Varnæs Tykskov

: Langdyssen i Varnæs Tykskov under restaureringen i 1945. Arkiv: Nationalmuseet.

I befrielsessommeren 1945 blev restaurering af langdyssen i Varnæs Tykskov øst for Aabenraa kædet sammen med den tyskfjendtlige indstilling, som fandtes i Danmark efter 2. verdenskrigs afslutning.

” Vi er nu i fuld Gang med at gøre rent efter Tyskerne og genopbygge Samfundet efter Ondskabens Invasion” skrev Roskilde Dagblad i efteråret 1945, og fortsatte:

”Ogsaa i 1864 viste Herrefolket en usømmelig Optræden, hvor de kom frem. En Erindring om Voldsherredømmet, som Tyskerne udøvede i de Dage, findes i Sønderjylland i Varnæs Tykskov, hvor man øvede Hærværk mod den store anseelige Langdysse ved at vælte Dækstenen. Ogsaa de 93 Randsten, som kransede dette Oldtidsminde, var for en stor Del fjernede fra deres oprindelige Plads”. Avisen kunne dog berette, at det nu takket være konservator Julius Raklev var lykkedes at bringe langdyssen tilbage til fordums storhed.

: Grundplan af en af langdysserne i Varnæs Tykskov tegnet i 1945. Arkiv: Nationalmuseet.

: Uddrag af Jens Laursens brev til Nationalmuseet. Arkiv: Nationalmuseet.

Sagen om fortidsmindet i Varnæs Tykskov var opstået i det tidlige forår 1945, alt mens verdenskrigens slutfase var i fuld gang. Såvel Sovjetunionen som Storbritannien og USA havde medvind i sejlene, og det var nu kun et spørgsmål om, hvornår Tyskland ville tabe krigen.

I den lille sønderjyske by Varnæs nogle kilometer øst for Aabenraa var den lokale historiske forening på samme tidspunkt kommet på den tanke, at man gerne ville have restaureret fortidsmindet i den nærliggende skov, der lå ud til Varnæs Vig og Aabenraa Fjord. Sekretæren i foreningen, kontorassistent Jens Laursen fra Bovrup, havde derfor i februar måned 1945 skrevet et brev til Nationalmuseet i København for at høre, om museet var interesseret i at påtage sig dette arbejde.

”En saadan istandsættelse vil vække Opmærksomhed langt udenfor Varnæs Sogn og Arbejdet paaskønnet af Sognets Beboere og vil være med til at vække Interessen for denne Tidsalder, da Højen blev til” sluttede Jens Laursen sit brev i forhåbning om, at museet tog opfordringen til sig.

Svaret fra Nationalmuseet var positivt, og fra København lovede man, at museets ekspert i storstensgrave i løbet af foråret ville komme forbi Varnæs Tykskov for at se nærmere på megalitgraven og vurdere om en restaurering var mulig. I maj – et par uger efter den tyske kapitulation – kom konservator Julius Raklev til Varnæs. Konservatoren mente, at arbejdet med langdyssen ville blive omfattende, da adskillige randsten skulle genrejses. På trods heraf var Raklev dog af den overbevisning, at storstensgraven burde sættes i stand og traf derfor aftale med sognerådsformanden om udlån af nogle arbejdsmænd, ligesom den lokalhistoriske forening lovede at fremskaffe penge til restaureringsarbejdet.

: Ungdommen bar fakler til oldtidsgraven i sommeren 1945. Arkiv: Nationalmuseet.

: Under krigen i 1864 havde tyskerne ødelagt storstensgraven. Arkiv: Nationalmuseet.

Netop dette forår planlagde Raklev restaureringen af flere fortidsminder på Ærø, men efter endt besigtigelse her tog han videre til Sønderjylland. Selvom det regnede, og vejret bestemt ikke var sommerligt, lykkedes det dog Julius Raklev og hans arbejdsmænd at få istandsat langdyssen i løbet af juni 1945. Foruden genopretningen af de mange randsten omkring højen så blev dækstenen over gravkammeret også lagt på plads. I et brev til Nationalmuseet skrev Raklev i midten af måneden: ” Af den mængde Mindesmærker, som jeg gennem Aarene har restaureret, har dette været det mest omfattende, men er saa ogsaa blevet et af de smukkeste af sin Art”.

Nogle dage efter endt restaurering mødtes egnens beboere til det store bål Skt. Hansaften, og her var langdyssen i Varnæs Tykskov et naturligt centrum. Det blev en smuk og stemningsfuld aften, hvor byens unge bar fakler til oldtidsgraven. Traditionen tro blev der denne aften også holdt flere båltaler, der alle kredsede om verdenskrigens afslutning og befrielsen fra den årelange tyske besættelse. Redaktør Kamphøvener holdt aftenens hovedtale, og i Jydske Tidende blev efterfølgende trykt et fyldigt referat: Redaktør Kamphøvener ”indledede med at omtale den Tid, da den gamle Oldtidsgrav var blevet lagt paa Toppen af Bakken inde i Skoven, et Tidsrum, om hvilket der er blevet sagt, at det var ,,en bevæget, begivenhedsrig, næsten dramatisk Periode”, som blev ,,grundlæggende for al Fremtid, erhvervs- som folkemæssigt”.

,, Tiderne skifter med Tider”, sagde Taleren, ,,og vi er nu tydeligt nok inde i et Tidsskifte. Den Ungdom, vi oplever i Dag, er en anden end den til Dels desillusionerede Ungdom, som udgik af forrige Verdenskrig. Den brænder efter at komme til at gøre en indsats, og den har Vilje til Forsvar. Den interesserer sig som Følge deraf for Samfundsforhold og politiske Spørgsmaal; den er ikke mere klassepræget men er i langt højere Grad end tidligere optaget af sociale Problemer, samtidigt med at den er udpræget nationalt indstillet og optaget”. Redaktøren havde afsluttet sin tale med, at sige: ” Nu maa vi have en Ordning, der ikke stiller de tyske, men de danske Interesser i Forgrunden”. Denne sidste afsluttende bemærkning var blevet modtaget med begejstring af de lokale fra Varnæs

Også andre talere kom i aftenens løb ind på de konsekvenser, man måtte drage, efter at Danmark atter var blevet frit og ikke længere var besat af tyske soldater. Den lokale degn slog således på, at man nu måtte foretage en udrensning ”i den danske Folkekarakter”, ligesom man i fremtiden måtte ”værne sig mod alt, hvad der truer fra Syd”. Storstensgraven i Varnæs Tykskov blev i sommeren 1945 set som et symbol på den danske selvstændighed og egenart. I dag ligger megalitgraven stadig inde i skoven, men den symbolværdi, som den havde i månederne efter 2. verdenskrigs afslutning, er dog aftaget.