Skelde Kobbelskov

De restaurerede fortidsminder i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.
De restaurerede fortidsminder i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.

På den østlige del af Broagerland ud mod Sønderborg Bugt ligger Skelde Kobbelskov. Midt i denne skov, der hovedsageligt består af høje, slanke bøgetræer, findes også flere fortidsminder fra bondestenalderen. Disse storstensgrave, som blev bygget for mere end 5000 år siden, vidner om, at der allerede i den tidligste del af bondestenalderen var liv på Broagerland.

Gennem 1930erne havde Nationalmuseets konservator, Julius Raklev, talrige gange rejst til Als og Sundeved for at restaurere flere af områdets talrige stendysser. Efter aftale med lederen af Museet på Sønderborg Slot, Jens Raben, var det også planen, at Raklev skulle komme til egnen igen i foråret 1940. Det var i al fald det, som Nationalmuseet havde aftalt i efteråret 1939.

Imidlertid kom 2. verdenskrig også til at influere på museets arbejdsplan, da Danmark blev besat af tyske tropper i de tidlige morgentimer den 9. april 1940. Den ændrede situation betød, at museet måtte revurdere sine planer, og i slutningen af april 1940 blev der sendt besked til Sønderborg om, at man indtil videre måtte udsætte restaureringsarbejderne i Skelde Kobbelskov.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 medførte at Nationalmuseet måtte udsætte restaureringen af fortidsminderne i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.
Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 medførte, at Nationalmuseet måtte udsætte restaureringen af fortidsminderne i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.
Allerede i 1939 havde Nationalmuseet givet tilsagn om at restaurere storstensgravene i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.
Allerede i 1939 havde Nationalmuseet givet tilsagn om at restaurere storstensgravene i Skelde Kobbelskov. Arkiv: Nationalmuseet.

Der kom dog kun til at gå et års tid, førend restaureringen på Broagerland kunne tage sin begyndelse. Det drejede sig om fire fortidsminder, som skulle sættes i stand: to langdysser og to runddysser. Men det betød dog ikke, at det blev noget langvarigt projekt, for i løbet af kun ni dage var restaureringen klaret.

Flere af randstenene omkring gravhøjene blev genrejst, nogle bøgetræer, som stod ovenpå fortidsminderne, blev fjernet, ligesom gravkamrene blev renset op og tømt for jord. Der var i det hele taget kun tale om ganske få og kosmetiske ændringer ved de tusindårige anlæg, således at de blev synligere og fik fortidens storhed tilbage.

Ved undersøgelsen blev der ikke fundet mange oldsager. Kun en såkaldt flintflække fra bondestenalderen.

Julius Raklev var glad for arbejdet i Sønderjylland, selvom vejret ikke ligefrem var sommerligt. Det var da også den lyriske åre han havde fundet frem, da han under opholdet på Skeldebro Kro den 16. maj 1941 skrev: ”Man kan ikke med Føje synge ,,Kom Maj du søde milde” thi det er isnende koldt og hyppige Haglbyger. Skovbunden er hvid af Anemoner, men ,,Løvet staar ikke saa grønt”, da Bøgen endnu ikke er udsprunget”. Få dage senere var Julius Raklev atter inden døre på Nationalmuseets laboratorium i København, hvor nye opgaver ventede.

I maj 1941 sendte Julius Raklev et brev til kollegerne på museet i København. Arkiv: Nationalmuseet.
I maj 1941 sendte Julius Raklev et brev til kollegerne på museet i København. Arkiv: Nationalmuseet.
Sidst opdateret  2.01.2012
Kontaktperson Konsulent, cand.mag. Jørgen Westphal
Tlf:
33745128
Email:
jorwes@remove-this.kulturarv.dk
Adgang

Der er offentlig adgang til storstensgravene i Skelde Kobbelskov.

Find vej

Klik på linket under kortet, og find vej til Skelde Kobbelskov.

Skelde Kobbelskov