Stenseby og Bønnestenen
Skolelærer J. A. Jørgensen fra Ibsker ved Svaneke var i slutningen af 1800-tallet en aktiv mand . Ved siden af undervisningen var han også en af Bornholms mest interesserede og aktive arkæologer.
Talrige gravhøje og andre fortidsminder er blevet undersøgt og beskrevet af den bornholmske skolelærer i slutningen af 1800-tallet.
Efteråret 1882 tilbragte han således ved jættestuen Stenseby tæt ved Bodilsker på det sydlige Bornholm. Udgravningen af jættestuen afslørede nogle hidtil ukendte forhold, ligesom der fandtes et væld af oldsager inde i megalitgraven. I den udførlige rapport, skolelærer Jørgensen bagefter udarbejdede, fortæller han: ” I selve Gangen lige udenfor Døraabningen fandtes allerede enkelte Ravperler liggende hist og her i det nederste Jordlag; ogsaa to raat udkløvede Flintflækker (Knive) samt et stregprydet Potteskaar fandtes her. Af Ben fandtes i Gangen ikke mindste spor.”
Også i selve gravkammeret, hvor gravlæggelserne er sket i løbet af bondestenalderen, fandtes en række spændende oldsager: ” I selve Gravkammeret viste sig intet i den Jord før jeg naaede ned til det nederste Lag, men her fandtes i et Lag af en 1 Fods Tykkelse, spredt over hele Bunden, en saa stor Mængde Ravperler, at jeg antager, at der mindst maa have været et Par Hundrede. De fleste vare saa skjøre, at de gik itu ved Berørelse, og det lykkedes derfor kun at faa en forsvindende Del taget hele op. […] Hist og her fandtes endvidere Flintflækker (Knive), i alt en Snes Stykker, af hvilke den længste er 5 Tommer lang, de øvrige kortere og kortere; de ere alle raat udkløvede”. Dertil kom en række pilespidser af flint samt en speciel økse af sandsten eller grønsten.
Denne særlige økse blev fundet inde i gravkammeret lige ved indgangen. I et af gravkammerets hjørner fandt skolelærer Jørgensen en klump brændte knogler, som på et tidspunkt engang i oldtiden er blevet anbragt i jættestuen.
Ikke langt fra Stenseby ligger en anden jættestue, Bønnestenen, som skolelærer Jørgensen havde undersøgt et halvt år tidligere. I sin detaljerede udgravningsrapport opsummerede J. A. Jørgensen om de to jættestuer Stenseby og Bønnestenen: ”Egnen, hvor disse Jættestuer findes, er en ganske jævn og lavt liggende Mark uden Klipper og Stene, og det formodes at Navnet Stensby netop maa hidrøre fra disse ,,Stene”, af hvilken Gravkamrene ere byggede. Endnu kan bemærkes, at Befolkningen kalder den ovenfor beskrevne Gangbygning for Bønnestenene”.
I sommeren 1923 var Nationalmuseets konservator Gustav Rosenberg taget til Bornholm og havde her indlogeret sig på Holms Hotel i Neksø. Årsagen var, at de to jættestuer skulle istandsættes. Stenseby, som skolelærer Jørgensen havde udgravet i efteråret 1882, var ikke dengang blevet fredet, og et af Rosenbergs første mål, inden restaureringsarbejdet kunne gå i gang, var derfor at få storstensgraven fredet.
En henvendelse til landmanden, på hvis jord Stenseby lå, havde givet et godt resultat, idet lodsejeren straks lovede at frede jættestuen mod at Nationalmuseet satte den i stand.
I forbindelse med restaureringsarbejdet havde konservator Rosenberg taget en fredningssten med, en stor granitstøtte, som skulle graves ned, så man kunne se, at der var tale om et fredet fortidsminde. Under arbejdet med at udgrave hullet, hvori fredningsstenen skulle placeres, opdagede man imidlertid, at der nede i hullet lå et lerkar fra bronzealderen. Inden fredningsstenen kunne sættes ned, måtte man derfor udgrave urnegraven. Det er ikke usædvanligt, at man i senere perioder har nedsat urner i de gamle stenaldergrave, og derved genanvendt de gamle gravanlæg.
Klik på linket under kortet, og find vej til Bønnestenen og Stenseby.

- "Nye Jættestuefund" i "Aarbog for nordisk Oldkyndighed og Historie 1929" af Gustav Rosenberg.
Find bogen på Bibliotek.dk










