Snibhøj

: Snibhøj med de to indgange til gravhøjens jættestuer. Foto: Jørgen Westphal, Kulturarvsstyrelsen.

I Snæbum nogle kilometer vest for Hobro ligger tre særprægede dobbeltjættestuer inden for ganske kort afstand af hinanden. En af disse er den imponerende Snibhøj, der første gang blev undersøgt i midten af 1890erne.

Første gang man på Nationalmuseet hørte om Snibhøj var en forårsdag i 1895, da justitsråd Hansen fra Hobro sendte et brev til museet for at gøre opmærksom på den nyopdagede jættestue.

Justitsråd Hansen var af den opfattelse, at højen snarest burde udgraves af sagkyndige folk fra Nationalmuseet, og han havde derfor fået den lokale landmand – på hvis jord gravhøjen lå – til at afspærre jættestueindgangen med en sten, således at uvedkommende ikke kunne komme ind i højen. Der gik ikke mange dage, førend museumsdirektør Sophus Müller sendte en af sine mænd – Georg Sarauw – til Snæbum. Den 14. maj 1895 ankom Sarauw til Hobro: ”Jeg undlader ikke herved at meddele, at jeg i Aften er ankommen til Hobro og er tagen ind paa Møllers Hotel, hvor jeg antagelig forbliver under mit Ophold her!” skrev han i et brev hjem til direktøren, og fortsatte: ”I morgen tidlig, Onsdag, kører jeg til Snæbum og begynder straks Undersøgelsen af Jættestuen. Her i Byen ved man knap, hvor Snæbum er. Opdagelsen af Jættestuen har altsaa ikke rygtet sig, hvilket jeg optager som et heldigt Varsel om, at alt er i Orden”.

: En lokal mand sendte besked om Snibhøj i 1895. Arkiv: Nationalmuseet.

: A. P. Madsens tegning af de to jættestuer i Snibhøj med de indtegnede oldsager og skeletter. Arkiv: Nationalmuseet.

Endnu i slutningen af 1800-tallet var gravhøje, dysser og jættestuer ikke automatisk fredede – det skete først i 1937 – og derfor var der mange entusiastiske oldsagssamlere og opkøbere, som tog rundt og fjernede oldsager, knogler og kranier fra megalitgravene for enten at sælge dem videre eller indlemme dem i deres private oldsagssamling. Til alt held var fundet af jættestuen i Snæbum ikke rygtedes, og det var derfor en næsten urørt jættestue, som Georg Sarauw ankom til den følgende dag. Dog havde den lokale bonde fjernet flere af de store randsten, som omkransede højen, og anvendt dem til et nærliggende byggeri. På selve højen voksede græs og lyng, og omkring gravhøjen lå marker. Sarauw tog straks fat på det praktiske arbejde.

”Jættestuen er ganske vist ikke stor, men meget smuk, og efter mit Skøn burde den saavel som hele Højen ubetinget søges fredet”, skrev han senere samme dag i et brev til Sophus Müller. Selvom jættestuen ikke var særlig stor, så var selve højen ret imponerende; ”vistnok den største jeg hidtil har set”, skrev Sarauw. Imidlertid var højen i fare, da den lokale bonde gerne ville fjerne randstenene. Dog kunne det – understregede Nationalmuseets mand på stedet – muligvis lykkes at frede mindesmærket, såfremt man tilbød ejeren en konkret erstatning. I al fald var landmanden meget flink, og som en lokal mand bemærkede, var der vel heller ikke noget underligt i, at bonden gerne ville have så meget profit ud af sin jord som muligt.

: Arbejderne ved Snibhøj i 1895: Arkiv: Nationalmuseet.

Selve udgravningen af Snibhøj tog ikke lang tid. Kun et par dage tilbragte Georg Sarauw på stedet, inden han var færdig. Jættestuen havde ikke været besøgt af mennesker siden bondestenalderen, men flere dyr havde dog i tidens løb søgt tilflugt i højen, hvorved de talrige menneskeknogler, som lå inde på gravkammerets gulv, var blevet rodet rundt. Oven på kammerets brolagte gulv lå et 15-20 centimeter tykt kulturlag med knogler og oldsager. Særligt knogler var der mange af, mens der kun var ganske få genstande. Kun et par flintflækker blev det til under Sarauws undersøgelse. Det, som imidlertid undrede Georg Sarauw mest, var, at jættestuen ikke lå centralt i højen som man ellers var vant til.

Forklaringen på det spørgsmål kom først efter, at Sarauw var rejst fra stedet. Et års tid senere – i foråret 1896 – opdagede den lokale landmand, at gravhøjen indeholdt endnu en jættestue. Atter blev en af Nationalmuseets mænd sendt til Jylland for at undersøge sagen.

Det var dog ikke Georg Sarauw, som denne gang rejste til Snæbum, men derimod kaptajn A. P. Madsen. Ved undersøgelsen i 1896 kunne A. P. Madsen konstatere, at også denne jættestue havde et brolagt gulv, ligesom der inde i gravkammeret fandtes flere skeletter. To af skeletterne lå udstrakte midt i kammeret, mens de øvrige knogler lå ved kammerets væg. A. P. Madsen mente selv, at de afdøde formentlig var blevet placeret siddende op ad de store bæresten inde i gravkammeret, og under ligenes opløsning var knoglerne faldet ned på gulvet og var blevet spredt. Heller ikke i dette gravkammer – det sydlige – fandtes mange oldsager. Dog udgravedes enkelte ornamenterede lerkarskår, nogle flintflækker samt et stykke rav.

Først i 1898 lykkedes det Nationalmuseet at få fredet gravhøjen. I 1930 gennemførte museet en restaurering af jættestuerne, men det var først i 1999, at der for alvor blev taget fat på Snibhøj. Tusindvis af turister og lokale havde gennem årene besøgt Snibhøj, hvilket ikke havde kunnet undgå at sætte sine spor på det over 5000 år gamle megalitanlæg. Flere af tørmurene mellem bærestenene blev restaureret, ligesom man i samme ombæring fotograferede og tegnede jættestuerne. Efter denne omgang var Snibhøj atter klar til at tage imod de talrige turister, lokale og oldtidsinteresserede, som hvert år finder vej til Snæbum.