Skjerninghøj
- Tegning af vægstenene i Skjerninghøj. Gravkammeret i Skjerninghøj blev tegnet i 1886 af kunstneren A. P. Madsen. Arkiv: Nationalmuseet.
Umiddelbart nord for landsbyen Svanninge kun få kilometer fra Fåborg ligger jættestuen Skjerninghøj. Gennem årene har Nationalmuseet med mellemrum været forbi storstensgraven for at holde fortidsmindet ved lige. Således også i sommeren 1910, hvor det nærmere var et idyllisk anlæg end et fortidsminde, som mødte konservator Gustav Rosenberg.
Jættestuen Skjerninghøj blev undersøgt allerede i 1812, hvor der blev fundet forskellige genstande fra stenalderen samt nogle ”Urner med Aske og Benstumper".
Gravkammeret var blevet opdaget året før, da den lokale bonde under pløjningen var stødt på nogle store sten. Han havde da besluttet sig for at fjerne stenene fra marken, men da man ved hjælp af en jernstang forsøgte at lirke en af stenene op, skete der det overraskende, at den i stedet faldt ned i et hul. Nysgerrigheden blev da vakt, og kort efter viste det sig, at man havde fundet en jættestue. Siden blev jættestuen sat i stand, og da Nationalmuseets medarbejder, J. E. Boesen, i 1885 kom forbi højen, viste det sig, at indgangen til gravkammeret var blevet forsynet med en aflåset trædør, ligesom selve højen var omgivet af et stakit.
- I 1910 gav Nationalmuseets konservator Gustav Rosenberg museet besked om, at han efter restaureringen af Skjerninghøj tog videre til Nordfyn. Arkiv: Nationalmuseet.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet hørte Skjerninghøj under det fynske gods Hvidholm, men i 1905 solgte grev Bille-Brahe-Selby den nærliggende gård ”Oldtidsminde” (opkaldt efter jættestuen) til Lars Peder Larsen. I de følgende år havde Lars Larsen, når der en sjælden gang kom besøgende til jættestuen, udleveret en nøgle og et stearinlys, så de selv kunne se det imponerende gravanlæg, der var over 5000 år gammelt.
- Grundplan af jættestuen Skjerninghøj tegnet af A. P. Madsen i 1886. Arkiv: Nationalmuseet.
I sommeren 1910 kom konservator Gustav Rosenberg til Sydfyn for at se nærmere på Skjerninghøj. ”Ankommen hertil i Eftermiddag har jeg taget en lille Aftentur ud til Skjerninghøj for at se om der er noget at gøre, og i saa Fald skaffe Arbejdskraft til i Morgen tidlig” skrev Rosenberg om aftenen den 21. juni 1910 til Nationalmuseets direktør og fortsatte med en beskrivelse af højen: ”Omkring Høiens Fod er tæt beplantet med gamle Grantræer og uden om det hele – dog ikke Stendiget – gaar et Træstakit. Inde over Jættestuens Gang staar et Par gamle Fyrretræer. Ellers er Høitoppen bar. Gennem Stendiget fører en Stentrappe op til en Trægitterlaage, som var Aflaaset. Ved Henvendelse paa Gaarden fik jeg udleveret 2 Nøgler og 1 Lys".
"Den ene Nøgle til Gitterlaagen i Stendiget, den anden til Trædøren for Indgangen. Denne er, som Directören maaske erindrer, fornyet i fjor, da der fra Musæet er sket Henvendelse til Lærer Nielsen i Svanninge. Ned til Laagen fører atter en Stentrappe, alt i bedste Orden. Døren var aflaaset og gik godt. Inde i Kamret var der skreden noget Jord ind, og Dækstenen var slemt sorte af Sod. Ellers var der intet i vejen. Det hele gør Indtryk af et lille idyllisk Anlæg, end en Oldtidsgrav. Men da det synes at være godt bevaret som det er, med de to Laager og et solidt Tilsyn, bør det vel vedligeholdes som det er, indtil det en Gang forfalder”.
- I 1943 besøgte arkæologen Christian Leif Vebæk Skjerninghøj og skrev denne rapport om jættestuens tilstand. Arkiv: Nationalmuseet.
Den følgende dag foretog Gustav Rosenberg nogle mindre småreparationer, hvorved nogle løse tørmursfliser mellem de store bæresten blev sat fast. Konservator Rosenberg kunne snart efter rejse videre til Kerteminde, hvor nye opgaver ventede. Først igen i 1943 måtte Nationalmuseet atter rykke ud, da en væltet bæresten i indgangen skulle genrejses. Det var denne gang konservator Julius Raklev, som i de sidste dage af november 1943 måtte tage til Skjerninghøj for at rette op på skaderne, hvilket dog hurtigt var klaret. Samtidig benyttede han lejligheden til at rense op i gravkammeret og indgangen, hvor der i årenes løb efterhånden var blevet noget fyldt med jord. Således blev Skjerninghøj klar til at tage imod et nyt hold turister i sommersæsonen 1944.
- Hver uge skulle konservator Gustav Rosenberg give Nationalmuseet besked om, hvordan det stod til med udgravningen og restaureringen af Skjerninghøj. Her ses et af brevene fra 1910. Arkiv: Nationalmuseet.
