FAQ - Ofte stillede spørgsmål

: Find svaret på dit spørgsmål i vores FAQ. Tegning: Kulturarvsstyrelsen.

Hvor lang tid tog det at bygge en jættestue, og hvem byggede dem? Er en stendysse ældre end en jættestue? Boede stenalderfolket i storstensgravene, og hvor stammer udtrykket jættestue egentlig fra?

Spørgsmålene om stendysserne og jættestuerne er mange. Vi har samlet et udvalg af de oftest stillede spørgsmål. Tag et kik og se om du kan finde svaret på dit spørgsmål. Hvis det ikke er tilfældet, så send en mail med dit spørgsmål. Så forsøger vi at finde svaret.

Hvor mange dysser og jættestuer blev der bygget i bondestenalderen?

Noget eksakt antal kendes ikke. Over store dele af Europa opførtes i løbet af en ganske kort periode i bondestenalderen talrige megalitgrave. I Danmark kender vi i dag til over 7000 gravanlæg fra denne periode af forhistorien, men man regner med, at der kan have været op mod 30-40.000 megalitgrave alene i det nuværende danske område. Antallet af bevarede jættestuer i Danmark er omkring 500, mens antallet af dysser er langt større. I tidens løb har de store sten været i høj kurs ved byggeri af kirker, herregårde, broer og veje, og derfor er det kun et lille udsnit af dysserne og jættestuerne, som endnu eksisterer.

I Irland er bevaret knapt 1500 megalitgrave, i Spanien og Portugal omkring 5-6000 grave, i Sverige omkring 500, men også i Holland, Storbritannien, Polen og Tyskland kendes talrige af bondestenalderens imponerende gravanlæg.

Hvor opførte man storstensgravene?

Over store dele af Nord- og Vesteuropa opstod i bondestenalderen det, man i dag betegner som et rituelt landskab. I tusindvis opførtes kæmpemæssige gravanlæg, ligesom der byggedes flere rituelle samlingspladser. Fra England i vest til Polen i øst, og fra Spanien og Portugal i syd til Skandinavien i nord findes disse megalitgrave. Karakteristisk er det, at megalitgravenes udbredelse hovedsageligt er i kystnære områder som eksempelvis Mecklenburg i Nordtyskland. Megalit-lignende anlæg kendes dog også i Kaukasus-regionen, men disse er dog fra en senere periode end bondestenalderen.

: Langdyssen Malle Hede nær Thisted i 1875. Tegning: Magnus Petersen/Nationalmuseet.

Hvor lang tid tog det at bygge en jættestue?

Ved hjælp af eksperimentelle forsøg og matematiske udregninger er man kommet frem til, at det formentlig har taget omkring 10.000 arbejdstimer at opføre en almindelig jættestue. Der har dog været tale om en langstrakt proces, hvor man nok skal regne med at arbejdet er startet op i løbet af foråret og først afsluttet på et tidspunkt i løbet af efteråret. Forinden arbejdet kunne gå i gang, skulle der imidlertid samles rigelige mængder af byggematerialer (blandt andet flint, tørmursfliser og sten). Dette indsamlingsarbejde er formentlig allerede sket i vinterperioden, således at næsten alt har været klart, så byggeriet kunne påbegyndes i det tidlige forår.

Hvem har bygget jættestuerne?

Den danske historieskriver Saxo, der i middelalderen skrev bogen "Danernes bedrifter", var af den opfattelse, at storstensgravene var blevet bygget af jætter, en slags store mennesker. Dette byggede han på de store stenkamre, der efter hans opfattelse ikke kunne være opført af almindelige mennesker. Senere tiders udforskning af dysserne og jættestuerne har dog vist, at de personer, som opførte de store stengrave ikke var jætter, men derimod højtspecialiserede håndværkere. Formentlig har der været tale om omrejsende håndværkersjak, som har rejst rundt i egnen og opført de talrige megalitgrave. Dette bygger man blandt andet på, at der i visse områder findes små konstruktionsdetaljer, som er så specielle, at kun det samme hold håndværkere kan have været med til at opføre jættestuerne. Et af de mest synlige tegn på disse omrejsende håndværkere finder man i Nordvestsjælland i egnen omkring Kalundborg, hvor der findes talrige af de såkaldte tvillingejættestuer - en dansk specialitet, som kun kendes fra Nordvestsjælland og Limfjordsområdet.

Hvordan har man flyttet de store sten?

Netop spørgsmålet om, hvordan man har fået de store bæresten og dæksten anbragt i bondestenalderen, har været et af de helt store diskussionsemner blandt fagfolk igennem mange år. Et af de kendteste forslag stammer fra den arkæologi-interesserede danske konge, Frederik VII, der i midten af 1800-tallet udgav en lille bog med forslag til, hvordan stenene var kommet på plads. Kongen foreslog blandt andet, at man - efter at have anbragt bærestenene - anlagde en jordrampe op til bærestenenes øverste kant. Ved hjælp af tømmerstokke har man så kunnet rulle dækstenene på plads over gravkammeret. Frederik VII´s forslag rummer ganske givet en del af svaret på, hvordan man har anbragt de store sten. Ved restaureringsarbejder i de senere år har man blandt andet i Stuehøj ved Ølstykke fundet spor efter nedgravede stolper i jættestuens konstruktion. Flere lignende fund har ført til, at man i dag tror, at jættestuebyggerne ved hjælp af en sindring trækonstruktion har kunnet skubbe dækstenene på plads over kammeret.

: Langdyssen Hauledshøj nær Møns Klint tegnet af A. P. Madsen i 1880. Arkiv: Nationalmuseet.

Hvor tunge er bærestenene og dækstenene?

De store bæresten og dæksten kan veje op til 20-25 tons, men som oftest vejer stenene dog kun 5-6 tons. I begyndelsen af 1980erne udførtes i Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre tæt ved Roskilde et forsøg på at flytte en 7 tons tung dæksten til en megalitgrav. Man anvendte ved forsøget Frederik d. 7´s forslag til, hvordan dette arbejde er blevet udført i bondestenalderen. Således anbragtes den tonstunge sten på nogle kraftige træstammer, der fungerede som en form for slæde under flytningen. Alene til flytningen af denne dæksten skulle anvendes 80 personer. Det har således ikke været nogen nem opgave at flytte de store sten i bondestenalderen, men måske har jættestuebyggerne haft nogle teknikker, vi ikke kender til i dag.

Hvad er en megalit?

Betegnelsen megalit kommer af de to græske ord "mega" (stor) og "lithos" (sten), og betyder altså "stor sten". Inden for arkæologien er ordet megalitgrav en betegnelse for bondestenalderens storstensgrave (dysser og jættestuer), der netop er bygget af store sten. Anvendelsen af betegnelsen megalitgrav er et relativ ny inden for arkæologien, og tidligere anvendtes udelukkende ordene dysser, jættestuer og storstensgrave.

Hvornår blev dysserne og jættestuerne bygget?

Megalitgravene er ikke nogen dansk opfindelse. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var arkæologerne af den opfattelse, at de store stengrave havde deres udspring i Middelhavsregionen og Nærorienten. Dette billede blev dog vendt fuldstændigt på hovedet, efter at kulstof-14-dateringsmetoden blev taget i brug i midten af 1900-tallet. Det viste sig da, at megalitgravene var et europæisk fænomen, som første gang så dagens lys i Bretagne omkring 4500 f. Kr. På dette tidspunkt var kendskabet til landbruget endnu ikke nået ud til de yderste afkroge af kontinentet, og eksempelvis i Sydskandinavien var erhvervet endnu jagt og fiskeri. I takt med landbrugets udbredelse i de følgende århundreder fulgte også et markant skift i den rituelle forestillingsverden, og megalitgravstraditionen nåede Danmark i begyndelsen af det 4. årtusinde f. Kr. Først i form af de karakterisktiske langhøje med gravkamre bygget af træ, som markant adskilte sig fra jægerstenalderens simple jordfæstegrave. Omkring 3500 f. Kr. begyndte man for alvor at anvende store sten i byggeriet af gravanlæggene. Først i form af dysserne med lukkede gravkamre, og senere - ca. 3300-3200 f. Kr. - i form af de mere komplicerede jættestuer med et større gravkammer og stensat indgang. De talrige jættestuer blev opført over nogle ganske få hundrede år - måske endda kun 100 år! - og hvis man på dette tidspunkt rejste rundt i det nuværende Danmark, ville man sikkert være stødt på flere jættestuebyggerier. Der var tale om et sandt byggeboom!

Omkring 3100 f. Kr. dukkede de karakterisktiske midt- og vestjyske stendyngegrave op. Stendyngegravene var et opgør med fællesgravene, som jættestuerne var udtryk for. Den efterfølgende periode, som man traditionelt har betegnet som enkeltgravskulturen, begyndte omkring 2800 f. Kr. Enkeltgravskulturens gravformer omfattede individuelle begravelser i jordhøje, senere også gravkister, stengrave opbygget af mindre stenplader. Imidlertid betød overgangen fra megalit-traditionens tragtbægerkultur til den efterfølgende enkeltgravskultur ikke et totalt brud med fællesgravstraditionen. Dysserne og jættestuerne blev endnu anvendt til begravelser, og især på Sjælland var denne tradition sejlivet. Endnu i bronzealderen og jernalderen anvendtes megalitgravene som begravelsesanlæg.

: Langdyssen Røverstuen ved Morsø var ødelagt, da tegneren Magnus Petersen kom forbi i 1873. Arkiv: Nationalmuseet.

Fandtes der jætter i bondestenalderen - og hvor stammer udtrykket jættestuer fra?

Jættestuer er den folkelige betegnelsen for bondestenalderens storstensgrave med et gravkammer og en gang. Selve udtrykket findes første gang på tryk i Erik Pontoppidans beskrivelse af udgravningen af jættestuen i Slotshegnet ved Jægerspris fra 1740erne, men har formentlig rod i en folkelig betegnelse, som kan være betydeligt ældre end midten af 1700-tallet.

Da Erik Pontoppidan nedskrev beretningen om undersøgelsen af jættestuen i Slotshegnet i midten af 1700-tallet, var det en almindelig antagelse, at storstensgravene var blevet bygget af jætter (store mennesker, kæmper), idet flytningen og placeringen af de store sten har krævet mange kræfter. Senere tiders forskning har dog vist, at der ikke i bondestenalderen - eller for den sags skyld i andre perioder af forhistorien - har levet ekstraordinært store og kraftige mennesker, som har kunnet svinge bæresten og dæksten på plads i en håndbevægelse. I virkeligheden var bondestenalderens befolkning noget lavere end i dag. I dag har danske mænd en gennemsnitlig højde på 179,2 cm, mens kvindernes højde er 166,4 cm. I bondestenalderen var højden - ud fra de fundne skeletter - på henholdsvis 171 og 156 cm.

Er det ikke farligt at flytte rundt på de store sten i dag?

I over et århundrede har danske arkæologer og konservatorer arbejdet med restaureringen af dysser og jættestuer og har derigennem opnået et stort kendskab til, hvordan man på forsvarlig vis flytter rundt på de store sten. Eksempelvis når en dæksten atter skal placeres på sin oprindelige plads over gravkammeret. Når man under en restaurering skal flytte rundt på de store sten, sker det under stor opmærksomhed og forsigtighed, således at ulykker undgås. Ved hjælp af trykluftspuder (af samme art som dem, der bruges når ofre skal reddes væk fra trafikulykker), taljer og store kraner løftes stenene på plads. Man skal helt tilbage til et par restaureringer i 1930-40erne for at finde et eksempel på, at det var ved at gå galt.

Har der boet mennesker i jættestuerne?

For adskillige hundrede år siden var det den folkelige opfattelse, at der havde boet store mennesker (kæmper/jætter) inde i jættestuerne. Talrige udgravninger og restaureringer har dog vist, at jættestuerne ikke har været beboelseshuler, men derimod gravkamre. I bondestenalderen har man bevidst opført jættestuerne som begravelsessteder, hvor de døde blev stedt til hvile.

: Langdyssen på Bavelse Hovmark (Midtsjælland) tegnet af A. P. Madsen i 1886. Arkiv: Nationalmuseet.

Hvor ligger den jættestue, hvor der er højest til loftet?

I en jættestue ved Ubby på Vestsjælland er der i selve gravkammeret omtrent 2½ meter til loftet, hvilket er den største loftshøjde der kendes. Der er dog ikke offentlig adgang til denne jættestue. Et andet eksempel på en jættestue, som næsten har samme loftshøjde, finder man i Rævehøj nær Dalby.

Hvilken jættestue har det største kammer?

Det største gravkammer finder man i jættestuen Listrup på Falster. Her har kammeret en længde på 15 meter og en bredde på to meter.

Hvor tung er den største dæksten?

En af de tungeste dæksten findes i jættestuen Glentehøj på Lolland. Vægten på en af stenene over gravkammeret er anslået til omkring 25 tons.

Langhøj, dysse og jættestue - Hvad er hvad, og hvad kom først?

Det tidligste bevis for det markante skifte i den første bondebefolknings opfattelse af livet og døden udgør de mægtige langhøje med træbyggede kamre, hvoraf de ældste dateres til ca. 3800 f. Kr. Hidtil havde man gravlagt de døde i mere simple jordfæstegrave. Som navnet siger, er langhøjene lange jordhøje på op mod 80-90 meters længde med gravlæggelser inde i højen. Nogle af de kendteste eksempler på langhøje er undersøgt på Bygholm Nørremark nær Horsens og ved Barkær på Djursland.

Dysserne begyndte man først at opføre i det sydskandinaviske område omkring 3500 f. Kr. Dysserne blev bygget af store sten, men er dog betydelig mindre end de senere jættestuer. De ældste dysser havde ikke nogen indgang, men bestod kun af et enkelt, rektangulært kammer med højest to dæksten over gravkammeret. Overalt i landet findes tusindvis af bevarede dysser, som eksempelvis Carlsstenen ved Frederiksværk. Til de senere dyssekamre førte en kort gang, der altid var bygget i forlængelse af kammeret.

Omkring 3300-3200 f. Kr. afløstes dysserne af de mere komplicerede jættestuer, som bestod af et aflangt gravkammer, hvortil der førte en gang, hvis retning altid er vinkelret på gravkammeret. Jættestuerne blev opført over en ganske kort periode på måske kun hundrede år.