Tustrup

Siden 1800-tallet havde man været klar over, at der ved Tustrup tæt ved Nørager på Norddjursland i et lyngbevokset område på en svag skråning inden for ganske få meter fandtes to dysser og en jættestue fra bondestenalderen. Herfra kunne man se ned mod Hevring Ådal, der i bondestenalderen har været en fjordarm fyldt med vand. I slutningen af 1800-tallet havde man fredet storstensgravene, men det var først i efteråret 1953, at man ved en tilfældighed opdagede, at området gemte på yderligere overraskelser.

Det var da den lokale landmand, Hans Nielsen, ville udvide sin mark og derfor gik i gang med at tage området omkring megalitgravene under plov. Under dette arbejde stødte han dog på en mængde store sten, som han fjernede. Men hans opmærksomhed var dog vakt, og kort efter kontaktede han egnens lokale amatørarkæolog.

Den tidligere gårdejer, Vindberg Jensen, som interesserede sig meget for oldtiden, kom kort efter til stede og udgravede et 10x10 meter stort område, hvor der lå en hesteskoformet stensætning af store flade sten, og da man gravede et andet hul ikke langt fra stenanlægget, dukkede flere keramikskår og en ske af ler op. Der blev da straks givet besked til myndighederne, og i sommeren 1954 iværksattes en større udgravning under Poul Kjærums ledelse.

Minutiøst blev stenanlægget udgravet, og det viste sig hurtigt, at der var tale om et fund af enestående betydning. Man havde ikke tidligere set noget lignende. Bygningen adskilte sig markant fra bondestenalderens almindelige beboelseshuse, da genstandene (især keramikken) ikke kunne stamme fra en almindelig husholdning fra bondestenalderen. Poul Kjærum var derfor af den opfattelse, at der var tale om et tempelhus (kulthus) som var samtidig med storstensgravene. Sidenhen er der flere steder i Jylland fundet flere lignende kulthuse. Set med arkæologernes øjne var det også heldigt, at kulthuset en gang i bondestenalderen var brændt ned til grunden. Derfor fandtes der ved udgravningen af Tustrup-kulthuset en mængde genstande (tragtbægre af ler, keramikskåle, lerskeer), som formentlig ikke ville have været der, hvis huset bare var blevet forladt.

Ved udgravningen og undersøgelsen i somrene 1954 og 1955 blev også flere af megalitgravene undersøgt. Således jættestuen, som er en af de største jættestuer i Østjylland med et gravkammer på en længde af 10 meter og en bredde på tre meter. Ved udgravningen var jættestuen helt fyldt med sand, og man var derfor nødt til at tømme den, inden man kunne komme ind i storstensgraven. Det viste sig dog, at megalitgraven ved en tidligere lejlighed var blevet udgravet, og kun nogle enkelte lerkarskår og knogler lå spredt på jættestuens gulv. Heldigvis var de sirligt opbyggede tørmure mellem bærestenene for størstedelen endnu intakte. En åbning førte ind til et lille bikammer bag kammerets vestvæg.

Mens selve jættestuen ikke bød på fund af betydning, så indeholdt offerlaget foran jættestuens indgang talrige lerkarskår, som vidner om, at jættestuen har været i brug samtidig med kulthuset og stendysserne. I midten af 1950erne var udgravningen af kulthuset i Tustrup en sensation, som – med dets nære tilknytning til storstensgravene – fik datidens arkæologer til at revidere opfattelsen af de ritualer, der er foregået ved dysserne og jættestuerne.