Frederik d. 7 og jættestuerne

: Frederik d. 7 var meget interesseret i oldtiden, og foretog adskillige udgravninger af storstensgrave. Her ses et udsnit af kongens beretning om undersøgelsen af en sjællandsk tvillingejættestue i 1830erne. Frederik d. 7 har indtegnet de to gravkamre, hvor der fandtes en del skeletter. Arkiv: Nationalmuseet.

Bevaringen af fortidsminderne blev i den grad besværliggjort af, at oldtiden og den hedenske tid gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev et samlerobjekt.

Blandt den bedrestillede del af samfundet blev private oldsagssamlinger en del af hverdagen. Det kunne nu betale sig at udgrave dysserne og jættestuerne, tømme dem for indhold og sælge genstandene til private samlere. Også Nationalmuseet, som senere opstod på Oldsagskommissionens fundament, købte oldsager af de handelsfolk, som rejste rundt og falbød stenøkser, lerkar, kranier og hvad der ellers var penge i. En af de private oldsagssamlere i 1800-tallet var Frederik d. 7, som siden ungdommen havde været lidenskabeligt interesseret i den danske forhistorie og efterhånden fik opbygget en stor oldsagssamling.

Sammen med lærde og andre interesserede udveksledes breve med oplysninger, ligesom man også samledes ved mødeaftener i Det kongelige nordiske Oldskriftsselskab, som blev grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet. Det var ved et af disse møder i 1850erne, at Frederik d. 7 fremlagde sin teori om, hvordan jættestuerne og dysserne var blevet bygget. Teorien blev senere udgivet i et lille hæfte.

: Arkæologen Jens Jacob Asmussen Worsaae var blandt 1800-tallets kendteste personligheder. Arkiv: Kulturarvsstyrelsen.

I 1810erne var Christian Jürgensen Thomsen blevet ansat som sekretær i Oldsagskommissionen, og det blev ham, som i de følgende årtier kom til at kendetegne dansk arkæologi. Med sin inddeling af oldtiden i en stenalder, en bronzealder og en jernalder begyndte der efterhånden at komme styr på de forhistoriske tidsperioder. Talrige indberetninger, undersøgelser og udveksling af erfaring på kryds og tværs af Europa trak hurtigt den arkæologiske videnskab ud af dunkle formodninger og gisninger om fortiden. Med udstilling af oldsager først ved Rundetårn, senere på Christiansborg Slot og til sidst i Prinsens Palais ved Frederiksholms Kanal blev det muligt for menigmand at stifte bekendtskab med oldtiden.

Det blev dog især Christian Jürgensen Thomsens efterfølger, som kom til at sætte skred i fredningssagerne. Jens Jacob Asmussen Worsaae havde været en af Thomsens medhjælpere, men blev i 1847 inspektør for de antikvariske mindesmærkers bevaring. En af hans første opgaver blev at undersøge, om kancellifredningerne fra begyndelsen af 1800-tallet havde haft nogen nytte. Det viste sig imidlertid, at omtrent halvdelen af de fredede fortidsminder nu var forsvundet eller ødelagte. Et større arbejde blev sat i værk for at registrere de kendte fortidsminder, og man forsøgte også at få udvalgte anlæg fredet.

Klik videre og læs Til fods og i hestevogn landet rundt