøren havde forladt udgravningen, tænkt over Müllers forslag og var kommet frem til, at den beskrevne metode ville være til fare under opbygningen. Han havde derfor valgt at se bort fra direktørens forslag, hvilket naturligvis krævede en forklaring, da Sophus Müller hørte om sagen. Gustav Rosenberg var dog eksperten, og direktøren accepterede da også den valgte løsning. Det som bekymrede Sophus Müller mest var, om jættestuens sydlige del ville skride sammen, men her kunne konservator Rosenberg berolige ham: ” Jeg færdes der saa roligt som i en Stue, og kan ikke indrømme, at jeg letsindigt har sat andres og mit eget Liv paa Spil”.
- Det var en kompliceret jernkonstruktion Gustav Rosenberg opsatte i den sydlige del af gravkammeret. Arkiv: Nationalmuseet.
- Jernkonstruktionen inden udskiftningen i 1980erne. Foto: Svend Illum Hansen.
Først ved månedsskiftet juli-august 1914 var Gustav Rosenberg færdig med restaureringen af Rævehøj. Guld og sølv havde man ikke fundet, og gårdejer Hansens drømme var således bristet. Imidlertid kunne han glæde sig over den kompensation, han fik for den afgrøde, museet havde ødelagt ved transporten til og fra jættestuen. I dag er Rævehøj gået over i den arkæologiske historie som et eksempel på, hvor mange mennesker, som kan være blevet begravet i jættestuerne i bondestenalderen. Ved optællingen af knoglerne viste det sig, at henved 100 personer er blevet gravlagt i netop denne storstensgrav.
- Gravkammeret var fyldt med menneskeknogler, og ved udgravningen af jættestuen blev lagene grundigt dokumenteret ved fotografier og tegninger. Arkiv: Nationalmuseet.
