Vasagård
- Skilte viser vej til storstensgravene ved Vasagård. Foto: Lars Bjarke Christensen.
Sommeren 1938 tilbragte Nationalmuseets konservator Julius Raklev på Bornholm. Gennem mange år havde museet lovet at restaurere langhøjen på Vasagårdens jorder i Åker sogn, men det var først dette år, at der blev gjort noget ved sagen.
Allerede i 1880erne havde den ivrige skolelærer Jørgensen fra Ibsker restaureret det østlige gravkammer i langhøjen, og i sommeren 1938 var turen altså kommet til det vestlige kammer - en jættestue.
Da Raklev i slutningen af juni måned for første gang nåede frem til de to storstensgrave fra bondestenalderen, var hele langhøjen bevokset med træer og krat, så det nærmest var umuligt at komme frem til gravkamrene. En af de første opgaver var derfor at rydde højen for de fleste buske, og kun 10-12 træer lod man stå tilbage.
- Jættestuen ved Vasagård efter endt restaurering i 1938. Arkiv: Nationalmuseet.
Efter at museets folk havde løftet to store dæksten væk fra gravkammerets loft, viste det sig, at der nede i selve kammeret lå flere genstande. " Det stod mig hurtigt klart" skrev Raklev senere i sin udgravningsberetning " at der tidligere havde været rodet i Kamret men at man næppe havde været nede ved dets Bund. Ca. 40 cm over Gravbunden og tæt ved Endestenen i Nord fandtes en ornamenteret, hel Niptang fra Bronzealderens tredie Periode. Den var dog sikkert i sin Tid blevet fjernet fra sit oprindelige Leje. Ca. 20 cm over Gravbunden og omtrent i Kammerets midte fandtes et Lag af brændte Ben, hvori laa Fragmenter af en baandformet Fibula og Stumper af Naalen til en anden Fibula, samt lidt Bronzetraad. Paa Gravbunden fandtes ca. 20 smaa Ravperler, hvoraf et Par var hammerformede, samt Fragmenter. Desuden fandtes et stykke af en Rørknogle, et Finger- eller Taaled, samt løst i Fylden en beskadiget Skraber af Flint".
- Fra en flyvemaskine kan man se sporene efter kultanlæggets palisader i marken ved Vasagård. Foto: Michael S. Thorsen/Bornholms Museum.
- Under restaureringen sendte Julius Raklev et brev til Nationalmuseet for at fortælle hvor langt han var nået. Arkiv: Nationalmuseet.
Jættestuen, som Raklev restaurerede i slutningen af 1930erne, var en af de jættestuer, som nogle af de første bornholmske bønder opførte for over 5000 år siden. Jættestuerne var begravelsessteder, og var et led i en kompliceret rituel forestillingsverden. Foruden de døde henlagdes i gravkamrene også gravgaver, og de hammerformede ravperler i jættestuen ved Vasagård tyder på, at dette også har været tilfældet her.
De fibulaer (dragtnåle) og den niptang (pincet), som Raklev nævner i sin udgravningsberetning, stammer dog fra senere tidsperioder. Det har været ganske normalt, at man i senere tider har nedsat eksempelvis urner oven i eller i randen af gravhøjen.
Mange år efter at Julius Raklev var færdig med sin restaurering af jættestuen ved Vasagård, kom den arkæologisk interesserede journalist Svend Kramp i begyndelsen af 1980erne forbi gården og opdagede flere flintredskaber på en af de nypløjede marker. Han gav da straks besked til Bornholms Museum, der hurtigt kunne konstatere, at der var tale om blandt andet slebne flintøkser og flintmejsler fra samme periode som megalitgravene i langhøjen.
Desuden fandtes flere steder hvidbrændte krakelerede flintredskaber, som tydede på, at der engang i bondestenalderen havde været foretaget afbrændinger på stedet; muligvis i forbindelse med ceremonielle handlinger, som har fundet sted i området. Nogle år senere blev Nationalmuseet involveret i sagen, og i samarbejde med Bornholms Museum blev der iværksat en nærmere undersøgelse. Ved disse udgravninger fandt man to parallelle grøfter, der sammen med den nærliggende Læså indrammede et 130x140 meter stort område. Tankerne ledtes da hurtigt hen på den rituelle samlingsplads ved Sarup på Sydfyn fra 3500-3200 f. Kr, som var blevet udgravet i 1970-80erne.
- Mellem gravhøjen og den moderne gård lå en del af kultpladsen. Foto: Jørgen Westphal.
De såkaldte Sarup-anlæg var et vigtigt led i de komplicerede begravelsesritualer i bondestenalderen, og opdagelsen i 1970erne havde revolutioneret opfattelsen af bondestenalderens forestillingsverden. Ved udgravningerne ved Vasagård i 1988 og 1993 kunne man konstatere, at der lå et Sarup-anlæg på den anden side af åen. Siden er der også påvist dobbelte grøfter til et sådant anlæg vest for åen, lige syd for megalitgraven. Her har også stået en palisade, som har adskilt det rituelle område fra det øvrige land. Anlæggets udbredelse og indbyrdes forhold er endnu ikke helt afklaret.
Enten har der her ligget to Sarup-anlæg over for hinanden, eller der har ligget ét stort Sarup-anlæg, som var gennemskåret af Læså-dalen. På Sarup-pladsen på Sydfyn vides det at der i bondestenalderen er foregået en række komplicerede ritualer, hvor de døde er blevet genopgravet og formentlig flyttet til de nærliggende megalitgrave. Sådanne spor er endnu ikke fundet på Vasagård, men man kender dog til genopgravninger af voldgraven, ligesom på Sarup.
Den megen flint som blev fundet i området viser samtidig, at man allerede i bondestenalderen havde kontakt på tværs af Østersøen. Forekomsterne af flint er på Bornholm yderst sparsomme. Den eneste naturlige forekomst af flint på øen er den såkaldte kugleflint, som er blevet slebet glat af havet, inden den er endt på de bornholmske kyster. Større stykker af flint til eksempelvis flintøkser eller flintmejsler skulle hentes ovre på den anden side af Østersøen. Og de mange fund af flintgenstande ved Vasagård tyder på, at der i bondestenalderen har været en livlig skibstrafik over havet til især Skåne.
Også i senere perioder af oldtiden har der ved Vasagård været mennesker. De sekundære gravlæggelser fra bronzealderen i langhøjen viser dette. Ad vejen mod Strøby findes således en helleristningssten fra bronzealderen med talrige skålformede fordybninger, ligesom Julius Raklev i 1938 konstaterede, at der oven på en af dækstenene på jættestuen var skålformede fordybninger, og muligvis også en skibsfigur.
- Midt gennem det tidligere Sarup-anlæg løber Læsåen. Ved den gamle stenbro kan man parkere bilen, og gå ad en trampesti op til gravhøjen. Foto: Lars Bjarke Christensen.
Videre læsning
Læs mere om Vasagård i artiklen:
- "To indhegnede bopladser fra yngre stenalder på Bornholm" i bogen "Nationalmuseets Arbejdsmark 2002" af Flemming Kaul, Finn Ole Nielsen og Poul Otto Nielsen.
Lån bøgerne via Bibliotek.dk
