Tingstedet i Rise

: Tingstedet i Rise ved restaureringen i 1945. Arkiv: Nationalmuseet.

I slutningen af januar 1945 havde sparekassedirektør Bruun Andersen fra Marstal læst en længere artikel skrevet af Nationalmuseets arkæolog Therkel Mathiassen om de danske oldtidsmindesmærker. Han havde da fået den idé, at hans bank, Rise Spare- og Laanekasse, kunne tilbyde at betale restaureringen af fortidsminderne i sognet, hvis det var økonomisk muligt. I den forbindelse sendte han derfor et brev til Nationalmuseet for at få museets bud på, hvor meget en istandsættelse ville komme til at koste.

Therkel Mathiassen greb straks chancen og lovede sparekassedirektøren at sende en af museets eksperter til Ærø for at vurdere, hvor meget en restaurering i givet fald ville komme til at koste. På museet havde man håbet, at konservator Julius Raklev allerede samme forår kunne rejse til øen for at tage fortidsminderne i øjesyn. Imidlertid blev det et meget dramatisk forår. Verdenskrigen spidsede til i Europa, og i begyndelsen af maj 1945 kapitulerede Tyskland. Først i slutningen af juni måned 1945 nåede konservator Raklev til Ærø, og i løbet af et par dage undersøgte han Rise Sogns fortidsminder.

: Tegning af langhøjen ved Rise 1889. Arkiv: Nationalmuseet.

: Sparekassedirektør Bruun Andersens brev til Nationalmuseet, januar 1945. Arkiv: Nationalmuseet.

Julius Raklevs beregninger viste, at det især var langhøjen ”Tingstedet” i udkanten af landsbyen Rise, som ville blive den dyreste at sætte i stand. I alt skulle 16 randsten, som omkransede højen, genrejses, ligesom en mængde jord skulle fjernes omkring de endnu eksisterende randsten, således at stenene kom til at træde mere tydeligt frem. Det var et kompliceret arbejde, hvor man blandt andet var nødt til at anvende museets store seks tons skruetalje, når randstenene skulle løftes. I alt anslog Raklev, at det ville tage fire arbejdere otte dage at restaurere ”Tingstedet”, hvilket ville komme til at koste 500 kr. Sammenlagt med de øvrige fortidsminder i sognet ville en total istandsættelse af fortidsminderne løbe op i 1500 kr.

Da Raklev under sit ophold på Ærø besøgte sparekassedirektør Bruun Andersen viste det sig, at han – trods det store beløb – var imødekommende over for at bidrage økonomisk til restaureringen. Raklev lovede da at sende en ansøgning til sparekassen, mens Bruun Andersen på sin side garanterede at ville tale for, at banken bevilgede pengene.

: Ikke noget raklevsk, men historisk, udtalte Julius Raklev til en journalist under restaureringen af storstensgravene på Ærø. Arkiv: Nationalmuseet.

: Restaureringen vakte opsigt på Ærø. Arkiv: Nationalmuseet.

I løbet af sommeren 1945 blev spørgsmålet drøftet i sparekassens bestyrelse, og i begyndelsen af august kunne Bruun Andersen meddele, at det var blevet besluttet at bevilge beløbet på den betingelse, at de arbejdsmænd, som skulle anvendes ved restaureringen, var bosat i Rise Sogn. Man ønskede således fra sparekassens bestyrelse, at pengene så vidt muligt blev i lokalområdet. Dette var dog ikke noget problem for Nationalmuseet, og i midten af september ankom Julius Raklev til Rise. Starten på projektet blev dog ikke den allerbedste, for et voldsomt tordenvejr med regn kom til at forsinke arbejdet.

Restaureringsarbejdet var heller ikke helt udramatisk. ” Som jeg sidst meddelte var det ugørligt her paa Øen, at faa de Tømmerlængder og -Tykkelser som skulde anvendes til et Treben, som var en Garanti for, at Arbejdet med at lægge den halverede Dæksten op, kunde gaa sikkert og hurtigt” skrev Raklev hjem til Nationalmuseet om restaureringen af Tingstedet.

Han fortsatte: ” Imidlertid var det dog saa nær, at det største Stykke var omtrent løftet helt op, da det ene Ben knækkede og Sten og Talje styrtede ned igen, heldigvis uden at der skete nogen Ulykke paa Mennesker, men det tog altsaa en hel Dag mere med at faa Stenen lagt op”. Arbejdet med den over 5000 år gamle storstensgrav fra bondestenalderen var således ikke hel ufarligt.

Det var dog ikke uheldet ved langhøjen i Rise, som var i centrum, da en journalist fra Fyens Stiftstidende var på besøg. ” I disse sidste Septemberdage udspillede der sig et usædvanligt Røre paa det gamle Oldtidsminde. Man hører Klang af Løftestængers Staal mod de tunge Graasten. Der er rejst et Treben over den sunkne Overligger. Dens friske Træ lyser langt bort. Det rasler fra Kæder og store Taljers Jernkroge slaar Gnister mod Graniten. Der hakkes, graves og trækkes, og Millimeter for Millimeter løftes den syv Tons Granitkolos op fra det Leje, den altfor længe har indtaget ved Siden af sin oprindelige Plads over Bærestenene” skrev journalisten malende inden han spurgte Julius Raklev, hvornår han satte grænsen for en restaurering. ” Siger mit Instinkt mig, at noget bliver mere raklevsk end historisk, lader jeg være, og foretager mig kun det nødvendigste til Stedets Bevarelse” svarede Nationalmuseets konservator, der gennem næsten et halvt århundrede havde været en af de drivende kræfter bag restaureringen af danske langhøje, dysser og jættestuer.

: Rise Spare- og Laanekasse gav tilsagn om at støtte restaureringen. Arkiv: Nationalmuseet.

: Taljen kom til at give Julius Raklev problemer under restaureringen. Arkiv: Nationalmuseet.

Det dårlige vejr fik indflydelse på arbejdstempoet, og det viste sig hurtigt, at Raklevs overslag på 1500 kr. var for lidt. Selvom Raklev forsøgte at få sparekassen til at yde et ekstra bidrag til restaureringen, så lykkedes dette ikke. Men i stedet viste der sig hjælp fra en uventet kant. Under arbejdet på Tingstedet kom også den lokale sognerådsformand forbi, og det viste sig, at han var interesseret i at give et bidrag. På det følgende møde i sognerådet blev der derfor bevilget yderligere 250 kr., således at de forøgede udgifter til mandskab næsten blev dækket. Og det var Julius Raklev naturligvis yderst tilfreds med.

Ved restaureringen af Tingstedet blev der dog kun fundet én eneste oldsag. I den ene af stordyssernes gang dukkede en flintflække op, som naturligvis blev samlet op, nummereret og indlemmet i Nationalmuseets samling.