Fra overtro til videnskab

: Ofte tages de store maskiner i brug, når en storstensgrav skal restaureres. Her ved istandsættelsen af en jættestue nær Jægerspris i 2007. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

Interessen for bondestenalderens dysser og jættestuer kan spores langt tilbage i tiden.

Allerede i middelalderen forsøgte historieskriveren Saxo at komme nærmere et svar på, hvem der havde opført de komplicerede bygningsværker, og i midten af 1800-tallet kom Frederik d. 7 med en af de første teorier om, hvordan megalitgravene var blevet bygget. Gennem 1800- og 1900-tallet blev restaureringen af megalitgravene sat i system, teknikkerne udviklet og restaureringsmetoderne justeret, så der i dag anvendes moderne arkæologiske metoder, når en dysse eller jættestue sættes i stand.

I flere århundreder efter at storstensgravene – dysserne og jættestuerne – var blevet opført i bondestenalderen, anvendtes de til deres formål, nemlig gravlæggelser af de døde. Selv i bronzealderen genanvendtes de gamle megalitgrave som sidste hvilested for de afdøde. Men i takt med tiden gik storstensgravene i glemmebogen. Andre begravelsesformer og gravskikke kom til og afløste det tidlige bondesamfunds begravelsespladser.

: I 1700-tallet skiftede synet på storstensgravene. Således blev en sydfynsk jættestue destrueret i september 1704. Arkiv: Nationalmuseet.

Også formålet med gravhøjene blev mere og mere dunkelt. Blandt de lokale bønder begyndte der at sprede sig sagn og gamle fortællinger om de mystiske jordhøje, som med løs hånd var strøet ud over det danske landskab. Det var snart en kendsgerning, at man skulle holde sig fra ”de underjordiske”; trolde og nisser var ikke til at spøge med. Disse overleveringer og sagn var i århundreder med til at bevare og sikre de gamle gravhøje fra destruktion og ødelæggelse.

Klik videre og læs om Saxo's teori